En ny stor undersøgelse bekræfter Darwins 150 år gamle intuition
En ny undersøgelse med tusindvis af deltagere antyder, at mennesker og dyr tiltrækkes af de samme slags lyde. Det er et fund, der giver nyt liv til en idé, Charles Darwin formulerede for mere end 150 år siden.
Forskere analyserede reaktioner fra over 4.000 internetbrugere på sang fra forskellige dyrearter og sammenlignede dem med, hvordan de samme dyr selv reagerer på identiske lyde. Resultatet er overraskende klart: vores musiksmag strækker sig langt ud over artsgrænserne.
Darwin havde ret – og nu er der data til at bevise det
Allerede i 1800-tallet skrev Charles Darwin, at dyr ligesom mennesker besidder en vis fornemmelse for skønhed. Han antydede, at hunner i mange arter vælger partnere ikke kun ud fra styrke eller størrelse, men også ud fra, hvor tiltrækkende hannens sang eller parringsdans er. I lang tid blev det behandlet som en fascinerende hypotese snarere end et dokumenteret faktum. Nu er der endelig et solidt datagrundlag.
I en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Science anvendte forskerne en enkel, men genial metode: et internetbaseret eksperiment i form af et spil. Deltagerne lyttede til par af dyrelydsoptagelser og markerede, hvilken lyd de fandt mest behagelig. De samme optagelser var tidligere blevet testet på dyr i klassiske adfærdseksperimenter. Jo mere et bestemt dyr foretrak en given lyd, desto oftere valgte mennesker den samme lyd – og de gjorde det hurtigere, som om instinktet tog over.
Sådan forløb studiet med 4.000 deltagere
Et internationalt forskerhold ledet af Logan James fra McGill University og Smithsonian Tropical Research Institute sammensatte 110 par optagelser fra 16 forskellige dyrearter, herunder:
- túngara-frøer fra Mellemamerika
- zebrafinker (små sangfugle)
- forskellige arter af fårekyllinger og andet insekter
- andre padder og fugle
Deltagerne gik ind på projektets hjemmeside, satte hovedtelefoner på og valgte i hvert par den optagelse, de syntes lød bedst. De behøvede ikke kende arterne eller forstå eksperimentets formål – de stolede blot på deres egne ører.
Forud for dette havde forskerne kortlagt dyrenes egne præferencer. Et typisk forsøg så for eksempel sådan ud: en hunfrø fik afspillet forskellige versioner af hannens sang, og man målte, hvilket højttalerapparat hun bevægede sig hen imod. Tilsvarende metoder blev brugt til at teste fugle og insekter ved at følge deres bevægelser og tid brugt ved bestemte lyde.
Da data fra dyrenes eksperimenter blev sammenholdt med menneskenes svar, fandt forskerne en tydelig overensstemmelse i vurderingen af de samme lydes tiltrækning. Forskere fra Yale University og Smithsonian Institute dokumenterede, at mennesker ubevidst kopierer dyrenes præferencer, når de lytter til akustiske signaler.
Hvad er det egentlig ved disse lyde, der tiltrækker os?
Det var ikke de specifikke arter, men selve lydens egenskaber, der spillede den afgørende rolle. Dyr og mennesker var oftest enige om lyde med følgende karakteristika:
- lavere frekvenser (mere bastone)
- sang beriget med udsmykninger – korte klik, triller eller pulserende indskud
- signaler med større akustisk kompleksitet
- rytmer med tydelige kontraster mellem toner
Túngara-frøen er et godt eksempel. Siden 1980’erne har man vidst, at hunnerne foretrækker hanner, hvis parringskald indeholder supplerende elementer – en slags dybe akustiske pulser eller hurtige vibrationer omkring hovednoten. Disse tilføjelser gør signalet mere komplekst og markant end de øvrige.
Nu viser det sig, at mennesker reagerer næsten identisk: de vælger sang med udsmykninger som mere behagelig, selv uden at vide, at det er et parringskald. Og de gør det hurtigere – reaktionstiden falder, når valget stemmer overens med artens præference.
Interessant nok spillede musikalsk uddannelse kun en lille rolle for deltagernes valg. Musikere og lægmænd pegede typisk på de samme lyde som tiltrækkende. Det tyder på, at det primært er medfødte høreprocesser der er på spil – ikke indlærte regler om harmoni eller rytme.
Hvad har vores hørelse til fælles med en frøs?
Forskerne forklarer overensstemmelsen i præferencer med en fælles evolutionær arv. Hvirveldyrs høresystem fungerer efter lignende principper: trommehinden, receptorer i det indre øre og neuroner, der analyserer signalets frekvens og rytme.
Hvis bestemte lydegenskaber i millioner af år har hjulpet dyr med at vælge partner eller undgå rovdyr, er det ikke mærkeligt, at hjernen reagerer på dem på en bestemt måde. Den samme følsomhed kan siden have dannet grundlaget for menneskelig musik.
Alt tyder på, at det, vi kalder musiksmag, udspringer af meget gamle principper for hørebehandling, som er fælles for mange arter. I praksis betyder det, at når du lytter til en yndlingssang med kraftig bas og en rig melodilinje, bruger du de samme nervebaner, som hos túngara-frøen afgør valget af partner.
Forskellen ligger i signalets kompleksitetsniveau og kulturelle kontekst, men den grundlæggende biologi er overraskende ensartet. Forskere fra McGill University understreger, at dette fund ændrer synet på musikens oprindelse som et universelt menneskeligt fænomen.
Borgervidenskab i praksis – et spil spillet af folk verden over
Studiets forfattere benyttede platformen The Music Lab, drevet af Yale University. Her omdanner forskere seriøse eksperimenter til enkle onlinespil. Takket være det kan de på kort tid indsamle data fra tusindvis af mennesker i forskellige lande, frem for at invitere få frivillige ind i et laboratorium.
Denne arbejdsmetode har flere fordele:
- den muliggør test af en meget bred og varieret deltagergruppe
- den reducerer indsamlingstiden fra år til måneder
- den vækker interesse for videnskab hos almindelige internetbrugere
- den sænker omkostningerne ved forskning
- den leverer data fra mange forskellige kulturelle sammenhænge
Takket være projektet lykkedes det at omsætte Darwins abstrakte teori til målbare resultater baseret på et stort datasæt. Det er et sjældent eksempel på, at en snedig teori fra 1800-tallet møder en massiv onlinetest – og de to brikker passer perfekt sammen. Smithsonian Institute har beskrevet metoden som et gennembrud inden for forskning i dyrekommunikation.
Hvad fortæller det os om musik – og om os selv?
Hvis vi delvist deler lydpræferencer med andre arter, åbner det for nogle interessante konklusioner. For det første er musik måske ikke udelukkende et kulturprodukt, men også en forlængelse af biologi. Den udnytter vores høresystems naturlige tilbøjeligheder – for eksempel sympati for bestemte rytmer eller kontraster mellem lave og høje toner.
For det andet hjælper det os til at forstå, hvorfor visse kompositionselementer virker på næsten alle. En kraftig, markant bas får os tit til at ville bevæge os. Hurtige udsmykninger i vokal eller instrument fanger opmærksomheden, ligesom en veludviklet sang gør det i dyreriget.
Der er også en praktisk dimension: kendskab til medfødte akustiske præferencer kan vise sig nyttigt i udformningen af advarselsignaler, lyde i apps eller endda i terapi. Lyde, der er bedre tilpasset den måde, vi naturligt bearbejder information på, er lettere at opfatte og huske. Forskere fra Yale University samarbejder allerede med lyddesignere om at anvende disse indsigter.
Hvad kan forskerne undersøge som det næste?
Holdet bag projektet meddeler, at dette kun er begyndelsen. Næste skridt er at undersøge, om en lignende overensstemmelse mellem mennesker og dyr opstår inden for andre sanser, som syn eller lugt. Hvis det er tilfældet, vil det vise, at vores oplevelse af et smukt udsigt eller en behagelig duft ligeledes bygger på gamle, fælles mekanismer.
Det er også værd at huske, at biologien hos os suppleres af et kraftfuldt kulturlag. At vi har visse medfødte præferencer betyder ikke, at vi alle elsker de samme musikgenrer. Forskellige stilarter trækker dog på lignende byggesten: rytme, kontrast, spænding og afspænding – præcis de elementer, der har givet lyde i naturen mening i millioner af år.
Så næste gang du bliver betaget af en fuglesang udenfor vinduet eller det rytmiske kvæk fra frøer ved en sø, kan du betragte det fra en ny vinkel. Du reagerer måske på de samme signalegenskaber, som hjælper dyr et sted i en tropisk skov med at finde en partner. Og din yndlingsplaylist på telefonen fungerer efter meget lignende principper – blot i en mere kompleks, menneskelig udgave.
