Kontinenterne er aldrig stået stille
Geologer er enige om, at den måde kontinenterne er placeret på i dag, blot er et kort øjeblik i planetens lange historie. De tektoniske plader bevæger sig konstant og er på vej mod endnu en massiv kollision, der vil samle alle nutidens kontinenter til ét gigantisk superkontinent.
I denne fremtidige konfiguration kan Frankrig ende med at spille en bemærkelsesværdig rolle – både geografisk og klimatisk. Forskere fra førende universiteter har udviklet modeller, der tegner et overraskende detaljeret billede af, hvordan vores planet vil se ud.
For cirka 200 millioner år siden fandtes der ét samlet landmassiv omgivet af et verdenshav. Med tiden brød det op i mindre stykker, som siden da er drevet fra hinanden og stødt sammen. Denne bevægelse stopper aldrig, selv om den er så langsom, at den er fuldstændig usynlig i et menneskes levetid. Ifølge beregninger udført af geologen Christopher Scotese vil alle nutidens kontinenter samles igen om cirka 250 millioner år.
På forskernes kort fremtræder da én kolossal landmasse, kaldet Pangea Ultima – et superkontinent, der erstatter den nuværende fordeling af jordens landområder. Fra geologiens perspektiv er kontinenternes nuværende form blot et enkelt billede i en meget lang film. Tektoniske plader kender ikke til begrebet et stabilt verdenskort.
Hvad sker der med Atlanterhavet og de nuværende kontinenter?
I dette scenarie forsvinder Atlanterhavet fuldstændig. Amerika driver gradvist mod Europa og Afrika, indtil de til sidst kolliderer. Det Indiske Ocean omdannes til et stort, men lukket indre hav omgivet af landområder, vi i dag forbinder med helt andre klimazoner og kulturer.
Næsten alt, vi kender fra nutidens kort, vil ændre sig. Øer og lande, der i dag er adskilt af tusindvis af kilometers ocean, bliver direkte naboer. I geologernes modeller sker der fascinerende ting: Cuba smelter sammen med det nuværende USA, den Koreanske Halvø presses ind mellem Kina og det nuværende Japan, og Grønland drifter hen og slutter sig til Canada.
For fremtidens beboere på denne planet ville nutidens verdenskort fremstå som ren science fiction. Forskere ved universiteter bruger GPS-satellitmålinger, der viser, at kontinenterne bevæger sig med flere centimeter om året.
Hvilken position får Frankrig i fremtidens verden?
I denne fremtidige konfiguration er det netop Frankrig, der får en særlig plads. Simuleringer af tektonisk pladebevægelse antyder, at det område, vi i dag kender som Frankrig, vil forskyde sig markant mod nord – tættere på den nuværende polarcirkel. Samtidig vil Middelhavet ophøre med at eksistere.
Kollisionen mellem de tektoniske plader vil presse og lukke det rum, der i dag ligger mellem Europa og Afrika. Det, vi nu kender som hav og turistkyster, vil blive til et bælte af bjerge og sammenstødende landmasser. Det nuværende franske territorium kan komme til at grænse op til ikke blot Spanien, Portugal og Italien, men også til lande i Nordafrika.
Blandt disse naboer vil der være områder svarende til det nuværende Marokko, Algeriet og Tunesien. Et sådant naboskab ændrer fuldstændig forestillingen om Europa og Afrika som adskilte enheder. I modellerne for Pangea Ultima befinder Frankrig sig i en zone, hvor tre tidligere kontinenter mødes.
Set fra et fremtidigt geopolitisk perspektiv ville det være et knudepunkt for Europa, nutidens Nordafrika og områder, der er rykket væk fra Atlanterhavet. Forskere understreger, at denne konfiguration ikke har noget sidestykke i planetens moderne historie.
Hvor ekstremt bliver klimaet på det nye superkontinent?
En sådan fordeling af landmasser betyder ikke blot en ændret politisk geografi – det indebærer også en radikal klimatisk omvæltning. Studier offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature viser, at dannelsen af én stor landmasse vil øge den vulkanske aktivitet dramatisk. Enorme mængder kuldioxid vil blive frigivet til atmosfæren og forstærke drivhuseffekten.
Klimasimuleringerne er ubarmhjertige. Et superkontinent betyder, at store landområder ligger langt fra havene. Luften er tør, nedbøren minimal, og ekstrem varme bliver normen. Hertil kommer en sol, der stråler væsentligt stærkere end i dag, hvilket presser temperaturerne endnu højere op. Ifølge forskerne kan denne kombination af faktorer føre til, at størstedelen af nutidens pattedyr uddør.
En organisme, der er tilpasset et bestemt temperaturinterval og adgang til vand, har begrænsede muligheder for at tilpasse sig et så fjendtligt miljø. De vigtigste faktorer, der vil påvirke fremtidens klima, omfatter:
- Øget vulkansk aktivitet, der frigiver kuldioxid til atmosfæren
- Store afstande fra indhav til ocean og deraf følgende mangel på nedbør
- Mere intens solstråling som følge af stjernens naturlige udvikling
- Fraværet af havstrømme, der regulerer lufttemperaturen
- Mangel på ferskvand i superkontinentets centrale områder
- Ekstreme temperaturforskelle mellem dag og nat
- Begrænset vegetation, der kan binde kulstof fra atmosfæren
Forskere fra geologiske institutter understreger, at sådanne forhold vil gøre store dele af planeten ubeboelige for de fleste livsformer. Områder langt fra kysten kan opleve temperaturer på over 50 grader Celsius.
Kan Frankrig blive fremtidens klimatiske fristed?
Ikke alle dele af det nye superkontinent vil dog være lige ubarmhjertige. Simuleringer tyder på, at zoner tættere på nord – i nærheden af den nuværende polarcirkel – kan bevare et mere moderat klima. Her vil det være køligere, nedbøren større og mulighederne for stabile vandkilder bedre.
Netop i denne gruppe befinder det område sig, der svarer til nutidens Frankrig. Forskudt mod høje breddegrader forventes det at byde på langt mindre ekstreme forhold end superkontinentets centrale egne. Fremtidens franske territorium kan således høre til de få steder, der stadig er egnede til et rimeligt liv.
Tæt på disse områder finder man også territorier svarende til det nuværende Portugal, dele af De Britiske Øer og udvalgte regioner i Nordafrika. Et sådant klimatisk fristed indebærer potentielt lavere gennemsnitstemperaturer end resten af superkontinentet og bedre adgang til ferskvand via nedbør og sæsonbestemt is.
Vilkår, der muliggør madproduktion og opretholdelse af komplekse økosystemer, giver en chance for overlevelse for arter, der ikke kan klare sig i de ekstreme zoner. I et perspektiv af den fjerne fremtid giver dette Frankrig en exceptionel position. Selvfølgelig taler vi om tidsskalaer så enorme, at nutidens stater og grænser for længst kan have ophørt med at eksistere.
Hvordan kan forskere forudsige kontinenternes bevægelse millioner af år frem?
Man kunne spørge, hvordan man overhovedet kan tale om så fjerne scenarier med nogen form for sikkerhed. Nøglen ligger i forståelsen af, at tektoniske plader bevæger sig efter bestemte lovmæssigheder, og at denne bevægelse kan måles og modelleres. Geologer trækker på flere vigtige datakilder.
GPS-satellitmålinger viser, at kontinenterne forskydes med adskillige centimeter om året. Oplysninger bevaret i klippelag afslører tidligere kontinentale positioner – herunder fossiler og retningen af mineralmagnetsering fastlagt, da lava størknede. Numeriske modeller simulerer dernæst de tektoniske pladers adfærd baseret på kendte fysiske love og planetens indre struktur.
Jo længere frem i tid, desto større usikkerhed – lokale detaljer vil naturligvis afvige. Men den overordnede tendens med kontinenternes sammenvoksning og dannelse af et superkontinent anses for meget sandsynlig på en tidsskala af hundredvis af millioner år. Forskerne kombinerer data fra adskillige discipliner, herunder palæontologi og geofysik.
Hvad fortæller disse fremtidsscenarier os om vores nutid?
Selv om Pangea Ultima-scenariet handler om en fremtid så fjern, at den næsten er umulig at forestille sig, rummer det en værdifuld betragtning om nutidens klima- og miljøforandringer. Det viser først og fremmest, hvor dynamisk planeten er i geologisk målestok, og hvor forsvindende lille en del af denne proces vi mennesker overhovedet kan iagttage.
Det er værd at skelne mellem to tidsskalaer. På den ene side har vi de ekstremt langsomme bevægelser af tektoniske plader og naturlige klimaforandringer, der strækker sig over titals millioner år. På den anden side de voldsomme forandringer, der skyldes menneskelig aktivitet i løbet af blot nogle få årtier. Disse sidstnævnte ændringer sker hastigt – langt hurtigere end noget tidligere tidspunkt i civilisationens historie.
Kendskabet til det fremtidige superkontinent hjælper os til bedre at forstå, at Jorden aldrig har været sat til permanent. De kort og grænser, vi er vant til, forskydes, forsvinder og erstattes af nye bjergkæder og have i et længere perspektiv. Det er måske værd at overveje, hvor skrøbelig vores forestilling om verdens bestandighed egentlig er.
