En lille gruppe ældre mennesker har bevaret en bemærkelsesværdig skarp hukommelse
En håndfuld meget gamle mennesker besidder en hukommelse, der fungerer lige så godt som hos personer, der er årtier yngre. Ny forskning viser, at der i deres hjerner hele tiden dannes et usædvanligt stort antal nye nerveceller.
Det kan forklare, hvorfor deres hukommelse modstår tidens tand og neurodegenerative sygdomme. Forskere fra amerikanske universiteter har fulgt disse enestående ældre i mere end to årtier og forsøger at finde ud af, hvad der gør dem så specielle.
Hjernens aldring er ikke en ensartet proces. Mens de fleste mennesker efter de 80 oplever en gradvis svækkelse af kognitive evner, findes der en lille gruppe, der trodser denne skæbne. Deres hippocampus danner ikke blot flere nye neuroner – den skaber også et gunstigt miljø, der hjælper disse celler med at overleve og integrere sig i fungerende neurale netværk. Disse resultater giver håb til millioner af mennesker, der er i risiko for demens.
Hvem er disse superældre med en exceptionel hukommelse
Forskere kalder dem “super-aldrende” – det er personer over 80, som klarer hukommelsestests på niveau med 50-årige eller endda 40-årige. Forskere fra Northwestern University i USA har studeret deres funktionsevne, livsstil og særligt hjernens opbygning i over tyve år.
I det seneste projekt analyserede et team fra universitetet i Chicago hjernevævsprøver udtaget efter frivillige donorers død fra fem grupper. Grupperne bestod af unge raske voksne, ældre uden kognitive forstyrrelser, seniorer med let demens, patienter med Alzheimers sygdom og netop de “super-aldrende” over 80 år.
Under luppen kom hippocampus – den del af hjernen, der er ansvarlig for lagring af nye minder og rumlig orientering. Det er præcis her, at de processer forbundet med demens og Alzheimers sygdom starter tidligst. Resultaterne afslørede markante forskelle mellem de enkelte grupper.
Hvordan man undersøgte så fine forskelle i hjernen
Forskerne analyserede omkring 356.000 cellekerner fra hippocampus ved hjælp af enkeltcelle-sekventering. Denne avancerede teknik giver mulighed for at kigge ind i genaktiviteten i individuelle celler – næsten som at læse deres “brugervejledning” linje for linje.
Resultatet var overraskende: hjernerne hos de exceptionelt velfungerende seniorer dannede mindst dobbelt så mange nye neuroner som hjernerne hos almindelige ældre i samme alder. Forskellen var endnu tydeligere sammenlignet med Alzheimer-patienter, hvor dannelseshastigheden af nye neuroner var hele 2,5 gange lavere.
Dannelsen af nye nerveceller hos voksne har i mange år været genstand for videnskabelig debat. En del neurologer var overbevist om, at hjernen efter puberteten udelukkende arbejder med det, den allerede har. De nyeste resultater efterlader dog ikke megen plads til tvivl – denne proces fortsætter hos mennesker langt op i alderdommen, og hos en bestemt gruppe foregår den med exceptionel intensitet.
Hvorfor fungerer netop deres hjerne så godt
Nøglen ligger i to celletyper, der sjældent optræder i avisoverskrifter, men som udfører en enorm mængde arbejde. Det drejer sig om astrocytter og neuroner i CA1-området af hippocampus.
Astrocytter er støtteceller, der forsyner neuronerne med næringsstoffer, fjerner affaldsstoffer og regulerer det kemiske miljø omkring neuronerne. Hos de exceptionelt velfungerende seniorer arbejder disse celler efter et helt andet “genetisk program” end hos jævnaldrende med gennemsnitlig ydeevne. De fungerer som en højt specialiseret servicefunktion – hurtigere i reaktion, bedre til beskyttelse og mere effektive i reparation.
Det sikrer, at nydannede neuroner har større chance for at overleve, modnes og blive til fuldgyldige dele af de netværk, der er ansvarlige for episodisk hukommelse. Den episodiske hukommelse er det, der gør dig i stand til at genkalde konkrete begivenheder fra dit liv. Forskerne fra Chicago beskriver dette fænomen som en slags “biologisk modstandsdygtighed” over for aldring.
Den anden vigtige gruppe er neuronerne i hippocampus-området betegnet CA1. Disse er blandt andet ansvarlige for præcis genkaldelse af minder og for at forbinde nye informationer med det, man allerede har lært. Hos de “super-aldrende” bevarer CA1-neuronerne en langt bedre synaptisk integritet – deres forbindelser er tættere, mere stabile og leder signaler mere effektivt.
Hvad kan det betyde for fremtidige patienter
Selv om forskningen primært handler om exceptionelt velfungerende personer, er konsekvenserne langt bredere. Hjernens aldring og demens udgør et voksende sundheds- og samfundsmæssigt problem. Det anslås, at omkring 55 millioner mennesker lever med forskellige former for demens, og dette tal kan tredobles inden midten af århundredet.
Hvis det lykkes at aktivere lignende neurogenesemekanismer hos almindelige seniorer, kan man forvente en opbremsning af hukommelsesnedgangen og måske endda en forsinkelse af Alzheimers sygdoms udvikling. Teamet fra Chicago planlægger yderligere faser af arbejdet. Forskerne ønsker at udvikle terapier, der retter sig mod astrocytter og CA1-neuroner, og vil forsøge at kopiere det “immunsignatur” man observerer hos de exceptionelt velfungerende personer over 80.
Forskerne erkender dog, at de ikke ved, om øget neurogenese er årsagen til den fremragende hukommelse, eller blot ét element i et større puslespil. Det er muligt, at en kombination af flere faktorer spiller en rolle:
- Gunstige arvelige gener fra familien
- En hjerne-understøttende livsstil
- God kardiovaskulær kondition
- En varieret antiinflammatorisk kost
- Social og intellektuel aktivitet
- Regelmæssig motion og fysisk træning
- Søvn af høj kvalitet
- Lavt niveau af kronisk stress
Af den grund vil ingen terapi dukke op fra den ene dag til den anden. At forstå, hvilke gener og kemiske veje der er ansvarlige for så intensiv neuronatdannelse, vil tage endnu mange år. Men forskere fra Northwestern University og andre institutioner fortsætter deres systematiske undersøgelser.
Du kan selv støtte dannelsen af nye neuroner
Selv om de omtalte studier primært handler om biologi, viser stadig mere data, at livsstil i høj grad påvirker hastigheden for dannelse af nye neuroner i hippocampus. Det handler ikke kun om spektakulære laboratorieforsøg, men om daglige valg.
Det vil ikke forvandle enhver til en “super-aldrende”, men det kan øge den såkaldte kognitive reserve. Det betyder hjernens større evne til at kompensere for skader og håndtere daglige udfordringer – selv når alderen gør sig gældende. For geriatrien er det et signal om, at hjernens aldring ikke er en ensartet og forudbestemt proces.
Hos en del mennesker igangsætter kroppen meget effektive forsvarsstrategier, og neurogenese bliver en af søjlerne i denne beskyttelse. For den almindelige læser er det en opfordring til at betragte hjernen som et væv, der kan trænes og beskyttes gennem hele livet. Høj mental aktivitet i midten af livet, omsorg for hjerte og blodkar samt undgåelse af kronisk stress – alt dette kan samarbejde med de mekanismer, man har observeret hos exceptionelt velfungerende seniorer og skabe en kumulativ effekt.
Hvad forskningsresultaterne betyder i praksis
Forskerne er kun lige begyndt at forstå, hvad der præcist sker i hjernerne hos mennesker med en exceptionel hukommelse efter de 80. Men allerede nu er det tydeligt, at nøglen ikke så meget handler om at stoppe tiden, som om konstant fornyelse og omstrukturering af neurale netværk.
Det åbner et helt nyt perspektiv på alderdom – mere aktiv, selvstændig og intellektuelt kapabel, end vi hidtil har forestillet os. Studiet fra universitetet i Chicago, publiceret i et fagligt tidsskrift, leverer konkrete beviser for, at hjernen selv i fremskredne år besidder et enormt regenerationspotentiale. Det er ikke et spørgsmål om held, men resultatet af et komplekst samspil mellem genetik, miljø og livsstil.
En forsker fra Northwestern University-teamet understreger, at forståelsen af disse mekanismer kan føre til udvikling af lægemidler eller terapier, der kan hjælpe størstedelen af befolkningen med at bevare kognitive funktioner længere. Hippocampus og dens evne til at danne nye neuroner er ved at blive det centrale omdrejningspunkt i aldringsforskningen. Måske ligger svaret på, hvordan man forlænger et kvalitetsliv uden demens, netop i dette lille område af hjernen.
