Et tilfældigt fund, der rystede palæontologiens verden
På en afsides græsmark i argentinsk Patagonien snublede en lokalhyrde over knoglerne fra et mægtigt væsen. Ingen anede dengang, at dette fund ville vende op og ned på alt, hvad videnskaben troede at vide om de planteædende kæmper fra jordens oldtid.
Det, der begyndte som en almindelig tur over en gård i den argentinske provins Chubut, er i dag havnet på siderne af videnskabelige tidsskrifter verden over. Den nye dinosaurart, døbt Bicharracosaurus dionidei, passer simpelthen ikke ind i nogen kendte kategorier. Den kombinerer træk fra vidt forskellige grupper og tvinger forskerne til at genoverveje historien om de gigantiske sauropoder.
Tyve meter stor kæmpe under fårenes hover
Knoglerne, der blev fundet på en privatgård i det sydlige Argentina, stammer fra den sene juraperiode — for cirka 155 millioner år siden. Det var en tid, hvor enorme sauropoder allerede vandrede over Jorden, men mange evolutionære linjer var endnu ved at forme sig. Forskerne udgravede over tredive hvirvler, ribben og et bækkenfragment.
Ud fra en analyse af knoglernes størrelse og opbygning ved vi, at et voksent eksemplar målte omkring tyve meter i længden. Den nye dinosaur havde en imponerende hals, og knoglerne var bevaret i overraskende god stand til trods for deres høje alder. Selv om den ikke nåede op på størrelse med de allerstørste kendte sauropoder, var det stadig et dyr, der uden problemer ville have domineret enhver nutidig landskab.
Forskere fra Museo Paleontológico Egidio Feruglio i Trelew samarbejdede med kolleger fra andre institutioner om en detaljeret anatomisk analyse. Resultaterne blev offentliggjort i det faglige tidsskrift PeerJ, hvor de beskrev en unik kombination af kendetegn — og netop denne usædvanlige kropsbygning har tiltrukket palæontologers opmærksomhed fra hele verden.
En dinosaur, der ikke passer i nogen skuffe
Det mest fascinerende ved Bicharracosaurus dionidei er ikke dens mål, men dens anatomi. Forskningsteamet registrerede en usædvanlig blanding af karakteristika, som besværliggør klassificeringen betydeligt.
En del af hals- og kropskolumnens hvirvler minder om den afrikanske Giraffatitan, et medlem af brachiosauridæ-familien. Andre dele af rygsøjlen — særligt rygghvirvlerne — ligner til forveksling dem fra Diplodocus og dets nordamerikanske slægtninge. Bækkenets opbygning og knogleproportionerne peger dog klart i retning af brachiosaurer og ikke diplodok-typen.
Denne hybride kombination komplicerede klassificeringen markant. Forskerne anvendte derfor fylogenetiske analyser — altså computerbaserede sammenligninger af hundredvis af skelettræk fra forskellige dinosaurer. Resultaterne viser, at Bicharracosaurus dionidei hører til familien Brachiosauridae og er det første eksemplar af denne gruppe, der er beskrevet fra juraperiodens Sydamerika.
Bekræftes disse konklusioner endeligt, giver det forskerne et stærkt argument for, at brachiosaurer var langt mere udbredte i juraperioden, end man tidligere antog. De begrænsede sig ikke til nutidens Nordamerika og Afrika, men nåede også frem til de sydlige kontinenter — og det forandrer grundlæggende vores forståelse af de store planteædereres vandring gennem det forhistoriske Gondwana.
Hvad fortæller en sådan blanding af stamtræer os?
Den usædvanlige kombination af træk har større betydning end blot et klassificeringsproblem. Den antyder, at de evolutionære linjer hos sauropoder i den sene jura overlappede hinanden kraftigt, og at grænserne mellem familierne ikke var så skarpe, som simple lærebogsskemaer ellers antyder.
Det påvirker igen den måde, videnskaben rekonstruerer dinosaurernes vandringer på tværs af den ældgamle supercontinent Gondwana. Hvis brachiosaurer virkelig dukkede op i Patagonien så tidligt, må de have tilbagelagt enorme afstande, inden landmasserne begyndte at trække sig mærkbart fra hinanden. Hvert sådant problematisk eksemplar hjælper med at efterprøve, om tidligere antagelser om evolutionen var alt for forsimplede.
Palæontologer fra Universidad Nacional de La Plata understreger, at hvert nyt fund fra Chubut giver mulighed for at kortlægge dinosaurernes fordeling på de gamle kontinenter med større præcision. Det giver os mulighed for at afgøre, om lignende former opstod uafhængigt forskellige steder, eller om de snarere migrerede, mens landmasserne endnu var forbundne.
Patagonien bliver stadig vigtigere for palæontologer
Resterne af Bicharracosaurus dionidei stammer fra Cañadón Calcáreo-formationen i Patagonien. Denne region har i årevis tiltrukket forskerteams, men det er først for nylig, at den begynder at blive betragtet som et af nøgleområderne for studiet af juraperiodens sauropoder.
Indtil for ganske nylig hvilede vores viden om den sene juras sauropodudvikling primært på talrige fund fra Nordamerika og et fåtal lokaliteter på den nordlige halvkugle. Sydlige dele af kloden forblev i lang tid en hvid plet på kortet. Enkeltfund i Tanzania havde stor betydning, men der manglede sammenligneligt materiale fra andre dele af det forhistoriske Gondwana.
De nye rester fra Patagonien udfylder delvist dette tomrum. Takket være dem kan forskerne nu undersøge, om lignende former opstod uafhængigt af hinanden, eller om de spredte sig, mens kontinenterne stadig hang sammen. Museet i Trelew er gradvist ved at blive et af de vigtigste centre for forskning i juraperiodens dinosaurer.
Den argentinske provins Chubut gemmer på rige palæontologiske lag fra juraperioden. Hvert år bringer ekspeditioner nye knoglefragmenter til overfladen, som tilføjer brikker til mosaikken over datidens liv. Samarbejdet med lokale landmænd og hyrder er afgørende for disse undersøgelsers succes.
Hvor hviler hyrdedinosaurens knogler i dag?
De rensede og sikrede knogler er transporteret til Museo Paleontológico Egidio Feruglio i byen Trelew — et af Sydamerikas mest betydningsfulde palæontologiske museer, kendt blandt andet for sine imponerende titanosaur-skeletter.
For Bicharracosaurus dionidei’s vedkommende er arbejdet langt fra slut med publiceringen i tidsskriftet. Der foregår stadig en detaljeret beskrivelse af de enkelte skelletelementer, og palæontologerne håber at finde yderligere fragmenter på samme lokalitet — for eksempel lemmeknoglerne eller kraniet, som ville give et langt skarpere billede af dyret.
Forskerteamet fortsætter feltarbejdet på det sted, hvor hyrden Dionide Mesa opdagede de første knogler. Området omkring hans gård udgør et lovende udgravningssted for yderligere jurafossiler. Geologen Pablo Puerta fra universitetet i Buenos Aires koordinerer kortlægningen af de geologiske lag i regionen.
Hyrden, der gav dinosauren sit navn
Historien begynder med den lokale hyrde Dionide Mesa. Det var ham, der som den første lagde mærke til de usædvanlige knogler, der stak op af undergrunden på hans gårds jord. I stedet for at ignorere dem kontaktede han eksperterne — og takket være det kom hans navn til at stå i den videnskabelige litteratur.
Artens navn dionidei er netop en æresbevisning til ham. Slægtsnavnet bicharraco stammer fra et hverdagsligt spansk udtryk for et stort dyr — og forskerne anerkendte, at det fanger karakteren af den opdagede kæmpe aldeles perfekt.
Det tilfældige fund på en ganske almindelig græsmark viste sig at være det manglende puslespilsbrik i forståelsen af brachiosauerernes udbredelse på de forhistoriske kontinenter. Sådanne historier minder os om, hvilken afgørende rolle lokalbefolkninger spiller — mennesker, der bevæger sig i terrænet hver eneste dag. Forskere dukker op på lokaliteterne i blot nogle få uger om året, mens hyrder og landmænd observerer den samme jord dag efter dag.
Dionide Mesa modtog anerkendelse fra det palæontologiske forskersamfund for sin opmærksomhed og vilje til at samarbejde. Hans gård er nu udpeget som en beskyttet palæontologisk lokalitet, hvor der regelmæssigt foregår undersøgelser under tilsyn af museet i Trelew.
Hvorfor vækker denne dinosaur så stor interesse hos forskerne?
Bicharracosaurus dionidei er hverken det største eller det mest komplette skelet, der nogensinde er udgravet i Patagonien. Alligevel tiltrækker den opmærksomhed af flere grunde:
- Den stammer fra en periode, der stadig er meget dårligt dokumenteret i Sydamerika
- Den repræsenterer en brachiosaurlinje på et sted, hvor de hidtil ikke var bekræftet i juraperioden
- Den kombinerer træk fra forskellige familier, hvilket nødvendiggør en justering af de simple stamtræer
- Den udgør et vigtigt referencepunkt til sammenligning med eksemplarer fra Afrika og Nordamerika
- Den dokumenterer store sauropodernes migration gennem det forhistoriske Gondwana
- Den afslører en større diversitet i juraperiodens økosystemer på den sydlige halvkugle
- Den åbner nye spørgsmål om udviklingen af halshvirvler hos store planteædere
- Den bekræfter Patagoniens betydning som et centralt palæontologisk område
Hvert sådant problematisk eksemplar hjælper med at efterprøve, om tidligere evolutionære antagelser var alt for forsimplede. Jo flere sådanne eksempler, jo mindre lineær ser dinosaurernes historie ud — og jo mere ligner den et tæt net af forgreninger og blindgyder.
Hvad kan vi egentlig lære af dette i dag?
Set fra en almindelig læsers perspektiv rummer historien om hyrden fra Patagonien og hans tyve meter lange nabo fra millioner af år siden flere tankevækkende pointer. For det første minder den os om, at store gennembrud ikke altid udspringer af millionom kostede ekspeditioner. Nogle gange begynder de med én person, der bøjer sig ned og kigger lidt nærmere på en mærkelig sten.
For det andet illustrerer den, hvor ufuldstændigt det billede af fortiden er, vi kender fra museerne. Hver ny knogle kan få forskerne til at omrokere flere brikker i det evolutionære puslespil — ikke mindst fordi juraperiodens lag i regioner som Patagonien og Afrika stadig gemmer på mange overraskelser.
For forskerne er det en tilskyndelse til i langt højere grad at rette blikket mod de sydlige kontinenter frem for udelukkende de klassiske udgravningssteder i Nordamerika. For lokalsamfundene er det et signal om, at deres baghave kan gemme på opdagelser, der ender på forsiden af videnskabelige tidsskrifter. Og for alle dinosaurentusiaster er det endnu et bevis på, at disse dyrs historie er langt mere kompleks, end de enkle billeder i børnebøgerne antyder. Er det ikke netop nysgerrigheden, der driver os fremad i udforskningen af jordens fjerne fortid?
