Et andet verden gemmer sig tæt på Rom
Ikke langt fra Roms travle gader finder du et landskab, der ser ud som om det er hentet fra en anden planet. Jorden damper, vandet ser ud til at koge, og svovlets skarpe duft hænger tungt i luften. Caldara di Manziana er et lille geotermisk hjørne af regionen Lazio, der tiltrækker besøgende med sin månelignende udsigt, etruskiske legender og fredfyldte skovvandringer.
Dette beskedne, men særdeles karakteristiske naturreservat dækker omkring 90 hektar og er en del af regionalparken Bracciano-Martignano. Det ligger knap en times kørsel fra Roms centrum og minder visuelt om en komprimeret udgave af Island eller den berømte Yellowstone-nationalpark.
En sovende vulkan der stadig trækker vejret
Det, vi har at gøre med her, er resterne af den gamle Sabatino-vulkan. For omkring 600.000 år siden var dette område skueplads for voldsomme freatiske udbrud. Sammenstødet mellem magma og vand skabte et krater, som over tid fyldte sig med tørv og vand og dannede det mosebassin, vi ser i dag.
Italienske geologer fremhæver, at Caldara di Manziana er et sjældent eksempel på aktiv geotermisk aktivitet i Middelhavsområdet. Stedet giver en enestående mulighed for at studere processer, som normalt kun observeres på Island eller i Yellowstone.
Mini-Island ved Rom, hvor jorden udånder gasser
Det, der fascinerer turisterne mest, er de små “geysirer”. I virkeligheden er der tale om svovlholdige kilder, hvor vandtemperaturen holder sig omkring 20 grader Celsius. Fra bunden frigives der konstant kuldioxid og svovlgasser, som sætter vandoverfladen i bevægelse og skaber en illusion af kogning.
Jordbunden i kraterets centrale del er lys grå til næsten hvid, stedvist revnet og sprukket. Fra talrige sprækker stiger der damp op. Mod denne baggrund virker den mørke skov som kulisse til en fantasyfilm. Det er ikke svært at forstå, hvorfor de gamle etrusker betragtede dette sted som indgangen til underverdenen.
Ifølge gamle sagn boede guden Mantus – etruskernes hersker over de dødes rige – netop her. Hans navn er ophav til stednavnet Manziana og den legendariske, engang tætte skov Silva Mantiana. Det er svært at tro på sådanne historier i dag, men gå en tur i morgentågen, og du vil forstå, hvor de associationer stammer fra.
Hvide birke i svovlets rige: Lazios botaniske gåde
Caldara di Manziana er ikke blot et geotermisk spektakel. Det er et levende naturlaboratorium. Det sure, mineralrige jordsmon og kraterets særlige mikroklima har resulteret i en overraskende type vegetation.
Lige ved de dampende vandhuller vokser en lille lund af vortebirk. De slanke, hvide stammer, som lokalbefolkningen kærligt kalder “albanelle”, ser ud som om de er hentet direkte fra Skandinavien. Birk er en art, der normalt hører til i Europas køligere nordlige egne og bjergområder – og alligevel trives den her i blot 250 meters højde over havet.
Forskerne forklarer birkenes tilstedeværelse med teorien om “glaciale relikter”: de er de sidste vidner fra istiden, der overlevede i Caldaraens fugtige, køligere niche. Blandt gresset finder du også en meget sjælden lokal variant af slægten Agrostis, som har vakt botanikernes interesse.
Denne lille plet fungerer som en oase, hvor planter forbundet med helt andre klimaer mødes. Dyrene trives her ligeledes. I området lever vildsvin, ræve, grævlinge og en rig fuglebestand. Man kan sagtens spotte en fiskehejre, der jager tæt ved vandet.
I de små vandhuller dukker der af og til en sjælden rovinsekt op: vandstikkelsbæren, et insekt med et karakteristisk silhuet, der jager andre hvirvelløse dyr. Ornitologer fra Roms La Sapienza-universitet overvåger regelmæssigt bestande af sjældne fuglearter, der udnytter dette økosystems særlige forhold.
Sådan kommer du derhen og planlægger en dagstur fra Rom
Caldara di Manziana egner sig perfekt til en halv dags udflugt fra Rom. Den bekvemmeste måde at komme derhen på er bil. Fra byens nordlige kvarterer kan du vælge den klassiske Via Cassia eller den maleriske Braccianese-rute mod Bracciano-søen og derfra sætte kursen mod den lille by Manziana.
Ved indgangen til naturmonumentet finder du en gratis parkeringsplads ved den lokale vej SP2/c. Herfra fører en kort, flad sti ned til tørvemoset. Skovvandringen tager blot få minutter og afsluttes med det pludselige syn af det dampende bassin foran dig.
- Afstand fra parkeringspladsen: ca. 10–15 minutter i roligt tempo
- Sværhedsgrad: let, velegnet til børn
- Fodtøj: vandrestøvler eller sko med tykt sål anbefales
- Tid på stedet: typisk 1–2 timer til en afslappet gåtur og fotografering
- Adgang: gratis
- Åbningstider: dagligt fra solopgang til solnedgang
- Parkering: gratis
Trærækvær afmærker den sikre besøgszone. Kryds dem ikke: jorden nær kilderne er mudret og kan være direkte farlig, da et tyndt jordskorpe kan give efter. Hold børnene tæt ved dig og forklar dem straks, at dette er et terræn, man betragter på afstand.
Det er selve kontrasten, der gør det stærkt: et øjeblik går du gennem en almindelig middelhavskov, og i det næste forvandler landskabet sig til noget, der minder om Island-dokumentarer. Det er netop dette overraskelsesmoment, der får mange til at vende tilbage med nye bekendtskaber.
Macchia Grande: filmisk skovsti og picnicsted
De, der foretrækker længere ruter, kan kombinere besøget i Caldara di Manziana med en vandring i den nærliggende skov Macchia Grande. En velafmærket sti, CAI 262B, fører dig nemt fra det geotermiske bassin ind i skovens hjerte.
Macchia Grande er et imponerende skovkompleks med mægtige gamle egetræer og brede lysninger. Mange steder er der indrettede bål- og grillpladser, hvilket gør skoven til et populært mål for regionens familier. I weekenderne støder du på hele grupper af romere, der søger en pause fra byens larm.
Macchia Grande har fungeret som naturlig filmkulisse for adskillige kendte italienske film, heriblandt “Marchese del Grillo” og Roberto Benignis “Pinocchio”. Kombinationen af geotermisk kuriositet og filmatisk skov er en hel dags plan: morgentur ved de dampende kilder, efterfulgt af rolig vandring og picnic i skyggen af gamle træer.
Eksperter fra det italienske naturinstitut understreger, at Macchia Grande er en af de bedst bevarede middelhavsege-skove i nærheden af Rom. Nogle af egetræerne her er over 300 år gamle.
Praktiske råd til det bedste besøg
Selvom ruten er forholdsvis let, betaler det sig at forberede sig som til en klassisk naturudflugt. Det vigtigste er ordentligt fodtøj – efter regn bliver området omkring tørvemoset hurtigt til en glat, mudret overflade. Lette sportssko er ikke nok.
I de varmere måneder er der myg i området, så repellent er en god idé. En hat og vand er heller ikke overflødigt, for solen over det åbne moseområde kan stege ganske kraftigt, selv når luften virker frisk ved ankomsten.
Caldara di Manziana som lektion i geologi og økologi
For mange ender turen til Caldara ikke blot med en serie imponerende fotografier, men også med en dybere forståelse af de processer, der har formet Italien. Her kan du med egne øjne se, at en vulkan ikke behøver at eksplodere for fortsat at være aktiv i dybet. De boblende kilder og svovlets duft minder om, at kræfter vi normalt ikke tænker på stadig arbejder under vores fødder.
Det er også et fremragende sted til en samtale om, hvor sårbare økosystemer kan være. En enkelt ulovlig ild, for mange turister der forlader de afmærkede stier, eller affald efterladt på stedet er nok til at sætte et lille naturreservat under pres. Stadig flere italienske regioner satser netop på denne blanding af turisme og naturoplysning: du kan komme, slappe af og tage billeder – men til gengæld forventes der en grundlæggende respekt for stedet.
For den dansker, der normalt forbinder Rom med klassiske seværdigheder og museer, er dette “lille Island” ved hovedstaden en velkommen afveksling. Et besøg i Caldara di Manziana lader dig opleve et andet ansigt af Lazio: råt, en smule vildt, og forbundet med ild og gasser strømmende op fra jordens dyb snarere end med marmor og barok. Det er en oplevelse, der sidder fast i erindringen mindst lige så længe som endnu et foto foran Colosseum.
