Grønlands indlandsis har smeltet i årtier – men nu afslører ny analyse omfanget
Den arktiske indlandsis på Grønland har skrumpet i årtier, men det er først den seneste analyse af 70 års data, der virkelig viser, hvor dramatisk processen er accelereret.
Geografer fra universitetet i Barcelona har kortlagt samtlige ekstreme afsmeltningsepisoder på Grønlands indlandsis siden 1950. De kombinerede satellitobservationer, meteorologiske målinger og en avanceret klimamodel for at finde ud af, hvad der præcist driver den eksplosive stigning i vandmængder, der strømmer fra iskappen ud i verdenshavene.
Grønland i centrum af klimaforandringerne
I de seneste år har Arktis tiltrukket sig stigende opmærksomhed fra politikere, militær og erhvervsliv. Efterhånden som klimaet varmes op, åbner nye skibsruter sig, og råstoffer, der i århundreder har ligget begravet under is, bliver potentielt tilgængelige. Den samme proces underminerer imidlertid grundlaget for det stabile klima, som samfund overalt på kloden er afhængige af.
Grønlands indlandsis er verdens næststørste ferskvandsreservoir – kun overgået af Antarktis. Når den mister masse, løber dette vand ud i havene og hæver vandstanden globalt, fra Gdansk til Nildeltaet. Derfor har forskere i årevis forsøgt at forstå præcis, hvor hurtigt dette “ismagasin” forsvinder, og hvad der svækker det mest.
Den nye analyse viser, at intense afsmeltningsepisoder ikke blot er blevet hyppigere – de rammer nu en langt større del af Grønlands overflade og producerer mange gange mere vand, end man tidligere antog.
Hvad forskerne gjorde: 70 års ekstreme afsmeltningsepisoder
Holdet fra Barcelona fokuserede på perioden 1950 til 2023. Dag for dag rekonstruerede forskerne de atmosfæriske forhold over Grønland og sammenlignede dem med isens reaktion – det vil sige mængden af vand, der opstår fra smeltning af sne og is.
Forskerne skelner mellem to typer luftcirkulation, der særligt påvirker afsmeltningen. Den første er et højtrykssystem med en anticyklon, der bringer masser af sol, få skyer og stille, varmt vejr. Den anden er et lavtrykssystem med en cyklon, der forårsager tilstrømning af varme luftmasser, ofte fra syd, og episoder med kraftige regnbyger.
Ved hjælp af en regional klimamodel forsøgte de at adskille indflydelsen fra disse meteorologiske konfigurationer fra den generelle opvarmning af atmosfæren. Kort sagt: Er afsmeltningen accelereret primært fordi atmosfæren overalt er blevet varmere, eller fordi der hyppigere opstår vejrmønstre over Grønland, der er “dræbende” for isen?
Syv rekordssæsoner efter år 2000
Analysen viste, at karakteren af de ekstreme afsmeltningsepisoder fuldstændig ændrede sig i anden halvdel af den undersøgte periode. Den del af indlandsisen, der rammes af intens smeltning, vokser med cirka 2,8 millioner kvadratkilometer pr. årti. Vandmængden, der produceres under sådanne sæsoner, er steget seks gange. Syv ud af de ti voldsomste afsmeltningsepisoder er allerede sket i det 21. århundrede.
Sommersæsonerne fra august 2012 samt juli 2019 og 2021 har sat særlige spor i klimaregistreringerne. I disse år havde afsmeltningens omfang og intensitet intet sidestykke i data, der strækker sig tilbage til midten af det 20. århundrede. Isen mistede dengang masse i en størrelsesorden, som klimatologer indtil for ganske nylig betragtede som usandsynlig.
For at illustrere afsmeltningsdynamikken kan man følge en række nøgleparametre:
- Indlandsisens overflade ramt af ekstrem afsmeltning udvides med over 2,8 millioner kvadratkilometer pr. årti
- Den samlede vandproduktion fra afsmeltning er steget seks gange sammenlignet med gennemsnittet fra midten af forrige århundrede
- Af de syv mest intense afsmeltningssæsoner falder samtlige syv i det 21. århundrede
- Rekordbegivenhederne fra 2012, 2019 og 2021 har ingen paralleller i de 70 år med data
- Det nordlige Grønland, der tidligere blev betragtet som stabilt, reagerer nu lige så følsomt som sydlige dele
- Fremskrivninger frem mod slutningen af dette århundrede antyder en tredobling af ferskvandsafstrømningen fra arktiske gletsjere
Siden årtusindskiftet befinder Grønlands indlandsis sig stadigt hyppigere i en tilstand af “maksimal afsmeltning”, som for blot et par årtier siden forekom sjældent.
Atmosfæren spiller hovedrollen
Analysens resultater viser, at selve opvarmningen af atmosfæren over Arktis forklarer en stor del af den observerede acceleration. Ifølge forskerne kan op til cirka 63 procent af stigningen i vandproduktionen fra afsmeltning direkte tilskrives den stigende lufttemperatur.
Ændringer i cirkulationsmønstre – altså hvor ofte og hvor længe bestemte typer trykssystemer holder sig over Grønland – spiller også en rolle, men når ikke op på samme niveau som den overordnede opvarmningstrend. Med andre ord: Selv ved lignende vejrmønstre som i 1960’erne eller 1970’erne oplever nutidens is langt kraftigere afsmeltning, fordi luften simpelthen er varmere.
Forskerne fra universitetet i Barcelona anvendte en sofistikeret regional klimamodel med et tættere beregningsnet, der bedre kan indfange lokale processer – som varme luftstrømme over fjordene eller skyadfærd over isens stejle kanter. Kombinationen af satellitdata, meteorologiske observationer fra grønlandske stationer og atmosfærisk modellering giver det hidtil mest detaljerede billede af udviklingen.
Det nordlige Grønland er blevet Arktis’ nye “brændpunkt”
Et overraskende fund handler om geografien bag forandringerne. Det er ikke kun sydlige dele, hvor klimaet er en smule mildere, der reagerer kraftigst – det gælder også øens fjerne nordlige egne. Denne del af indlandsisen har længe været anset for mere stabil, koldere og mere modstandsdygtig over for kortvarige vejrudsving.
Fremtidsmodellering baseret på et scenarie med høje drivhusgasudledninger antyder, at vandmængderne fra afsmeltning i det nordlige Grønland kan tredobles inden udgangen af det 21. århundrede. Det er særligt vigtigt, fordi gletsjerne dér munder direkte ud i Nordishavet og kraftigt kan påvirke saltholdigheden og tætheden af overfladevandet.
En tredobling af ferskvandsafstrømningen fra det nordlige Grønland vil alvorligt forstyrre balancen mellem overflade- og dybvand i det nordlige Atlanterhav. Forskerne advarer om, at netop dette område er ved at blive et kritisk punkt for forståelsen af fremtidige klimamønstre.
Hvad betyder det for havniveauet og havstrømmene?
Den stigende afsmeltning af indlandsisen afspejles direkte i et højere havniveau. Hver millimeter global stigning skaber reelle problemer for lavtliggende områder og havnebyer. Grønland hører allerede til de primære “bidragydere” af vand til de voksende verdenshave, og den acceleration, undersøgelsen beskriver, antyder, at Grønlands andel vil stige hurtigere end ældre scenarier forudså.
Den anden, mindre åbenlyse konsekvens er en ændring i det følsomme puslespil af havstrømme. En for stor tilstrømning af koldt, fersk vand i de nordlige breddegrader kan svække varmetransporten tværs over det nordlige Atlanterhav. En sådan proces påvirker vejret i Europa og ændrer fordelingen af lavtryk, storme og hedebølger.
For danske læsere kan resultaterne fra de spanske forskere lyde fjerne. I praksis har det, der sker på Grønland, imidlertid direkte indvirkning på den atlantiske cirkulation, som medbestemmer vejret over Europa. En svækkelse af Golfstrømmen kunne paradoksalt føre til afkøling i visse europæiske regioner, mens det globale gennemsnit fortsætter med at stige.
Klimaforskere fra institutter i Potsdam, Oxford og København har i årevis fulgt, hvordan tilstrømningen af ferskvand fra Grønland ændrer cirkulationen i Atlanterhavet. Data fra deres forskning bekræfter, at ændringernes hastighed overgår de fleste modelfremskrivninger fra slutningen af forrige århundrede.
Hvad tallene fra Arktis betyder i et dansk perspektiv
Tempoet for forandringer betyder mere end den endelige samlede balance. Jo hurtigere havniveauet stiger, desto kortere tid har samfundene til at forberede sig. Det gælder ikke kun kystområder, men også indlandet – ændringer i havstrømmene påvirker nedbørsmønstre, tørkeperiodernes længde og styrken af vinterstorme over Europa.
Hvis intense afsmeltningssæsoner begynder at forekomme hvert andet eller tredje år i stedet for en gang pr. årti, vil indlandsisen ikke have mulighed for at gendanne sig i de koldere perioder. Forskerne taler om at overskride et kritisk tippepunkt, hvor systemet går ind i en fase med hurtig nedbrydning, der er vanskelig at bremse selv ved markante emissionsreduktioner i fremtiden.
Danske og nordeuropæiske klimatologer følger disse arktiske tendenser i sammenhæng med vejrudviklingen over Nordeuropa. Data fra Grønland indgår i regionale modeller, der forsøger at estimere, hvordan hyppigheden af oversvømmelser, tørke og temperaturekstremer vil udvikle sig.
Hvad man bør vide om de øvrige konsekvenser af arktisk issmeltning
Den nye analyse fejrer ikke opdagelsen af, at Grønland smelter – det har vi vidst længe. Den viser imidlertid, at processens omfang og tempo er værre end antaget i en del hidtidige scenarier, særligt hvad angår de nordlige dele af indlandsisen. Signalet fra Arktis er tydeligt: Ved det nuværende emissionsniveau er vi på vej ind i en periode, hvor ekstreme år ikke vil være undtagelsen, men normen.
For klimapolitikere betyder det pres for et hurtigere tempo i emissionsreduktioner, men også forberedelse på konsekvenser, der allerede er uundgåelige. Information fra Grønland er ikke eksotisk kuriosa – det er tidlige advarsler om forandringer, der gradvist vil nå Europa. Jo bedre vi forstår, hvor hurtigt Grønlands is forsvinder, desto klogere kan vi planlægge fremtiden, selv langt fra de arktiske fjorde.
