Alt, hvad han ejer, passer ind i bagagerummet på en bil. Roger, der tidligere arbejdede for et luftfartsselskab, mistede sit hjem efter en familiekonflikt og havnede i en tilværelse fanget mellem en supermarkeds-kasse og indkørslen til en parkeringsplads.
I dag overlever Roger på en beskeden pension. Han sover på forsæderne i sin bil og siger igen og igen, at hvis han nogensinde vandt i lotteriet, ville han ikke købe en villa – han ville købe en almindelig campingvogn, hvor han endelig kunne strække benene ud.
Sådan endte den tidligere Air France-medarbejder på gaden
Rogers historie begynder helt ordinært. I mange år arbejdede han for det store luftfartsselskab Air France. Efter sin pensionering lejede han et lille hus med have i regionen Loiret for 480 euro om måneden. Det var en betydelig udgift for en pensionist, men stadig til at håndtere.
Han havde sin daglige rytme, sin have og sine naboer. Livet var beskedent, men ordnet. Det hele ændrede sig, da ejeren besluttede at sælge ejendommen.
For Roger betød det én ting: han skulle fraflytte. At købe sin egen bolig var udelukket – hans pension rakte simpelthen ikke til det. Han besluttede sig derfor for at flytte ind hos sin mor i forstadskommunen L’Haÿ-les-Roses tæt på Paris. Lejligheden var lille, men den gav tag over hovedet og en følelse af tryghed.
En arvestrid med sine egne børn endte med at smide ham ud
Den relative ro varede ikke længe. Da moderen døde, opstod spørgsmålet om arv. Arvesagen førte til en skarp konflikt med Rogers børn. I stedet for familiær opbakning fik den pensionerede mand besked på at flytte ud. Således endte han på gaden uden reelle alternativer og med en meget begrænset økonomi.
Roger havde ingen opsparing, der kunne gøre ham i stand til at leje en ny lejlighed i Paris-området. Huslejepriserne var steget så meget, at det selv med hjælp fra de lokale myndigheder ikke lykkedes at finde en bolig, han råd til. Søgningen efter alternativer endte gentagne gange i skuffelse, og på et tidspunkt holdt han helt op med at tjekke boligannoncer.
Når man ikke har råd til selv den mindste lejlighed, ender bilen parkeret mellem et supermarked og en selvbetjeningsrestaurant som den sidste boligmulighed. For Roger blev parkeringspladsen ved et indkøbscenter i Thiais tæt på Paris centrum for hans tilværelse.
Derfor valgte pensionisten netop denne parkeringsplads
Roger valgte parkeringspladsen ved indkøbscentret i Thiais som sin adresse. Han kender stedet helt tilbage fra 1970’erne, da det blev bygget. For ham er denne betonplads med bom næsten lige så velkendt som sin barndoms gårdhave. Folk kommer og går dagligt – nogle handler i Carrefour, andre spiser frokost i Flunch. Han er blevet.
Som han selv siger, føler han sig nogenlunde tryg på denne parkeringsplads. Vagterne kender ham, og de ansatte i butikkerne og restauranterne ved, hvem den ældre herre i den slidte bil er. Han søger ikke konflikter, drikker ikke og laver ikke ballade. Han forsøger at smelte ind i mængden, men alligevel være synlig nok til, at ingen fristes til at jage ham væk.
- Han køber dagligvarer i supermarkedet i indkøbscentret
- Færdigretter varmer han op i selvbetjeningsrestauranten Flunch
- Hygiejnen klares ved brug af offentligt tilgængelige toiletter
- Dagene tilbringes skiftevis i bilen og i indkøbsgalleriet
- Nætterne sover han halvt oprejst på forsæderne i køretøjet
- Han kender vagtpersonalet og de ansatte ved navn og skaber sig en illusion af stabilitet
Det, der for andre er et kort stop for at handle, er for ham blevet en permanent bopæl. Og det har stået på i fem år. Eksperter påpeger, at dette fænomen breder sig i Europa – særligt blandt ældre med lave pensioner.
Hvad det vil sige at bo i en bil uden varme og privatliv
Rogers bil er ikke en campingvogn, men et almindeligt personkøretøj. Der er ingen seng, brusekabine eller køkken. Sæderne fungerer som madras, bagagerummet som garderobe og opbevaringsplads til dokumenter. Den ældre mand indrømmer, at ingenting fungerer længere: motoren nægter at starte, radioen spiller ikke, og varmeanlægget er holdt op med at virke. For få dage siden gik bilen fuldstændig i stå, uden mulighed for at flytte den en eneste meter.
Det er svært at tale om normal søvn under sådanne forhold. Roger sover halvt oprejst med bøjede ben. Han kan hverken strække sig ud eller dreje sig komfortabelt. Med tiden er sundhedsmæssige konsekvenser begyndt at vise sig. Det ene ben er kraftigt hævet, huden er rød og stram.
Læger fra Røde Kors kan ikke fastslå årsagen med sikkerhed, men de er ikke i tvivl om, at de forhold, han lever under, bidrager til en forringelse af hans almene helbredstilstand. At sove i en bil over lang tid er ikke blot ubehageligt. Det medfører konkrete ledsmerter, problemer med blodcirkulationen og risiko for alvorlige komplikationer.
Ekstreme temperaturer og svækket immunforsvar ødelægger 70-åringens helbred
Roger fortæller, at bilens indre om sommeren forvandles til en ovn. Termometeret kan vise helt op til halvtreds graders Celsius. Det er næsten umuligt at trække vejret, endsige sove. Om vinteren er det modsatte tilfældet – iskolde hænder, åndedrætssky i luften og tøj, der aldrig rigtig tørrer. Fraværet af varme gør selv en lidt kølig aften til en udfordring.
De seneste uger har han været ramt af en virus. Han mistede appetitten og havde svært ved at spise normalt. Når man lever af en lav pension, og hvert måltid er en udgift, handler flere dage uden ordentlig ernæring ikke kun om helbredet, men også om økonomien. Hjælpen kom fra en lægelig enhed fra Røde Kors.
Den læge, der undersøgte ham, diagnosticerede aldersrelaterede degenerative forandringer i øjnene – den såkaldte tørre form for aldersrelateret makuladegeneration. Det er endnu et tegn på, hvor skrøbelig hans selvstændighed er blevet. Ifølge eksperter er mennesker, der lever under ekstreme forhold, langt mere modtagelige over for infektionssygdomme.
Når drømmene krymper ned til størrelsen på en campingvogn
I samtaler plejer Roger at spøge med, at kun en lotterigevinst ville ændre hans skæbne. Det overraskende er, hvad han taler om som det første, han ville købe. Han nævner hverken luksus eller eksotiske rejser. Han vil blot købe en ordentlig autocamper – et lille hus på hjul, hvor han kan strække sig ud, lægge sig i en rigtig seng og have nogle skabe til sine ejendele.
For mange mennesker er en campingvogn et symbol på ferie og frihed. For ham repræsenterer den en fuldgyldig bolig. Med sit eget kogeapparat, varme og badeværelse. En sådan bolig kræver ingen lejekontrakt, intet depositum og ingen kreditvurdering. Det eneste, der skal bruges, er en parkeringsplads – helst lidt mere rolig end den under indkøbscentret.
Sociologer gør opmærksom på det voksende antal ældre, der balancerer på grænsen til hjemløshed. Én ulykkelig begivenhed er nok: at ejeren sælger lejligheden, en sygdom, en familiekonflikt. I Rogers tilfælde har disse elementer lagt sig oven på hinanden og skabt en sammenhængende, sørgelig historie.
Hvad Rogers situation fortæller os om alderdommen i praksis
Den 75-årige mands situation belyser flere fænomener, der ofte kun diskuteres på et teoretisk plan. For det første – problemet med adgang til boliger for personer med lav pension. Selv når staten udbetaler ydelser, giver det sjældent mulighed for at betale husleje i en større by. For det andet – den skrøbelighed i familierelationer, som ofte afgør, om en ældre borger overhovedet har et sted at bo.
For en del pensionister er bilen den sidste barriere mod et liv på fortovet. Udefra ser det ud som en midlertidig løsning, men i praksis kan det “midlertidige” strække sig over mange år. Med hvert år, der går, bliver det sværere at bryde ud af denne cirkel – helbredet svækkes, lysten til at klare de praktiske formaliteter falder, og kræfterne til at flytte er ganske enkelt ikke der.
Embedsmænd fra hans kommune forsøgte at finde ham en bolig. De stødte dog på realiteterne på lejeboligmarkedet: høje priser og lange ventelister til kommunale lejligheder. Det viser, hvor vanskeligt det er at løfte nogen ud af en sådan situation, når de først er faldet ned i den. Myndighederne registrerer hundredvis af lignende sager over hele landet.
Det er værd at have dette i baghovedet, når man tænker på sin egen alderdom og på at støtte sine nærmeste. Enkle handlinger – at tjekke om nogen i familien har problemer med huslejen, hjælpe med kontakt til myndighederne eller rådgivning om en lejekontrakt – kan forhindre situationer, hvor det eneste tilflugtssted er et førersæde på en evigt oplyst parkeringsplads. Det er ikke nok at stole alene på det sociale system og de kommunale boliger, når efterspørgslen mange gange overstiger udbuddet.
