En lille Fiat, der kører på trækul frem for benzin
På en cubansk landevej ruller en gammel, lille Fiat afsted – og lugten fra udstødningsrøret er ikke benzin, men røg fra brændende træ og trækul. Da brændstof blev en mangelvare på øen, besluttede én mekaniker sig for, at hans bil ikke bare skulle stå og samle støv foran huset.
I stedet for at lede efter benzin på det sorte marked til absurde priser vendte han tilbage til en næsten glemt teknologi. Han ombyggede sin slidte Fiat Polski 126p til et køretøj drevet af gas fra trækul.
En brændstofkrise presser cubanske familier til det yderste
Forestil dig, at du har en fungerende bil, men simpelthen ikke kan skaffe brændstof. Tankstationerne er tomme, køerne varer i timevis, og de fleste bilister kører hjem med uforrettet sag. For mange cubanske familier er en liter benzin blevet en ren luksus – det koster omkring 8 dollars, svarende til cirka 55 danske kroner – mange gange den officielle pris.
Det er præcis den situation, som den 56-årige mekaniker Juan Carlos Pino har fundet en genial løsning på. Cubas brændstofkrise ramte et kritisk punkt i 2026, da olieleverancerne faldt fra cirka 100.000 tønder om dagen til blot 56.000. Resultatet? Tomme tankstationer, et blomstrende uofficielt marked og helt almindelige mennesker uden adgang til basal mobilitet.
I sin garage har Pino en Fiat Polski 126p fra 1980 – en bil kendt i Polen som “maluch” og fremstillet på Fiat-licens. Under normale omstændigheder er det blot en gammel bybil. Under Cubas brændstofblokade er den blevet et overlevelsesredskab.
Sådan ombyggede mekanikeren Fiaten til trækulsdrift
Pino besluttede sig for at gå historien til hjælp frem for passivt at stirre på en tom brændstoftank. Han greb til en løsning, der snarere forbindes med krigsårene end med det 21. århundrede: en gasgenerator, også kaldet trægas- eller forgasningsteknologi. Det er præcis den teknologi, der blev brugt i stor skala i Europa under Anden Verdenskrig, da benzin var rationeret.
Bag på bilen, der hvor brændstoftanken normalt sidder, monterede han en stor metalcylinder. Pino brugte en gammel propangasflaske og ombyggede den til et forbrændingskammer. Låget lavede han af en del fra en elektrisk transformator. Inde i kammeret lægger han trækul, som forbrænder ved meget høje temperaturer – omkring 1.000 grader Celsius – men ufuldstændigt.
Denne ufuldstændige forbrænding producerer en brændbar gas rig på kulilte, som efter korrekt rensning kan drive en almindelig forbrændingsmotor. Gassen fra forbrændingskammeret strømmer dog ikke direkte ind i motoren. Den skal først igennem et primitivt, men effektivt køle- og filtreringssystem.
Som filter brugte Pino en metalspand fra mælk, fyldt med gammelt tøj. Materialet fanger støv, aske og sodpartikler. Først derefter suger motoren den rensede gas ind i stedet for den sædvanlige blanding af benzin og luft.
Hvilken ydeevne har en bil på trækul sammenlignet med benzin?
En sådan ombygning har naturligvis sin pris. Den lille Fiat forvandler sig ikke til en sportsvogn. Tværtimod mister bilen en betydelig del af sin effekt – skønsmæssigt 30 til 50 procent. Accelerationen er langsom, og bilen har brug for ekstra tid til at komme i gang fra stilstand.
Derudover skal du tænde ilden, inden du kører, og vente på, at anlægget varmer op og begynder at producere den rette gas. Trods disse ulemper er bilen fuldt brugbar i praksis. Pino har regnet ud, at én fyldning trækul rækker til cirka 85 kilometers kørsel, og topfarten er omkring 70 km/t. Til kørsel i byen og på de nærmeste veje er det mere end rigeligt.
For forbipasserende ser det måske eksotisk ud med den rygende lille Fiat – men historien kender udmærket til lignende løsninger. Under Anden Verdenskrig kørte der i Europa op mod en million køretøjer med gasgeneratorer:
- Lastbiler med ombyggede lad til forbrændingskamre
- Busser med cylindre monteret på taget eller bag kabinen
- Traktorer brugt i landbruget ved dieselmangel
- Personbiler som Tatra 57 og andre modeller
- Varebiler til varetransport i byerne
- Ambulancer i afsides egne
Størstedelen af dem havde næsten identiske begrænsninger som Juan Carlos’ bil: markant effekttab, lavere tophastighed, hyppig filtrensning, konstant overvågning af ilden i forbrændingskammeret, kraftig røg og sod på karrosseriet samt risiko for kulilteforgiftning og brand.
Derfor er en trægasdrevet bil farlig for uerfarne gør-det-selv-entusiaster
Kulilte er lugtfri og dødelig. Bilister, der bruger denne type drivkraft, skal nøje holde øje med alle utætheder i systemet. Temperaturen i forbrændingskammeret når ekstreme værdier, så selv en lille fejl i monteringen kan ende med, at bilen bryder i brand.
En bil på trægas er ikke et legetøj for den uerfarne hobbymekaniker. Det er snarere et desperat svar på mangel på adgang til brændstof. Eksperter inden for alternative drivmidler advarer om, at trægas indeholder høje koncentrationer af giftige stoffer, og specialister i bilsikkerhed anbefaler installation af kuliltedetektor samt regelmæssige kontroller af systemets tæthed.
Cuba har en lang tradition for bilmæssig opfindsomhed
Cuba er siden længe kendt for sin kreativitet med biler. På gaderne ruller der stadig amerikanske cruisers fra 1950’erne – omlakkerede, sammensatte og udstyret med motorer trukket ud af lastbiler eller kinesiske busser. Mekanikere sætter dele sammen, genoplivver det der i andre lande for længst ville ende på skrotpladsen, og behandler hvert stykke metal som en skat.
Juan Carlos Pinos Fiat Polski passer perfekt ind i dette billede, men går et skridt videre. Det handler ikke blot om at forlænge livet på en gammel bil. Det handler om et overlevelsesredskab i et land, hvor man uden transportmiddel pludselig mister adgangen til arbejde, læge og selv dagligdagsindkøb.
Elektriske køretøjer som alternativ – men med egne begrænsninger
Nogle cubanske borgere forsøger at redde deres mobilitet ved at skifte til scootere og trehhjulede elektriske køretøjer. For mange er det den eneste mulighed for at bryde afhængigheden af benzin. Men elektriske køretøjer har også deres problemer: hyppige strømafbrydelser, dyre batterier og dårlig kvalitet i hjemmenes elinstallationer.
Pinos projekt peger i en anden retning. I stedet for at vente på et stabilt elnet griber han til en råvare, der i praksis er inden for rækkevidde: træ og trækul. Det er ingen ideel løsning for et helt land – masseafbrænding af træ ville hurtigt kunne føre til skovrydning – men for det enkelte køretøj fungerer det som nødtransport.
Giver det mening at bygge trægasdrevne biler i andre lande?
I verdens rigere regioner lyder idéen om en kulgas-drevet bil som en underlig kuriositet fra internettet. Når der er en tankstation på hvert gadehjørne, tænker ingen på at tænde bål i bagagerummet. Men situationen ændrer sig, når adgangen til brændstof begynder at svigte, og folk holder op med at stole på forsyningsstabiliteten.
En gasgenerator erstatter ikke benzin eller el i stor skala. Den er snarere en nødløsning af sidste udvej – for bonden, der skal ud til marken, lægen i en afskåret landsby eller netop mekanikeren på en ø afskåret af sanktioner og energikrise.
Ingeniører fra bilindustrien følger de cubanske eksperimenter med stor interesse. De viser nemlig, at mennesker i krisesituationer er i stand til at vende tilbage til grundlæggende fysiske principper og skabe fungerende løsninger uden avanceret teknologi. Forskere inden for alternative brændstoffer påpeger, at lignende systemer kunne fungere som backup-løsning i områder ramt af naturkatastrofer eller langvarige infrastrukturkollaps.
Hvad cubansk opfindsomhed fortæller os om fremtidens mobilitet
Gasgeneratorteknologien minder os om, at forbrændingsmotoren er overraskende fleksibel. Ændrer man blot den måde, man tilfører brændstof på, kan en klassisk bil fra socialismens epoke forvandles til et køretøj, der frigør føreren fra afhængighed af raffinaderier. Prisen er komfort, sikkerhed og tid. Gevinsten er muligheden for at nå frem, hvor alle andre må gå til fods.
