En tilsyneladende harmløs bjergvej med et skjult bid
Mellem skistedet Saint-Lary-Soulan og stationen Pla d’Adet slynger en krævende bjergvej sig op gennem det franske Pyrenæerne. Om sommeren kæmper cykelryttere sig op ad den – om vinteren er det familier med ski og fyldt bagagerum.
Mange opdager først halvvejs oppe, hvor lumsk denne rute egentlig er. Tallene ser allerede alvorlige ud på papiret, men virkeligheden er endnu hårdere: et gennemsnitligt stigningsforhold på 8,5 procent og lange strækninger med 10 til 13 procent gør vejen til en sand prøvelse.
Saint-Lary-Soulan ligger cirka to timers kørsel fra Toulouse og regnes for det største skisted i Pyrenæerne. Her finder man over 100 kilometer pister, 700 hektar terræn og tre sammenhængende sektorer: Pla d’Adet, Espiaube og Vallon. I højsæsonen benytter op mod 10.000 skiløbere pisterne dagligt – og en stor del af dem kører netop ad denne ene, stejle vej.
Strækningen er kun 10 kilometer lang, men med et højdeforskellen på 834 meter og et nærmest uafbrudt stigningsprofil svarer den til de kategoriserede bjergpassager i Tour de France. Cykeleksperter placerer denne opstigning i første kategori – det niveau, hvor amatørerne skilles fra de rutinerede.
Stejle serpentiner over Aure-dalen: fristende udsigt, nådesløs hældning
Opstigningen begynder tilsyneladende fredeligt ved en rundkørsel i landsbyen Vignec, lige bag Saint-Lary-Soulan. Efter et par skarpe sving forsvinder husene nede i dalen, og asfalten kravler videre langs bjergskrænterne over Aure-dalen. Stationen Pla d’Adet ligger i cirka 1.700 meters højde og dukker pludselig frem fra kammen – den ser ud som et nemt mål, men vejen derhen afslører hurtigt rytternes og bilisternes sande form.
Asfalten løber for det meste langs åbne skråninger. Træerne giver kun skygge hist og her, så cyklisterne kæmper om sommeren ikke blot mod stigningen men også mod varmen. Om vinteren venter en helt anden række udfordringer: isglatte sving, sne blæst ud over kørebanen og markant dårligere vejgreb.
Kilometermarkeringer langs ruten hjælper med at planlægge tempoet, men de redder ingen fra de smalle passager, når det virkelig spidser til.
Derfor slider denne opstigning så hårdt på cyklister og bilister
Fra Vignec til Pla d’Adet er der ca. 10 kilometer og 834 meters højdeforskel. Statistikken lyder skræmmende, men i praksis er det endnu mere udtømmende. De første syv kilometer falder hældningen sjældent under 10 procent, og der optræder kortere partier med 12,2 procent samt strabadser på op til 13 procent. Det er netop derfor, ruten har ry som en førstekategori-opstigning værdig de største løb.
Kilometermarkeringer er sat op for hvert enkelt kilometer og viser, hvor langt der er til toppen, og hvilken hældning næste afsnit byder på. Det hjælper med disponeringen, men det ændrer ikke ved, at et pludseligt vejrskifte kan gøre enhver af disse skilte til en kilde til mild panik: “Så langt er der stadig?”
Midtvejs på ruten ligger landsbyen Soulan. Det er det første rigtige hvilested: her står en springvand med koldt vand, hvor cyklister henter vejret, og bilister tjekker bremser og snekæder. Fra Soulan stiger vejen igen stejlt opad, passerer Espiaube og en stor serpentinekurve, hvorfra der er afkørsel til passet Portet – endnu et legendarisk punkt på Pyrenæernes cykelkort.
Den afsluttende strækning følger en mere jævn linje, men befinder sig stadig højt over dalen. Nær stationen ses skilte og steler dedikeret til cykelsporten største helte. Det var her, Tadej Pogačar i den gule trøje vandt en etape i Tour de France den 13. juli 2024, og Raymond Poulidors navn minder om de legendariske dueller på disse samme skråninger.
Bil, bus eller gondol? Sådan kommer du bedst op til Pla d’Adet
For mange familier begynder ferien i en bil propfyldt med kufferter, ski og børn på bagsædet. Ifølge lokale oplysninger når bilister frem til Espiaube (Saint-Lary 1900) efter 9 kilometers serpentiner og til Pla d’Adet (Saint-Lary 1700) efter 11,5 kilometer. Vejbelægningen er generelt rimelig, og trafikken er normalt moderat. Det egentlige problem er ofte noget andet: mangel på vintererfaring og en undervurdering af sværhedsgraden – særligt i sne og tåge.
- Tidligt om morgenen kæmper bilister med rim og is i skyggen fra skrænterne
- Om eftermiddagen kører trætte skiløbere ned i skarpt modlys
- I weekenderne tilføjer pendultrafikken og manøvrering med turistbusser ekstra stress
- Der er også ladestationer til elbiler til rådighed i området, aktiveret med kort
- Store busser med over 20 pladser er underlagt præcise tidsrestriktioner fra december til april
- Indkørselsforbud i eftermiddagens spidstimer og obligatorisk parkering i Espiaube
- Disse foranstaltninger skal fordele trafikbelastningen og reducere risikoen på de stejleste strækninger
Et stigende antal gæster lader bilen stå i dalen og skifter til offentlig transport. Til rejsende fra Toulouse findes pakkeløsningen Ski Go, der kombinerer bustransport med skikort. I løbet af én sæson benyttede ca. 4.000 personer dette tilbud, hvilket svarede til 70 ture med samarbejdsbusserne.
Lokalt er der pendulbus mellem Saint-Lary og Pla d’Adet, og en gondolbane fragter skiløbere og turister direkte til tops. Mange vælger netop denne mulighed for at undgå stresset ved at køre i serpentiner, og som bonus nyder de det storslåede panorama over Aure-dalen fra en tryg kabine.
På toppen: travlhed om vinteren, betonøde uden for sæsonen
Om vinteren summer Pla d’Adet af liv som det centrale knudepunkt for hele Saint-Lary-komplekset. Pistemaskiner cirkulerer rundt om den øverste station, og skiskoler, butikker og barer holder åbent. For mange er det første møde med de høje Pyrenæer – og det er ikke kun panoramaet, der giver indtryk, men også den intense sollys.
I denne højde reflekterer solens stråler kraftigt fra sneen og øger eksponeringen for ultraviolet stråling betydeligt. Redningsmandskab og instruktører gentager de samme råd igen og igen: faktor-høj solcreme, gode UV-filterbriller og dækkede hænder og nakke. De, der undervurderer disse anbefalinger, vender ofte tilbage til dalen med solbrændt hud og irriterede øjne.
Uden for vintersæsonen ændrer billedet sig markant. Størstedelen af bygningerne er lukkede, og rækkerne af boligblokke kan blokere for udsigten til toppene. Turister, der besøger stedet om sommeren i forventning om en stemningsfuld bjerglandsby, bliver tit overraskede over det temmelig rå betonmiljø.
Det overrasker oftest besøgende på denne rute
Tre typiske fejl går igen. For det første kører mange bilister af sted uden en reel vurdering af vejrudsigten. I Pyrenæerne kan forholdene skifte hurtigt: en vej, der var tør om morgenen, kan være stedvis isglat om eftermiddagen. For det andet har familier i personbiler ofte ikke snekæder med, eller de ved ikke, hvordan de sættes på, når sneen pludselig begynder at falde.
Den tredje fejl handler om cyklister. En del af dem betragter opstigningen som en ordinær 10-kilometer-klatring, fordi distancen ikke ser stor ud. Allerede på de første kilometer opdager de, at der praktisk talt ikke er nogen lette partier at hvile sig på, og fraværet af skygge forstærker udmattelsen. Det sker, at cyklister vender om i Soulan, fordi de erkender, at resten af turen overskrider deres formåen den pågældende dag.
For uerfarne bilister og familier med børn viser gondolbanen sig ofte som det klogere valg frem for at kæmpe sig igennem 11 kilometers bjergvej alene. Det fjerner serpentinestresset fra ligningen og reducerer samtidig udledningen af udstødningsgasser på en bjergvej, der i forvejen er støjende i højsæsonen.
Sådan forbereder du dig, så du undgår problemer
Den, der planlægger en vintertur i bil, bør behandle denne vej som en klassisk alpinerute: komplet vintersæt dæk, kontrollerede bremser, snekæder i bagagerummet og evnen til at montere dem inden afkørsel. Det er en god idé at sætte ekstra tid af til eventuelle stop og snerydning.
For cyklisters vedkommende er lettere gear end normalt og rigelige drikkevarer afgørende. Springvandet i Soulan er en livredder midt på sommeren, men det første stræk uden vand i flasken kan være brutalt. Det er klogt at sætte af sted tidligt om morgenen, mens temperaturen er lavere og biltrafikken begrænset.
Denne rute rummer to sider: den er en smuk panoramavej til det største skikompleks i Pyrenæerne og samtidig en seriøs udfordring. For nogle er det et sportsligt mål – et ikon kendt fra Tour de France. For andre er det blot adgangen til pisterne. I begge tilfælde kan manglende forberedelse nemt forvandle turen til en nervøs kamp, men et par enkle beslutninger inden afrejse kan fuldstændig ændre oplevelsen af denne bjergklatring.
