En lille kostændring kan betyde meget for hjernen
Befolkningen bliver ældre, og hukommelsesproblemer rammer et stadig stigende antal ældre mennesker verden over. Nye data fra Japan antyder, at en beskeden justering af kosten kan have reel betydning for hjernens sundhed i de sene år.
Det handler om at spise ost regelmæssigt – selv i små mængder. Forskere fra flere japanske videnskabelige centre analyserede data fra næsten otte tusinde ældre og fandt, at de personer, der jævnligt spiste ost, betydeligt sjældnere udviklede demens.
Demens, herunder Alzheimers sygdom, er ved at blive en af vores tids mest alvorlige sundhedsmæssige udfordringer. Anslået over 50 millioner mennesker lever globalt med denne diagnose, og tallet kan tredobles inden midten af dette århundrede. Sundhedssystemerne kæmper allerede nu for at følge med udviklingen.
Japan som fremtidens laboratorium
Japan er et af de hurtigst aldrende samfund i verden og fungerer på mange måder som et fremsynet eksempel. Hele 12,3 procent af japanere over 65 år er ramt af demens. Da effektiv behandling fortsat mangler, retter forskerne i stigende grad blikket mod livsstilsfaktorer som bevægelse, søvn og kost. Det var baggrunden for, at et hold japanske videnskabsfolk besluttede at undersøge, om regelmæssigt osteindtag kan spille en rolle i forebyggelsen af demens.
Sådan var undersøgelsen opbygget
Analysen omfattede 7.914 personer på 65 år og derover, der boede i egne hjem og endnu ikke havde fået vurderet behov for langvarig pleje. Data stammede fra JAGES-programmet, som følger ældre japaneres helbred og hverdagsfunktion.
Deltagerne blev inddelt i to grupper. Den første bestod af ældre, der spiste ost mindst én gang om ugen. Den anden gruppe omfattede dem, der slet ikke spiste ost. For at give sammenligningen mening sikrede forskerne, at de to grupper var så ens som muligt med hensyn til alder, køn, uddannelse, indkomst, overordnet helbredstilstand og evne til at klare dagligdagens gøremål.
Til at udligne forskellene mellem deltagerne anvendte man den avancerede statistiske metode kaldet propensity score matching. Denne teknik gør det muligt at fjerne indflydelsen fra forstyrrende faktorer og fokusere på selve effekten af ostespisning. Forskerne tog højde for i alt 112 variabler – fra socioøkonomisk status og helbredsrisici til husstandssammensætning.
Forskel lille, men statistisk betydningsfuld
I knap tre år fulgte forskerne, hvem der fik en officiel demensdiagnose inden for rammerne af det japanske plejeforsikringssystem, som typisk bruges som indikator for kognitiv tilbagegang, der kræver formel støtte.
I absolutte tal var forskellen 2,5 procent mod 3,3 procent. Det lyder måske beskedent, men omregnet til relativ risiko svarer det til en 24 procents lavere sandsynlighed for at udvikle demens hos ostespiserne. Da forskerne tilføjede det samlede kostmønster i analysen – herunder forbrug af grøntsager, frugt og fisk – blev effekten lidt svagere, men stadig synlig på omkring 21 procent.
Forskerne understreger, at undersøgelsen viser en sammenhæng, ikke en bekræftet årsagssammenhæng. Alligevel er forskellen markant nok til at kalde på yderligere analyser. Eftersom der er tale om en observationsstudie, kan man ikke med sikkerhed sige, om det er osten i sig selv, der beskytter, eller om det snarere afspejler en generelt sundere livsstil hos dem, der spiser den.
Hvad er det i osten, der gavner hjernen?
Forskerne peger på flere mekanismer, der kan forklare ostens beskyttende effekt på nervesystemet. Det drejer sig primært om hypoteser, men de passer godt ind i det, vi allerede ved om kost og hjernefunktion.
Vitamin K2, som navnlig findes i lagrede ostesorter, er et vigtigt fedtopløseligt næringsstof, der påvirker kalciumomsætningen og blodkarenes elasticitet. Vaskulære problemer som forhøjet blodtryk og åreforkalkning øger risikoen for demens, særligt den vaskulære type. Vitamin K2 hæmmer kalkaflejringer i karrenes vægge og fremmer dermed den gavnlige blodgennemstrømning i hjernen.
Osteprodukter leverer desuden et solidt bidrag af proteiner og essentielle aminosyrer. Nervecellerne er afhængige af disse til at fungere korrekt, producere neurotransmittere og reparere skader. Under ostens modningstid dannes såkaldte bioaktive peptider, som kan virke både antiinflammatoriske og antioxidative. Kronisk betændelse og oxidativt stress er to processer, der er stærkt forbundet med hjernens aldring og udviklingen af neurodegenerative sygdomme.
Et stigende antal studier kobler tarmfloraens sammensætning til hjernens funktion. Et forstyrret mikrobiom ses blandt andet hos personer med Alzheimers sygdom. Fermenteret ost, som klassiske skimmelsorter, kan være en kilde til probiotiske bakterier, der regulerer den såkaldte tarm-hjerne-akse. I den analyserede undersøgelse spiste hele 82,7 procent af deltagerne primært smelteost, der er fattigere på naturlige bakteriekulturer og en del bioaktive stoffer.
Ost som del af en livsstil – ikke et mirakelmiddel
Ifølge de japanske data valgte ostespisende personer også oftere andre fødevarer forbundet med bedre aldrende helbred – herunder frugt, grøntsager, kød og fisk. Det samlede billede mindede mere om en varieret kost med flere af de næringsstoffer, hjernen har brug for.
Undersøgelsen viste også, at denne gruppe ældre klarede de såkaldte sammensatte dagligdagsaktiviteter bedre. Det drejer sig eksempelvis om at handle ind, planlægge måltider eller styre privatøkonomien. De klagede sjældnere over hukommelsesproblemer. Det er derfor muligt, at gruppen allerede ved undersøgelsens start var i lidt bedre helbredsmæssig form, end statistikken fuldt ud kunne indfange.
Ud fra spørgeskemaerne fremgår det, at 71,2 procent af ostespiserne spiste ost én eller to gange om ugen. Vi taler altså om moderate mængder – ikke daglige stakke af tykt gul ost på sandwichen. Kun 7,8 procent valgte skimmeloste. Alligevel dukkede den beskyttende effekt op, hvilket kan tyde på, at flere mindre faktorer spiller ind, ikke nødvendigvis blot det probiotiske aspekt ved fermentering.
Selv osteprodukter af lavere mikrobiologisk kvalitet kan bidrage til hjernens velvære, hvis de indgår i en bredere og nogenlunde afbalanceret kost. Det vigtige er at betragte ost som ét af mange elementer i et sundt kostmønster – ikke som et selvstændigt middel mod demens.
Hvad med undersøgelsens begrænsninger?
Forskerne beskriver åbent analysens svagheder, hvilket giver mulighed for et mere nuanceret blik på resultaterne. Ost optrådte kun én gang i spørgeskemaet, ved undersøgelsens start, så vi ved ikke, om deltagerne efterfølgende ændrede vaner. Der blev heller ikke indsamlet præcise data om portionsstørrelser, hvilket gør det svært at tale om en optimal dosis.
Demensoplysningerne stammede fra administrative dokumenter og ikke fra komplette neurologiske undersøgelser, hvilket vanskeliggør skelnen mellem sygdomstyper. Genetiske faktorer, eksempelvis tilstedeværelsen af APOE-varianten forbundet med høj Alzheimer-risiko, indgik ikke i analysen. Den japanske kontekst er desuden specifik – det gennemsnitlige årlige osteforbrug er her adskillige gange lavere end i mange europæiske lande.
Det er vanskeligt at overføre disse data direkte til dansk virkelighed, hvor ost – særligt gul ost og frisk hvid ost – optræder langt hyppigere på bordet. Man må også tage højde for forskelle i kostmønstre, genetik og øvrige faktorer, der påvirker hjernens sundhed. Derfor ville tilsvarende studier i en dansk eller europæisk sammenhæng være yderst værdifulde.
Er der grund til at spise mere ost for hjernens skyld?
Konklusionerne fra den japanske undersøgelse opfordrer ikke til ubegrænset indtagelse af store mængder ost. Osteprodukter indeholder relativt meget mættet fedt og salt, og ernæringseksperter har i årevis anbefalet mådehold. Omvendt giver det heller ikke altid mening totalt at udelukke ost af frygt for kolesterol – særligt ikke når portionerne er små, og resten af kosten bygger på grøntsager, frugt og fuldkornsprodukter.
I praksis kan man overveje en enkel strategi: en lille mængde kvalitetsost et par gange om ugen, integreret i måltiderne frem for stærkt forarbejdede pålægsvarer eller salte snacks. Kombineret med motion, kontrol af blodtrykket, begrænsning af tobak og alkohol kan det udgøre en ganske fornuftig pakke af tiltag for hukommelsen efter de tres.
Det er også værd at huske, at hjernen trives med variation. Forskning peger på, at kostmønstre der minder om middelhavskosten og den såkaldte MIND-model er gunstige for kognitive funktioner. De inkluderer masser af grønne grøntsager, bærfrugter, nødder, olivenolie, fisk, bælgfrugter – og dertil moderate mængder mejeriprodukter, herunder ost. Osten kan sagtens være ét stykke i dette puslespil, men den erstatter hverken motion, søvn eller sociale relationer. Fremtidige studier i lande med stærkere ostekultur vil forhåbentlig kaste lys over specifikke ostetyper og portionsstørrelser og give os klarere anbefalinger.
