Plastikblomsterpotter, folie og jordsække – det forsvinder langsomt fra haver
Plastikblomsterpotter, folie og jordsække er ved at forsvinde fra haverne hos dem, der har indset det absurde i at dyrke økologiske grøntsager omgivet af syntetisk affald.
Du kan have de bedste bede med tomater og peberfrugter, men når du omgiver dem med revnede beholdere, sort folie og brugte jordsække, er der noget, der bare ikke stemmer. Det var præcis den erkendelse, som en gartner nåede frem til – og hans historie danner grundlag for denne artikel. Han besluttede sig for at skabe en have uden plastik: gradvist, uden at smide noget velfungerende ud, men ved klogt at erstatte tingene, efterhånden som de slides op.
Plastik i haven er ikke kun et æstetisk problem. Eksperter advarer om, at mikroplastpartikler fra nedbrydende potter og folier trænger ned i jorden og kan påvirke jordens mikroorganismer. Klassiske sorte plastikbeholdere bruges ofte kun én eller to sæsoner, hvorefter de revner og ender som affald.
Overgangen til en plastikfri have handler ikke om en radikal forandring natten over. Det er en gradvis proces, hvor du erstatter det, der netop er ved at slides op, med naturlige eller mere holdbare alternativer. Du kan starte med de mest synlige elementer og arbejde dig frem mod de små detaljer.
Hvor begynder man – beholdere og jord i stedet for plastikemballage
Det nemmeste er at starte med det, der falder mest i øjnene: beholderne til planterne. Typiske sorte plastikpotter og multitray-bakker er reelt engangsartikler i forklædning. De revner, blegner og ender i skraldespanden efter én eller to sæsoner.
I den omtalte have blev de erstattet med følgende løsninger:
- Terrakottapotter – de ånder, overopheder ikke rødderne og holder i årevis
- Kasser af ubehandlet træ fra samlinger – gamle brædder, rester fra renoveringer, paller skilt ad
- Keramiske beholdere fra genbrugsbutikker og loppetorve
- Flettet kurve foret med jute
Terrakotta er porøst. Det betyder, at luft og fugt cirkulerer frit, og rødderne rådner ikke så let som i plastik. Planter i sådanne beholdere vokser lidt langsommere, men udvikler et tættere og sundere rodsystem. Træ nedbrydes med tiden, men det er ikke en ulempe – det ender i komposten, og noget nyt kan samles op til at tage dets plads.
Undersøgelser viser, at planter i keramiske beholdere kræver hyppigere vanding end i plastikbeholdere, men til gengæld er de mere modstandsdygtige over for rodsygdomme. Terrakottapotter hjælper desuden med at regulere jordens temperatur, hvilket er afgørende i de varme sommermåneder.
Plantning uden affald – jordklumpeapparat og hjemmelavet blanding
Det andet store problem er poserne med færdigkøbt jord. De er dyre, pakket i folie, og indholdet har ofte ikke meget til fælles med næringsrig, frugtbar jord. Løsningen viste sig at være hjemmelavet jordblandning fremstillet af det, man allerede har ved hånden.
Hjemmelavet jord til nul kroner: cirka 50 procent moden kompost, 30 procent almindelig havejord og 20 procent løsnende tilsætning – det hele sigtet gennem en fin si. Som løsnende materiale kan du bruge fin grus, sand, knust grenkompost eller meget fint bark.
Til udsåning er det nok at sigte blandingen gennem en si med masker på omkring 5 millimeter. Frø i sådan et substrat spirer stabilt, og efter sæsonen kan hele massen gå direkte i komposten. Intet plastik, intet affald.
Til udplantning egner et jordklumpeapparat sig også særdeles godt – et simpelt redskab, der former fugtig jord til kompakte klumper. En frøkerne placeres i midten, og den færdige klump lægges på en bakke eller i en kasse. Når plantetiden kommer, er der intet at trække ud af potter, fordi der simpelthen ikke er nogen. Hele klumpen går i jorden, og resterne komposteres.
Gartnere, der er skiftet til jordklumper, fremhæver en markant lavere spildprocent ved omplantning. Rødderne forstyrres ikke ved udtrækning fra plastikbægre, så planterne slår rod hurtigere og vokser mere kraftfuldt.
Folie til side – naturlig mulch og pap mod ukrudt
Det andet store plastikproblem er sort folie på bedene. Det skal begrænse ukrudt og fordampning, men med tiden revner og flækker folien, og fragmenter bliver liggende i jorden i årevis. Forskere advarer om, at nedbrydende plastikfolie frigiver kemiske stoffer i jorden, som kan hæmme væksten hos visse planter.
I den omtalte have blev folien erstattet med to enkle lag: brun papkasse uden blanke tryk eller tape og et tykt lag organisk mulch – hø, halm, blade eller tynde grene.
Papkarton lægges direkte på jorden. Det bedste er at bruge gamle forsendelseskasser uden farvetryk eller folieelementer. Et sådant lag afskærer ukrudtets adgang til lys. Efter nogle uger er de fleste hårdnakkede planter betydeligt svækket, og efter sæsonen er kartonet stort set forsvundet – bearbejdet af regnorme og mikroorganismer.
Pappet erstatter ikke bare sort folie, det bliver samtidig en barriere mod ukrudt og det første stykke organisk materiale til regnormene. Ovenpå pappet lægges mulch. Afhængigt af hvad der er tilgængeligt i dit område, kan det være:
- hø eller halm fra et nærliggende landbrug
- blade revet sammen om efteråret
- finthakkede grene fra beskæring af træer og buske
- afslået græs efterladt til tørring
- bark fra et lokalt savværk
- nåle fra fyr eller gran
Mulchlaget bør være mindst 8 til 10 centimeter tykt. Det vil gradvist blive tyndere i takt med nedbrydningen, så du fylder op i løbet af sæsonen. Jorden under mulchen forbliver fugtig selv på varme dage, temperaturen er mere stabil, og livet i jordbunden er mere intenst.
Hvad gør man med det, man allerede har – gradvis udskiftning uden spild
Det centrale punkt i hele processen er dette: du smider ikke fungerende ting ud. Plastikpotter, der stadig er brugbare, fortsætter du med at bruge, indtil de slides op af sig selv. Når de revner eller svækkes, erstatter du dem med terrakotta eller træ. Det samme gælder for folier på bedene – du afslutter sæsonen med det, du har, og skifter derefter til pap og mulch.
Denne fremgangsmåde har flere fordele. For det første spilder du ikke brugbare ting, selvom de er af plastik. For det andet afprøver du løbende, hvad der fungerer bedst under dine konkrete forhold. For det tredje spreder du de økonomiske udgifter, fordi du ikke behøver at købe alt på én gang.
Eksperter i bæredygtig havebrug anbefaler at notere, hvad du erstatter, og hvordan den nye løsning klarer sig. Efter én sæson har du overblik over, om terrakottabeholdere for eksempel passer til dine planter og din vandingsrutine. Nogle afgrøder sætter pris på keramikkens porøsitet, andre vil kræve hyppigere vanding.
Nogle gartnere begynder overgangen med ét bed eller én gruppe planter. Med tomater prøver du måske først trækasser og hjemmelavet jord. Når det viser sig at virke, udvider du systemet til peberfrugter, agurker og andre afgrøder.
En have uden plastik er en proces – og det er det hele værd
Forandringen kræver ingen revolution. Det handler om at være opmærksom på, hvad du køber, og hvad du erstatter udtjente ting med. Efter to eller tre sæsoner opdager du, at der næsten ikke er plastik omkring bedene, og at jorden ser bedre ud og fungerer bedre.
Planter i naturlige beholdere og under organisk mulch er sundere, jordbunden er mere levende, og du bruger færre kræfter på affaldshåndtering. Det er ikke perfektion, men det er bestemt et skridt i den rigtige retning. Og måske opdager du undervejs, at haven trives bedre netop fordi du holdt op med at bruge ting, der aldrig rigtig burde have været nødvendige.
