En sølvmønt ingen tænker på – men som kan være rigtig mange penge værd
Den sølvfarvede femfrancsmønt fra perioden 1959 til 1969 var engang franskmændenes foretrukne betalingsmiddel ved dagligdags indkøb. I dag accepteres den ikke i nogen butik, men på samlemarkedet og hos sølvopkøbere kan den sagtens generere reelle penge.
De fleste mennesker er slet ikke klar over, at der i gamle papkasser på loftet eller i støvede skuffer kan ligge mønter, som de for længst har afskrevet som værdiløse. Alligevel er det netop blandt disse tilsyneladende betydningsløse småpenge, at en sølvfranc kan gemme sig med en værdi, der langt overstiger den oprindelige pålydende. Mens almindelige eksemplarer sælges for et par hundrede kroner, kan sjældne årgange fra 1959 nå helt op på fem til seks tusinde kroner.
Franske mønter fra før euroens indførelse er ikke længere lovligt betalingsmiddel. Deres værdi afhænger derfor ikke af, hvad der engang stod præget på bagsiden, men af to centrale faktorer: indholdet af ædelmetaller og sjældenhed. Det er et grundlæggende princip inden for numismatik, som bekræftes af officielle institutioner som centralbanker og professionelle mønthandlerforeninger. Sølvfemfrancs fra 1959 til 1969 sælges typisk for et par hundrede til tusind kroner stykket, mens exceptionelle eksemplarer fra 1959 kan nå fem til seks tusinde kroner.
Sådan genkender du en værdifuld femfrancsmønt
Den mest eftertragtede variant er netop de sølv-5-franc-mønter præget mellem 1959 og 1969. Den har flere kendetegn, som du kan verificere hjemmefra – uden specialudstyr, bortset fra en simpel køkkenvægt. Mønten måler cirka 29 millimeter i diameter og vejer 12 gram. Vægten er den afgørende parameter, der adskiller sølvvarianten fra den senere version fremstillet af en anden legering.
Møntens sammensætning svarer til en renhed på 835, hvilket betyder cirka 10 gram rent sølv. Kanten er glat med inskriptionen Liberté Égalité Fraternité adskilt af stjerner, og teksten er ophøjet. På forsiden ses en kvindeskikkelse, der sår korn – designet af den kendte gravør Oscar Roty. På bagsiden finder man nominalværdien 5 F, et overflødighetshorn og en fugl samt en komposition med aks, olivengren og egegren.
Disse detaljer er karakteristiske for den pågældende serie og hjælper med at adskille den fra andre mønter. Eksperter anbefaler at fokusere særligt på vægtkontrol og kantens udseende, da disse elementer mest pålideligt afslører, om der er tale om sølvversionen. Har du derhjemme en gammel metalæske eller dåse fuld af småmønter fra tiden før omlægningen, er det bestemt umagen værd at gennemgå dem grundigt.
Pas på lignende mønter præget efter 1970
Efter 1970 kom der en femfrancsmønt i omløb med et næsten identisk udseende, men fremstillet af en kobber-nikkel-legering. For et utrænet øje er den næsten uadskillelig fra originalen, mens prisforskellen kan være betragtelig. Varianten uden sølv havner typisk hos opkøbere som almindeligt metalskrot eller vækker overhovedet ingen interesse hos samlere.
Der er to hurtige tests til at skelne de to versioner: vægt og kant. Sølvversionen vejer 12 gram, kobber-nikkel-varianten kun cirka 10 gram. På sølvmønten er der en ophøjet inskription med valgsprog på kanten, mens den senere version har en riflet kant uden tekst. Den tredje og enkleste metode er blot at se på prægeåret. Viser mønten et årstal mellem 1959 og 1969, er sandsynligheden meget høj for, at du holder sølv i hånden.
Vigtige kendetegn at tjekke:
- Vægt på præcis 12 gram for sølvvarianten
- Ophøjet inskription Liberté Égalité Fraternité på kanten
- Prægeår mellem 1959 og 1969
- Møntdiameter på cirka 29 millimeter
- Kvindeskikkelse der sår korn, designet af Oscar Roty, på forsiden
- Overflødighetshorn og fugl på bagsiden
- Sølvreinhed på 835
- Glat kant uden riller
Hvad er mønten reelt værd?
Prisen på enhver sølvfemfrancsmønt består af to elementer: metallets intrinsiske værdi og den såkaldte numismatiske præmie. Det vil sige det beløb, en samler betaler for sjældenhed, den konkrete årgange og bevaringstilstanden. De mest almindelige eksemplarer fra 1960'erne opnår typisk en pris over sølvets rå metalværdi, men det er først årgangen fra 1959, der for alvor kan forvandle en skuffe til en lille pengekasse.
Her drejer det sig om mønter præget i meget begrænset oplag – nærmest som prøveprægninger, inden den fulde produktion gik i gang. Det er netop dem, der på samlernes auktioner opnår adskillige tusinde kroner. Bevaringstilstanden er altafgørende: selv minimal slitage på detaljerne kan reducere værdien med hundredvis, i ekstreme tilfælde endda tusindvis af kroner. Numismatikere anvender forkortelser til at beskrive mønternes kvalitet, fra kraftigt slidte eksemplarer til næsten fejlfrie.
De hyppigst brugte betegnelser er følgende: B betegner et eksemplar i dårlig stand med kraftigt udvisket motiv, egnet primært til sølvskrot. TTB angiver en mønt i rimelig god stand med læselige detaljer men synlige brugsspor. SUP betyder meget pæn stand med kun let slitage på motivets højeste punkter. SPL eller FDC betegner næsten mønttilstand – mønten ser ud, som om den netop er kommet fra prægeværket.
Trin for trin: Sådan finder du ud af, om skuffemønten er noget værd
Den, der finder en æske fuld af gamle mønter, behøver ikke straks løbe til en specialist. Det kan betale sig at foretage en simpel sortering derhjemme først. Udtag alle mønter med nominalværdien 5 franc og læg dem til side, som bærer årstal fra før 1970. Undersøg kanten – kan du se en inskription, eller er den blot riflet? Læg mønten på en køkkenvægt og aflæs resultatet. Cirka 12 gram taler for sølv.
Studér motivets detaljer nøje, særligt ansigtet, håret, klædningens folder og inskriptionerne. Jo mere markante de er, desto bedre. Det er tilstrækkeligt til at frasorteri de fleste værdiløse eksemplarer og beholde kun dem, som en numismatiker eller sølvopkøber potentielt ville have interesse i. Næste skridt er en faglig vurdering. I større byer findes numismatikforretninger og opkøbere af ædelmetaller, hvor medarbejderne gratis foretager en foreløbig vurdering.
Det kan betale sig at indhente to uafhængige vurderinger, særligt hvis du støder på en årgange fra 1959, eller hvis mønten ser usædvanlig frisk ud. Den hyppigste fejl ejere begår, er at rengøre mønten inden besøget hos eksperten. I praksis fører det til tab af en betydelig del af værdien. Aggressive metalpoleringsmidler og hjemmelavede tricks med bagepulver, tandpasta eller eddike fjerner den naturlige patina, som for samlere er bevis på ægthed og alder.
Resultatet kan blive en ødelagt møntoverflade og et prisfald på op til halvdelen. Det er langt bedre at fremvise den i den stand, den lå i skuffen. Eksperter understreger, at uhensigtsmæssig rengøring er en af de primære årsager til værdifald hos ellers værdifulde mønter. Lad derfor mønten være, som den er, og overlad eventuel behandling til fagfolk.
Hvorfor er dette relevant i Danmark?
Selvom der er tale om gamle franske franc, er emnet ikke forbeholdt folk bosat i Frankrig. Masseemigration, sæsonarbejde, turisme og familieferier betød, at sådanne mønter også fandt vej til danske hjem. De blev ofte bragt hjem som souvenirs fra rejser, tilføjet samlinger af mønter fra forskellige lande eller efterladt af familiemedlemmer, der arbejdede i udlandet i 1960'erne og 70'erne.
I praksis betyder det, at en sølvfemfrancsmønt i dag kan ligge i en skuffe i en dansk lejlighed ligeså vel som i en parisisk lejlighed. Det er derfor umagen værd, når man rydder op, flytter eller tømmer en afdød persons bolig, at gennemgå alle dåser og glas med småmønter og tjekke, om der gemmer sig en karakteristisk mønt med kvinden, der sår korn. For nogle ender det med et kort besøg hos en opkøber med et par mønter, der tilsammen dækker en indkøbsregning eller en tankfuld benzin.
For de få heldige, der støder på en velbevarede årgange fra 1959, vil beløbet være markant højere og kan minde om en lille bonus eller et ekstra feriebudget. Denne historie illustrerer noget bredere: genstande, der i årevis er betragtet som betydningsløst skuffeindhold, kan få et nyt liv, når man ser på dem med øjne, der kender samlemarkedets realiteter og metalværdier. En gammel mønt, som ingen længere bruger til betaling, kan blive en meget konkret støtte til husholdningsbudgettet – forudsat at den havner i de rette hænder og ikke ødelægges af uforsigtig rengøring eller forhastede videresalg på loppemarkeder.
