Europa satser på et af de mest ambitiøse energiprojekter i nyere tid
Europa er ved at forberede et af de dristigste energiprojekter i mange år. Undersøiske højspændingskabler skal forbinde Den Iberiske Halvø med industriregionerne i det nordlige Italien og gøre det muligt at transportere strøm fra vind- og solfarmer til de steder, hvor behovet er størst.
Tanken er at bygge en energibro mellem Spanien og Italien. I stedet for at lade vedvarende energi gå til spilde i det spanske net, skal strømmen flyde direkte derhen, hvor industri og husholdninger på den anden side af Middelhavet har brug for den.
Europæiske eksperter har længe advaret om, at kontinentet ikke kan nå sine klimamål uden bedre sammenkobling af de nationale elnet. Kerneproblemet er den skæve fordeling af ressourcer: mens nogle lande producerer overskud af grøn strøm, kæmper andre med mangel og høje priser. De nye undersøiske kabler mellem Spanien og Italien skal afhjælpe denne ubalance.
Undersøisk højspændingsjævnstrømstransmission (HVDC) er ved at blive den afgørende teknologi til at forbinde fjerne energimarkeder. Denne teknologi gør det muligt at transportere store mængder energi over tusindvis af kilometer med minimale tab — og for projekter langs havbunden er HVDC reelt den eneste effektive løsning.
Hvorfor Spanien producerer mere strøm, end landet kan forbruge
Spanien har i de seneste år investeret massivt i vedvarende energi. På solrige og blæsende dage producerer landet så meget strøm, at det nationale net slet ikke kan opsuge det. Energipriserne på børsen falder dermed til under nul, fordi kraftværkerne simpelthen ikke har nogen at sælge overskuddet til.
Problemet er, at Spanien er dårligt forbundet med resten af Europa. De eksisterende forbindelser til Frankrig har en kapacitet på omkring 3.000 megawatt. Det er langt fra nok i forhold til, hvad spanske vind- og solparker producerer i stigende grad.
I praksis opfører Spanien sig som en energiø: landet genererer store mængder ren strøm, men har alt for få kabler til at sende den videre. For EU er det en form for spild. På den ene side har vi et land med overproduktion af grøn energi — på den anden side en voksende efterspørgsel i industriøkonomier. Derfor opstod idéen om at bygge en egentlig »energimotorvej« under Middelhavet.
Eksperter peger på, at utilstrækkelig kapacitet i grænseoverskridende ledninger udgør en af de største bremseklodser for Europas energiomstilling. Analyser viser, at lande med høj andel af vedvarende energi kunne opnå op til tredive procent lavere omkostninger, hvis de frit kunne handle strøm med nabolandene.
To projekter, ét mål: at føre grøn strøm til Italien
Det europæiske netværk af transmissionssystemoperatører har optagetdto store projekter i sin tiårige udviklingsplan TYNDP 2026: Apollo Link og Iberia Link. Begge skal direkte forbinde Spanien med Italien via undersøiske HVDC-kabler.
Apollo Link er det mest kraftfulde af de planlagte kabler. Specifikationerne er imponerende:
- Planlagt overførselskapacitet på 2 gigawatt
- HVDC bipolær teknologi ved 525 kilovolt
- Forventet idriftsættelse omkring år 2032
- Rækkevidde fra Den Iberiske Halvø til de nordlige regioner i Italien
- Trassen løber flere hundrede kilometer under Middelhavets overflade
- Kapaciteten dækker forbruget hos flere millioner husholdninger
To gigawatt er nok til at forsyne flere millioner husholdninger, afhængigt af det forventede forbrug. I praksis vil en del af kapaciteten gå til industrien, en del til byerne og en del hjælpe med at stabilisere det italienske energisystem i perioder med høj efterspørgsel.
Valget af 525 kilovolt og bipolær konfiguration reducerer transmissionstab og øger driftssikkerheden. Hvis én »åre« i kablet svigter, kan den anden fortsat køre med reduceret effekt — og risikoen for et pludseligt strømudfald mindskes dermed markant.
Iberia Link satser på rekordlængde frem for rekordkapacitet
Det andet projekt, Iberia Link, prioriterer rækkevidde over rå effekt. Den planlagte overførselskapacitet er 1,2 gigawatt, og teknologien er den samme som Apollo Link — HVDC med bipolært system. Den afgørende forskel ligger i trasseringen.
Med en afstand på over tusind kilometer vil det blive ét af verdens længste undersøiske kabler. Selvom kapaciteten er mindre end Apollo Links, åbner kabelets længde for nye muligheder for at integrere begge landes energisystemer på tværs af forskellige regioner.
Analyser viser, at lange undersøiske kabler effektivt kan forbinde markeder med meget forskellige produktionsprofiler. Når det blæser kraftigt i Spanien, mens kraftværker i det nordlige Italien er nødt til at bruge dyrere energikilder, kan kablet udligne situationen. Strømmen flyder derhen, hvor den er dyrest — hvilket sænker regningerne for slutforbrugerne og styrker konkurrencen på markedet.
For EU's klimapolitik er det en grundlæggende ændring i tilgangen. I stedet for udelukkende at fokusere på at bygge nye energikilder, forskydes strategien i stigende grad mod intelligent transmission og lagring. Undersøiske kabler er ved at blive en af hjørnestenene i denne omstilling.
Lavere strømpriser og større forsyningssikkerhed for Europa
Hvorfor vier EU disse projekter så meget opmærksomhed? Der er tre centrale fordele: forsyningssikkerhed, markedsstabilitet og mere effektiv udnyttelse af vedvarende energi.
Forsyningssikkerheden øges, fordi ét land hurtigt kan øge leverancerne, hvis et naboland mangler strøm. Bedre sammenkoblede europæiske markeder giver mere stabile priser og færre voldsomme prisudsving. Og grøn energi fra Spanien forsvinder ikke længere spildt i det nationale net — den sendes i stedet hen, hvor der er underskud.
Eksperter fra Europa-Kommissionen understreger, at de nye forbindelser vil hjælpe med at sænke strømpriserne for almindelige forbrugere — og ikke kun i de to involverede lande, men i hele det integrerede europæiske net. Når prisen på strøm falder i Italien takket være billig spansk vindenergi, breder den positive effekt sig også til nabolande som Østrig, Slovenien og Frankrig.
For industrien betyder pålidelige grænseoverskridende forbindelser mulighed for at planlægge produktionen med større sikkerhed. Energitunge virksomheder som stålværker, kemifabrikker og papirfabrikker kan udnytte favorable priser i perioder med overskud af vedvarende energi i nabolandene.
En lang vej fra plan til det første nedgravede kabel
Selvom Apollo Link og Iberia Link er optaget i TYNDP 2026-planen, er det stadig kun begyndelsen. Optagelsen i dokumentet er en forudsætning for, at projekterne kan ansøge om status som såkaldte Projects of Common Interest (PCI). Denne status åbner døren til EU-finansiering og forenklede administrative procedurer i medlemslandene.
Foreløbig har begge projekter status som »under analyse«. Det betyder, at detaljerede tekniske, miljømæssige og økonomiske undersøgelser er i gang. Det skal dokumenteres, at fordelene ved at bygge dem overstiger omkostningerne — både for de enkelte lande og for det samlede europæiske net. Mere konkrete oplysninger forventes ikke før slutningen af 2026.
Projekterne mangler desuden stadig en række afgørende elementer. De har brug for formel opbakning fra transmissionssystemoperatørerne i de pågældende lande, fuldstændige myndighedsgodkendelser og en endeligt fastlagt og godkendt kabelrute. Historien viser, at lignende initiativer kan gå i stå i årevis på grund af politiske, miljømæssige eller finansielle forhindringer.
Investeringer i undersøisk infrastruktur af denne størrelsesorden kræver enighed blandt mange parter — fra regeringer og regulatorer til lokale samfund og miljøorganisationer. Forskere fremhæver, at det ved kabellægning er afgørende at minimere påvirkningen af de marine økosystemer, særligt i områder med sårbart havliv.
Projekterne løser ikke fuldstændigt den energimæssige isolation
Selv hvis alt går efter planen, og begge kabler bygges og sættes i drift, vil det ikke fuldstændigt løse problemet med Den Iberiske Halvøs energimæssige isolation. Eksperter vurderer, at der er brug for 10 til 15 gigawatt i kapacitet af grænseoverskridende forbindelser for at opnå fuld integration med det europæiske marked.
Apollo Link og Iberia Link vil tilsammen levere 3,2 gigawatt. Det er et vigtigt skridt, men stadig kun en del af vejen. Spanien, Portugal og resten af Europa vil være nødt til at planlægge yderligere investeringer i interkonnektorer — både på land og til havs.
De nye kabler er snarere begyndelsen på Den Iberiske Halvøs energimæssige integration med resten af kontinentet end en endelig løsning på alle problemer. Tallene kan virke abstrakte, men de har en reel betydning for hverdagen: jo flere forbindelser der eksisterer mellem lande, desto mindre er risikoen for drastiske prisspjæt som følge af tørke, vindstille eller en gaskrise i én bestemt region.
Beregninger viser, at hvert ekstra gigawatt i grænseoverskridende kapacitet kan sænke den gennemsnitlige engroselpris i Europa med to til fire procent. For husholdningerne betyder det i praksis besparelser på de årlige energiregninger.
Hvad denne tilgang betyder for energiens fremtid i Europa
Undersøiske interkonnektorer viser, at det europæiske energisystem i stigende grad begynder at fungere som ét tæt sammenvævet net. Det gælder også i bredere sammenhæng. Lande der udfolder sol- og vindkraft i stor stil, kan opbygge produktionsoverskud — men for at udnytte dem kræves der »energimotorveje«.
Konceptet ligner på mange måder det, man ser andre steder i Europa: HVDC-forbindelser fra Nordsøen ind i de centrale regioner eller nye kabler til Skandinavien ville tjene en tilsvarende funktion som forbindelsen Spanien-Italien, blot i en anden del af kontinentet.
I praksis indebærer det også en voksende rolle for fleksibilitet. I et tæt sammenkoblet net vil strøm flyde mod de mest fordelagtige priser. Lande der investerer hurtigst i moderne transmissionsledninger og energilagring, kan opnå ikke blot lavere regninger, men også en konkurrencefordel for industrien. Spanien regner med at blive en stor »eksportør« af grøn strøm. Italien håber til gengæld på at stabilisere sit system og forbedre forbrugernes situation.
For resten af Europa er det endnu et skridt mod et mere sammenhængende og robust elmarked. Fremtidens energisystem handler ikke kun om at bygge nye kraftværker — det handler i mindst lige så høj grad om intelligent sammenkobling af det, vi allerede har.
