En seriøs videnskabelig diskussion tager form
Astronomer begynder for alvor at overveje, at der måske gemmer sig spor af fremmed teknologi i vores Solsystem. Det handler ikke om flyvende tallerkener fra biograflærredet, men om konkrete fysiske objekter – sonder, fragmenter af udstyr eller artefakter, som nogen kan have sendt hertil længe før os.
De seneste publikationer i anerkendte videnskabelige tidsskrifter viser, at emnet er ved at bevæge sig fra fantasi til et systematisk forskningsområde med klart definerede metoder.
Hypotesen om, at der i nærheden af Jorden kan eksistere spor af en fremmed civilisation, har cirkuleret i astronomikredsene i årtier. Tidligere blev den oftest behandlet som en kuriøsitet i kanten af den etablerede videnskab. Men det er ved at ændre sig, fordi nye teleskoper, bedre dataanalyse og mere avancerede teoretiske modeller nu er kommet i spil. Astrofysiker Adam Frank fra University of Rochester påpeger, at forskere længe har overvejet eksistensen af teknologisignaturer – altså spor af teknologi af ikke-menneskelig oprindelse – men at de nødvendige redskaber simpelthen ikke fandtes tidligere.
Gamle himmelfotos rejser nye spørgsmål
En af de mest fascinerende tilgange er at vende tilbage til arkivbilleder af himlen fra tiden før de første satellitter. Idéen stammer fra Beatriz Villarroel fra Nordic Institute for Theoretical Physics, hvis hold analyserer fotografiske plader optaget før 1957 – dengang Jorden endnu ikke havde et eneste kunstigt objekt i kredsløb.
Det oprindelige formål var et helt andet: at lede efter stjerner, der syntes at "forsvinde" fra himlen. Under arbejdet stødte holdet imidlertid på kortvarige lyspunkter, der lignede satellitter – men optaget årtier før den første overhovedet blev opsendt. Et sådant arkiv bliver dermed en datamine for dem, der ønsker at undersøge, om der svævede noget over vores hoveder, som ikke lader sig forklare med kendte fænomener eller menneskelig aktivitet.
De offentliggjorte resultater har skabt stor debat. Nogle eksperter peger på instrumentfejl, atmosfærisk lysrefleksion eller udokumenterede militærforsøg. Andre understreger, at det at afvise usædvanlige data med et smil blot afskrækker forskere fra at tage svære emner alvorligt. Villarroel indrømmer selv, at så længe ingen præsenterer en reel sonde eller et apparatfragment, vil en stor del af det videnskabelige samfund forholde sig forbeholdent til sådanne signaler.
Derudover er arkivbillederne ved at blive et sted, hvor astronomi møder sociologi – for ud over selve dataene handler det også om modet til at stille spørgsmål. Forskere fra University of California har for nylig føjet yderligere arkiver fra observatorierne Mount Wilson og Palomar til debatten.
Hvilke egenskaber bør en ægte fremmed artefakt have
For at undgå at drukne i spekulation forsøger forskerne at oversætte det meget brede begreb "fremmed artefakt" til en liste over egenskaber, der kan måles i praksis. I tidsskriftet Scientific Reports er der publiceret arbejder, der kortlægger flere årtiers forskning inden for SETA (Search for Extraterrestrial Artifacts).
Der udvikles formelle vurderingsrammer, som blandt andet omfatter:
- Usædvanlig kemisk sammensætning – kombinationer af grundstoffer eller isotoper, der ikke svarer til naturlige processer i Solsystemet
- Struktureret geometri – regelmæssige former, symmetri eller mønstre, der ikke ligner tilfældige dannelser af sten og is
- Modulær konstruktion – gentagne dele eller led, der minder om tekniske sammensætninger
- Termiske anomalier – energiemissioner i bestemte spektrale bånd, eksempelvis mikrobølge- eller radiobåndet
- Styret orientering – stabiliseret rotation i forhold til Solen, Jorden eller et andet referencepunkt uden nogen åbenlys naturlig forklaring
- Kunstige materialer – forekomst af legeringer, polymerer eller kompositter, der ikke eksisterer i naturen
Denne tilgang minder om den måde, man bekræfter eksistensen af exoplaneter på. I stedet for ét enkelt "wow-øjeblik" samler forskerne et sæt uafhængige indicier, hvoraf hvert enkelt er svagt, men som tilsammen tegner et stærkere billede. Et hold fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics er i øjeblikket ved at udvikle en database med referenceprøver, der skal hjælpe med hurtigere klassificering.
Besøgende fra andre stjernesystemer
Den anden søjle i den nye forskning er interstellare objekter, der blot passerer gennem Solsystemet. Sådanne legemer – som det berømte 1I/ʻOumuamua eller kometen 2I/Borisov – opstod i nærheden af andre stjerner og skærer kun kortvarigt vores vej.
Artikler i Monthly Notices of the Royal Astronomical Society foreslår et sæt kriterier, der skal hjælpe med at afgøre, om bane, lysrefleksion eller overfladeudseende peger på en struktur af ikke-naturlig oprindelse. Forfatterne til disse analyser understreger, at naturlige forklaringer forbliver de mest sandsynlige. Målet er ikke for enhver pris at bekræfte teorier om rumvæsener, men at skabe et filter, der adskiller mærkelige, men naturlige tilfælde fra dem, der er virkelig vanskelige at forklare.
Hvert sådant gennemflyv fungerer som et naturligt eksperiment – en engangsChance for at undersøge et fragment fra et andet planetsystem og samtidig kontrollere, om vi måske har med noget kunstigt at gøre. Forskere fra Massachusetts Institute of Technology har foreslået en protokol for hurtig overvågning, der ville gøre det muligt at reagere på det næste interstellare objekt inden for timer frem for uger.
Gigantiske teleskoper og en lavine af nye data
I de kommende år vil nye observatorier ændre billedet markant – først og fremmest Vera C. Rubin Observatory i Chile. Dette teleskop vil hver anden eller tredje nat scanne hele den sydlige himmel og opbygge enorme databaser med oplysninger om bevægelige objekter, lysglimt og kortvarige fænomener.
Med et sådant omfang er det umuligt manuelt at gennemgå hver enkelt kandidat. Derfor forbereder forskerhold algoritmer, der automatisk registrerer usædvanlige tilfælde: mærkelige lysstyrkeændringer, underlige baner og objekter, der synes at dukke op "fra ingensteds". Herefter er det op til mennesker at vurdere, hvad der reelt fortjener nærmere undersøgelse.
I praksis er det et kapløb mellem stadig rigere data og vores evne til at fortolke dem meningsfuldt. Uden fornuftig filtrering vil de bedste signaler drukne i støjen. Forskere fra University of Washington samarbejder med eksperter i maskinlæring om at udvikle neurale netværk, der kan genkende anomalier i millioner af registreringer.
Med en sådan observationstæthed kan Rubin Observatory potentielt opdage selv små, mørke objekter i Solsystemets ydre egne eller kortvarige lysrefleksioner fra roterende legemer i asteroidebæltet. Lignende projekter foregår også inden for Pan-STARRS-programmet på Hawaii og det kommende Nancy Grace Roman Space Telescope.
Hvorfor forskere overhovedet tager dette scenarie alvorligt
Ved første øjekast lyder det som science fiction, men der er meget konkrete argumenter bag. Hvis der i Galaksen eksisterer civilisationer millioner af år ældre end vores, er udsendelsen af små autonome sonder til at udforske nærliggende planetsystemer en forholdsvis billig og logisk løsning. Der er ingen grund til bemandede rumskibe eller storslåede flåder – mange små, stille objekter sendt ud over århundreder er tilstrækkeligt.
Set fra Jordens perspektiv ville sådanne sonder kunne se ud som små, mørke stenfragmenter, som ingen skænker en tanke. Hvis de kredser i stabile baner eller allerede er gået i opløsning for længe siden, kræver det at finde dem meget følsomme instrumenter og en smart søgeplan. Astrofysikere fra California Institute of Technology anslår, at der i Kuiperbæltet eller i kredsløb omkring Jupiter kunne være skjult op til flere hundredetusinde objekter, der er mindre end ti meter i diameter.
Nogle forskere påpeger, at menneskeheden i dag slet ikke har etablerede procedurer for det tilfælde, at man rent faktisk finder en artefakt. Det ville kræve beslutninger om, hvem der handler, hvilke oplysninger der offentliggøres straks, og hvad der hurtigst muligt bør undersøges i en lukket kreds. Der rejser sig også spørgsmål om, hvorvidt man bør forsøge at nærme sig eller transportere et sådant objekt, da vi hverken kender dets formål eller de potentielle konsekvenser af kontakt.
Sådan skelner man videnskab fra fantasi
Den største risiko i denne type forskning er at glide ud i sensationalisme: ethvert usædvanligt himmelfotos kan udråbes som "bevis for rumvæsener". Derfor lægger de hold, der arbejder med teknologisignaturer, enorm vægt på procedurer – gentagelige målinger, uafhængige analyser og publikationer i fagfællebedømte tidsskrifter.
For læsere og seere er dette en vigtig rettesnor. Troværdige oplysninger finder man der, hvor forfatterne tydeligt beskriver metoder, begrænsninger og alternative forklaringer. Når nogen straks melder om et gennembrud uden detaljer, er sund skepsis stadig den bedste reaktion. Forskere fra University of Cambridge understreger, at selv negative resultater er værdifulde, fordi de indsnævrer muligheds rummet.
Fra et praktisk synspunkt er det værd at huske, at selv hvis en reel artefakt aldrig bliver fundet, er selve arbejdet med dette emne gavnligt. Mere præcise modeller for kosmiske legemers bevægelse, nye algoritmer til billedanalyse og bedre organisering af enorme databaser er nyttige inden for mange andre grene af astronomi og teknologi – fra overvågning af asteroider til udvikling af kunstige intelligens-værktøjer. Selv hvis svaret lyder "nej", bringer vejen derhen os et skridt videre.
