Fransk forskerhold lykkedes efter fire års forsøg
Franske forskere har for første gang optaget et komplet elektrokardiogram af en fritsvømmende pukkelhval i Middelhavet. Det tog fire år med adskillige forsøg, skuffelser og løbende forbedringer af teknikken, før det endelig lykkedes.
Bag projektet står hold fra det franske forskningsinstitut CNRS, universitetet i Montpellier samt organisationen WWF. I august 2025, under en forskningsekspedition i Middelhavet, registrerede de for allerførste gang et fuldstændigt EKG af verdens næststørste pattedyr — uden at fange det, stresse det eller bedøve det.
Tidligere ekspeditioner ved Madagaskar og Hawaii endte uden de forventede resultater. Forskerne indrømmede åbent, at de var tæt på at opgive hele idéen. Men den seneste kampagne i Middelhavet ændrede alt.
Hvorfor forskerne overhovedet ønsker at lytte til hvalernes hjerter
Målet er meget konkret: at forstå præcis, hvordan pukkelhvaler reagerer på stress forårsaget af menneskelig aktivitet. Hidtil har videnskabsfolk primært analyseret dyrenes adfærd og lyde — altså det, der er synligt og hørbart ved vandoverfladen. Det manglede hårde data om, hvad der foregår inde i organismen.
Pukkelhvaler lever i områder med intensiv skibstrafik og udsættes dagligt for undervandsstøj, forurening og klimaforandringer. Hvert af disse elementer kan påvirke deres fysiologi. Måling af hjertefrekvens giver en objektiv vurdering af kroppens stressniveau — noget tidligere metoder simpelthen ikke kunne levere.
Tidligere studier af store hvalers hjertefunktion omhandlede næsten udelukkende døde dyr eller hvaler fanget i net. Sådanne data var værdifulde, men meget begrænsede. En voksen pukkelhvals hjerte vejer mellem hundrede og tre hundrede kilo og er på størrelse med en lille bil. For virkelig at forstå, hvordan det fungerer under bevægelse, dykning og hvile, var forskerne nødt til at måle det under naturlige forhold.
Hvordan måler man hjertet på en hval, der tilbringer 90 procent af sin tid under vand?
Nøglen til projektet viste sig at være en specialudviklet sugekop med indbygget elektronik. Udefra ligner den en lidt større, flad dåse — men indeni gemmer der sig en avanceret sensorsuite. Enheden registrerer ikke blot hjertets elektriske impulser, men også kropsbevægelser, lyde, billeder og dyrets position.
Apparatet fæstnes på hvalens hud fra skibet ved hjælp af en lang bom på fire til fem meters længde. Sugekoppen sidder på hvalens ryg i flere timer, hvorefter den falder af af sig selv, flyder op til overfladen og bjærges af forskerne — sammen med alle de indsamlede data.
Undervejs stod holdet over for en række alvorlige tekniske og logistiske udfordringer:
- Hvalens enorme svømmehastighed og de kræfter, der virker på udstyret
- Det ekstreme tryk under dybe dyk, som kan beskadige elektronikken
- Manglen på direkte adgang til brystkassen — elektroderne måtte placeres på ryggen, langt fra hjertet
- Vanskeligheden ved overhovedet at finde pukkelhvalerne, der tilbringer omkring 90 procent af tiden under vand
- Risikoen for at miste hele sensorpakken med data, hvis enheden ikke dukkede op igen
Hver ekspedition gjorde det muligt at forbedre konstruktionen. Forskerne måtte finde den rette balance mellem tilhæftningsstyrke og dyrets sikkerhed, og samtidig presse den komplette sensorpakke og batterier ned i et kompakt, vandtæt og belastningsstærkt hylster.
Hvad hvalens hjerte afslørede om livet under vand
De indsamlede data rummede to typer information: rent fysiologiske målinger og ledetråde om risikoen for kollisioner med skibe. Det viste sig, at pukkelhvalens hjertefrekvens varierer markant afhængigt af vanddybden.
Under dybe dyk falder hjerterytmen til omkring fem slag i minuttet. Mens hvalen langsomt stiger mod overfladen, øges frekvensen til cirka otte slag. Lige inden og umiddelbart efter, at dyret bryder overfladen, kan pulsen stige til omkring femogtyve slag i minuttet. Denne nedgang i hjertefrekvensen under dykning kaldes dykningsbradykardi.
Mekanismen sparer på ilten og dirigerer den primært til hjernen og de vigtigste organer, mens resten af vævet kører på spareflamme. Hos store havpattedyr er dette system ekstremt veludviklet — og det er netop dette, der nu er blevet dokumenteret i detaljer for første gang.
Analysen af kropsbevægelser og svømmebaner afslørede desuden noget bekymrende: pukkelhvaler ændrer kurs først, når et skib er kommet meget tæt på. Det betyder, at de i lang tid svømmer nærmest direkte mod fartøjet, og at undvigelsesmanøvren sker i absolut sidste øjeblik. For naturbevaringsfolk er det et alarmerende signal.
Hvert individ i Middelhavet tæller
Pukkelhvalen er verdens næststørste pattedyr. Et voksent dyr kan måle op til tyve meter og veje op til halvfjerds ton. Til trods for disse imponerende dimensioner er bestanden i Middelhavet relativt beskeden — forskerne anslår den til omkring to tusinde individer.
Internationale naturbevaringsorganisationer, herunder WWF, betragter denne lokale bestand som truet. Antallet af dyr er faldet markant siden 1980’erne. De største trusler er:
- Kollisioner med containerskibe og færger
- Undervandsstøj, der forstyrrer kommunikation og navigation
- Kemisk forurening og mikroplast
- Ændringer i planktonforekomster som følge af varmere havvand
- Det samlede stres fra menneskelig tilstedeværelse
En dybere forståelse af, hvordan disse dyrs kroppe reagerer på hvert enkelt af disse faktorer, kan hjælpe med at planlægge beskyttelseszoner, skibsruter og hastighedsbegrænsninger mere effektivt. Kollisioner med fartøjer udgør en væsentlig del af pukkelhvalernes unaturlige dødelighed — og netop her kan “aflytning” af hjertet gøre en reel forskel.
Hvordan EKG-data fra hvaler kan forandre havenes fremtid
Den nye teknik åbner flere veje frem. Forskerne kan nu undersøge, hvordan konkrete situationer — et pludseligt sonarping, tilnærmelsen af et stort containerskib eller tilstedeværelsen af mindre turistbåde — afspejler sig i hvalens hjerteaktivitet. Denne tilgang gør det muligt at måle menneskelig aktivitets direkte indvirkning med præcision.
De samme data kan bruges til at vurdere, om allerede indførte beskyttelsesforanstaltninger rent faktisk virker. Hvis der for eksempel gælder hastighedsbegrænsninger for skibe i et bestemt område, kan man efterprøve, om pukkelhvalerne der faktisk svømmer mere roligt uden voldsomme hjertefrekvensudsving. Det giver forvaltere af beskyttede havområder håndfast dokumentation til at træffe beslutninger på.
Erfaringerne kan overføres til andre arter og helt andre miljøer — eksempelvis i polarvand eller langs lange migrationruter på tværs af oceaner. Selve sugekopteknologien med sensorer kan tilpasses til mindre hvaler, delfiner eller endda store hajer. Forskerne fra universitetet i Montpellier planlægger allerede nye kampagner.
Selv om de nuværende resultater stadig er foreløbige, forbereder holdet allerede nye ekspeditioner. Målet er at indsamle flere registreringer under varierende forhold: under intensiv skibstrafik, i roligere farvande, i perioder med hyppig jagt og under parringssæsonen. Jo flere målinger, desto klarere billede af, hvad der er normalt — og hvad der er et faresignal.
Hvorfor dette gennembrud kan føre til bedre beskyttelse af havområder
Med sådanne data i hånden bliver det langt lettere at overbevise søfartsmyndigheder og rederier om konkrete ændringer. Etablering af stille korridorer for hvaler, midlertidig lukning af visse områder for trafik eller påbud om hastighedsreduktion ophører med at være løsrevne idéer. De bliver til tiltag understøttet af hårde fysiologiske målinger.
Hele historien viser desuden, hvor meget teknologi kan bidrage til naturbeskyttelse, når nogen tør bryde med de vante fremgangsmåder. Sensorsugekopper kræver hverken fangst eller bedøvelse af dyrene, så påvirkningen af pukkelhvalernes dagligliv forbliver minimal. Denne forskningsmetode er ved hurtigt at blive en ny standard inden for oceanografi og ved udformningen af effektive marine beskyttelsesområder.
Kan denne teknik virkelig afgøre pukkelhvalernes skæbne i Middelhavet? Svaret afhænger af, hvor hurtigt vi formår at omsætte videnskabelige data til praktisk beskyttelse.
