En verden fra en anden planet – midt i Lazio
Ikke langt fra Rom gemmer sig et landskab, der føles som hentet fra en helt anden planet. Jorden ryger, vandet ser ud til at koge, og en kraftig svovllugt hænger i luften. Caldara di Manziana er et lille geotermisk hjørne i Lazio, der tiltrækker besøgende med månelignende udsigter, etruskiske legender og dejlige skovvandringer.
Det er præcis den slags sted, du aldrig ville forvente at finde i nærheden af Rom. I stedet for antikke templer og barokke paladser møder du her et landskab, der minder om Island eller Yellowstone. Forskere betegner lokaliteten som et levende geologisk laboratorium, hvor du med egne øjne kan følge processer, der foregår dybt under jordens overflade.
Rester af en vulkan fra for 600.000 år siden
Området er en del af Regionalparken Bracciano-Martignano og strækker sig over cirka 90 hektar. Geologer har bekræftet, at stedet er resterne af den gamle Sabatino-vulkan, som var aktiv for omkring 600.000 år siden. Freatomagmatiske udbrud skabte dengang et krater, der gradvist fyldte sig med tørv og vand. I dag finder du her et torvemose-bassin med karakteristiske svovlkilder.
Det, der gør Caldara virkelig unik, er kombinationen af geologiske processer og sjælden nordisk vegetation i et sydligt miljø. Botanikere har i mange år studeret de vortebirke her, som normalt kun vokser i køligere dele af Europa. I dette mikroklima har de fundet ideelle betingelser – og det hele foregår i blot 250 meters højde over havet.
Hvor vand bobler af kold gas – ikke varme
Caldara di Manziana overrasker dig allerede ved første øjekast. Vandet ser virkelig ud til at koge, men temperaturen er faktisk kun omkring 20 grader Celsius. Det er ikke varmen, der skaber boblingen – det er en intens strøm af gasblacer, der stiger op fra bunden.
Fra dybet siver der primært kuldioxid og svovlholdige gasser op. Disse gasser forvandler vandoverfladen til et konstant bevægende spejl, der skaber en perfekt illusion af kogning. Forskere fra universiteter i Rom tager jævnligt turen hertil for at måle gaskoncentrationer og studere den geotermiske aktivitet.
Underlaget i kraterets centrale del har en lysegrå, næsten hvid farve. Jordbunden er stedvis revnet, og damp siver op gennem utallige sprækker. Mod denne baggrund fremstår den mørke grønne skov rundt om stedet som kulissen til en fantasy-film. Det er ikke svært at forstå, hvorfor de gamle etruskere betragtede dette sted som porten til underverdenen.
Ifølge etruskisk tro boede guden Mantus her – hersker over de dødes rige. Hans navn er ophav til både stednavnet Manziana og den legendariske tætte skov Silva Mantiana. Selv hvis du ikke tror på den slags historier, er det nok at gå en tur i morgentågen for at forstå, hvad der har inspireret disse forestillinger.
Birketræer i svovllandet: Lazios botaniske gåde
Caldara di Manziana er ikke kun en geotermisk seværdighed – det er også et naturligt laboratorium. Den sure, mineralrige jord og kraterets særlige mikroklima har skabt betingelser for en overraskende vegetation.
Lige ved de dampende, fugtige steder vokser en lille lund af vortebirke. De smalle hvide stammer, som lokalbefolkningen kærligt kalder albanelle, ser ud, som om de er blevet hentet direkte fra Skandinavien. Birketræet er normalt knyttet til køligere, nordlige egne af Europa og bjergområder.
Forskere forklarer birketræernes tilstedeværelse med teorien om det postglaciale relikt. De er de sidste vidner fra istiden, som har overlevet i Caldaras fugtige og kølige niche. Botanikere fra Universitetet Sapienza i Rom indsamler regelmæssigt prøver og studerer disse træers tilpasningsmekanismer.
Blandt græsserne finder du også en meget sjælden lokal variant af slægten Agrostis, som har været genstand for botaniske studier. Hele dette lille hjørne fungerer som en oase, hvor planter forbundet med et helt andet klima lever side om side. Økologer understreger, at sådanne steder er sjældne og kræver beskyttelse.
Hvilke dyr finder du i det geotermiske landskab
I området omkring Caldara lever vildsvin, ræve, grævlinge og en rig fuglebestand. Du kan nemt få øje på grå hejre, der jager tæt ved vandet. Ornitologer har talt over halvtreds ynglende fuglearter i området.
I de små vandansamlinger dukker der sommetider vandscorpioner op – insekter med et karakteristisk silhuet, der jager andre hvirvelløse dyr. Biologer har også registreret flere sjældne paddearter på stedet.
Dyrene drager fordel af områdets særlige mikroklima. Om sommeren giver det fugtige miljø velkomment køling, mens den geotermiske aktivitet holder temperaturen lidt højere om vinteren. Zoologer fra Rom besøger stedet jævnligt for at overvåge bestande og dokumentere ændringer i økosystemet.
Sådan kommer du fra Rom og planlægger din udflugt
Caldara di Manziana egner sig perfekt til en dagstur fra Rom. Den nemmeste måde at komme dertil er med bil. Fra byens nordlige kvarterer kan du tage den klassiske Via Cassia eller den mere trafikerede Braccianese-vej mod Bracciano-søen og derefter fortsætte til landsbyen Manziana.
Ved indgangen til naturreservatet finder du gratis parkering ved den lokale vej SP2/c. Derfra fører en kort, flad sti til torvemosen. Skovvandringen tager kun få minutter og ender med den pludselige åbenbaring af det rygende bassin foran dine øjne.
- Afstand fra parkeringen: cirka 10 til 15 minutters rolig gang
- Sværhedsgrad: let, velegnet til børn
- Fodtøj: vandrestøvler eller sko med tyk sål anbefales
- Tid på stedet: 1 til 2 timer er normalt nok til en rolig tur og fotografering
- Bedste periode: forår og efterår – sommeren kan være meget varm
- Entré: gratis, området er frit tilgængeligt
- Skiltning: god orienteringstavle ved parkeringen
- Sikkerhed: hold dig til de afmærkede stier, da jorden kan være farlig
Træbarrierer markerer det sikre område for besøgende. Du bør ikke krydse dem: jorden tæt på kilderne er ofte mudret og stedvis direkte farlig, da et tyndt jordskorpe kan styrte sammen. Hold øje med børn hele tiden og forklar dem straks, at dette er et terræn, man beundrer på afstand.
Det er kontrasten, der gør det stærkeste indtryk. For blot få minutter siden gik du gennem en helt almindelig middelhavskov – og pludselig ændrer landskabet sig til noget, der snarere minder om naturfilm fra Island. Netop dette overraskelseselement er grunden til, at mange besøgende vender tilbage med nye bekendtskaber i slæbet.
Macchia Grande: filmstien og det perfekte sted til picnic
Hvis du foretrækker længere ruter, kan du kombinere et besøg på Caldara di Manziana med en vandring i den nærliggende skov Macchia Grande. Den velafmærkede sti CAI 262B fører dig nemt fra det geotermiske bassin og ind i skovens dybde.
Macchia Grande er et imponerende skovkompleks med massive ege og brede lysninger. Mange steder finder du afmærkede bålpladser og grillpladser, hvilket gør stedet til et populært mål for familieudflugter for regionens beboere. I weekenderne støder du ofte på hele grupper af romere, der søger en stund væk fra byens støj.
Skoven Macchia Grande har fungeret som naturlig kulisse for adskillige berømte italienske film. Her blev der optaget scener til Marchese del Grillo og Roberto Benignis Pinocchio. Filmeksperter sætter pris på miljøets ægthed og landskabets variation.
Kombinationen af geotermiske seværdigheder og en filmisk skov skaber en perfekt plan for hele dagen. Om morgenen en tur ved de dampende kilder, senere en rolig vandring og picnic i skyggen af gamle træer. Mange besøgende fremhæver netop denne kombination som det bedste ved turen.
Praktiske råd og sådan får du mest ud af besøget
Selv om ruten er relativt let, kan det betale sig at forberede sig som til en klassisk naturudflugt. Det vigtigste er ordentligt fodtøj. Efter regn kan området omkring torvemosen hurtigt blive til en glat, mudret overflade, som lette sportssandaler slet ikke kan klare.
I de varmere måneder er der myggegener i området, så hav myggespray med. En kasket eller hat og drikkevand er heller ikke overflødigt – solen på det åbne terræn over torvemosen kan brænde ordentligt, selv når luften i første omgang føles frisk.
Caldara di Manziana som lektion i geologi og økologi
For mange mennesker slutter en tur til Caldara ikke blot med en serie imponerende fotografier, men også med en dybere forståelse af de processer, der har formet Italien. Her kan du med egne øjne se, at en vulkan ikke behøver at bryde ud for stadig at være aktiv i dybet. De boblende kilder og svovllugten minder os om, at der under vores fødder stadig arbejder kræfter, vi sjældent tænker over i hverdagen.
Det er også et fremragende sted for en samtale om, hvor sårbare økosystemer egentlig kan være. En enkelt ulovlig ild, for mange turister der forlader de afmærkede stier, eller efterladt affald er nok til, at et lille beskyttet område begynder at forringes. Stadig flere regioner i Italien satser netop på denne kombination af turisme og naturformidling: du er velkommen til at komme, hvile ud og fotografere – men til gengæld forventes en grundlæggende respekt for stedet. Er det egentlig ikke en ret fair aftale?
