Mikroskopisk analyse afslører overraskende pigmentstrukturer
En mikroskopisk undersøgelse af forstenet hud fra en ung diplodok fundet i Montana har afsløret pigmentstrukturer, der beviser mørke pletter og ujævn farvning. De gigantiske planteædere fra jura-perioden så sandsynligvis slet ikke ud som ensfarvet grå monstre – de bar komplekse mønstre på kroppen.
De fleste rekonstruktioner har hidtil afbildet jura-tidens kæmper i kedelige grå og brune nuancer. Nu kigger forskere i mikroskopet og ser noget helt andet: en kompleks pigmentering hos en ung diplodok, der antyder en langt rigere palet af farver, mønstre og funktioner, end nogen tidligere forestillede sig.
Opdagelsen begynder i Montana
Det hele starter på fundstedet Mother’s Day Quarry i den amerikanske delstat Montana. Her fandt man resterne af flere unge diplodoker, som sandsynligvis omkom under en kraftig tørke. Deres kroppe tørrede først ud i solen og blev derefter hurtigt dækket af sedimenter. Denne usædvanlige kombination af omstændigheder viste sig at være uvurderlig for videnskaben, fordi den bevarede hudfragmenter med exceptionelt fine detaljer.
Forskere studerede fossilerne med et elektronmikroskop og opdagede mikroskopiske strukturer, som vi kender fra nutidens organismer. De identificerede melanosomer i diplodokens hud – små “pakninger” til pigment, der er ansvarlige for mørke farver hos fugle, krybdyr og pattedyr. Sådanne melaninholdige strukturer har man hidtil primært forbundet med fjerdragt hos fugleagtigt lign dinosaurer. Hos store planteædende sauropoder, som diplodoken tilhører, manglede der indtil nu konkrete beviser for nogen form for kompleks farvning.
Sådan så diplodokens hud ud under elektronmikroskopet
Forskerne undersøgte de forsterede skæl – på størrelse med en menneskelig negl – med et elektronmikroskop. I hudstrukturen ses tydelige sekskantede skæl og mellem dem tynde kulstofrige lag. Præcis her fandt man spor af mikroskopiske strukturer, som vi kender godt fra organismer, der lever i dag.
Analysen af melanosom-fordelingen i den forsterede hud bragte en overraskelse. Disse mikroskopiske strukturer optrådte ikke jævnt fordelt. I stedet dannede de tætte klynger og zoner med markant færre pigmentpartikler. En sådan fordeling fører til en enkel konklusion: diplodokens hud så ikke ud som en glat, ensartet overflade i én farve.
Forskerne skelner også mellem to hovedtyper af melanosomer: aflange og mere fladtrykte. Hos nutidens dyr resulterer en sådan kombination af former i forskellige nuancer og visuelle effekter – fra dyb brun til næsten sort, nogle gange med fine lysreflekser. Det samlede sæt af kendetegn observeret i diplodokens hud svarer til mørke, farveligt varierede partier af kroppen, svarende til dem man ser hos mange nutidige krybdyr og fugle.
Diplodoken var ikke ensartet grå
Det betyder, at unge diplodoker sandsynligvis så langt mere “levende” ud, end film, spil eller museumsudstillinger hidtil har vist. Det handler ikke om en regnbue af farver, men mørke pletter, striber og fläker virker nu langt mere sandsynlige. Den ujævne farvning mindede snarere om et uregelmæssigt, plettet mønster med skiftende lysere og mørkere partier.
En del forskere forbinder denne variation med debatten om sauropoders stofskifte. I årevis har der verseret en diskussion om, hvorvidt de gigantiske dinosaurer var mere langsomme som nutidens krybdyr, eller tættere på fugle – varmere, mere aktive og med et hurtigere stofskifte. Den differentierede pigmentering hos unge diplodoker kan tyde på en fysiologi tættere på fugle end på nutidige krybdyr, i det mindste hvad angår hudvævets funktioner.
Vi skal dog huske, at de nuværende data stammer fra en lille prøve og kun vedrører unge individer. Vi ved endnu ikke, om voksne diplodoker havde lignende mønstre, eller om deres hud med alderen blev mørkere eller mere ensartet.
Hvad brugte dinosaurerne mønstrene til?
Farve og mønstre på kroppen er ikke blot dekoration. Hos nutidens dyr tjener de flere vigtige funktioner, og forskerne formoder, at det forholdt sig på samme måde hos unge diplodoker. Tre hovedroller nævnes oftest:
- Camouflage – uregelmæssige pletter bryder silhouettens kontur og hjælper dyret med at smelte ind i vegetationen eller skyggen
- Regulering af kropstemperatur – mørkere partier absorberer varme hurtigere, mens lysere partier opvarmes langsommere
- Kommunikation – kontrasterende mønstre kan signalere modenhed, sundhed eller gruppemedlemskab
- Beskyttelse af unger – farverne kunne hjælpe unge individer med at forsvinde mod baggrunden, inden de voksede sig store nok til alene ved størrelsen at skræmme rovdyr væk
- Termoregulering på forskellige tidspunkter af dagen – forskellige hudpartier kunne absorbere sollys forskelligt
- Genkendelse af individer – mønstre gjorde det muligt at skelne flokkens medlemmer fra fremmede
- Signalering af køn – mørkere eller lysere partier kunne indikere han eller hun
- Advarselsfarvning – kontrasterende pletter kunne afholde rovdyr fra at angribe unge diplodoker
Hos de enorme planteædere, der kunne nå flere tiers meters længde, kunne farverne have haft endnu en opgave: at hjælpe de unge individer med at forsvinde i omgivelserne, inden de nåede en størrelse, der i sig selv afskrækkede rovdyr.
Hvad fortæller farven om dinosaurernes stofskifte?
Forskerne ser mere end blot æstetik i diplodokens hud. Selve tilstedeværelsen af varierede pigmenter antyder en ganske aktiv hudbiologi. Komplekse mønstre, der præcist kontrolleres af organismen, kræver energi og et velfungerende reguleringssystem. Den differentierede pigmentering hos unge diplodoker kan pege i retning af en fysiologi tættere på fugle end på nutidige krybdyr, i det mindste hvad angår hudvævets funktion.
Hvert nyt eksempel på velbevarede hud eller fjer giver mulighed for at tilføje nye nuancer til en svunden æra. Det påvirker igen rekonstruktioner på museer, i film og spil – og bringer os gradvist tættere på tanken om, at forhistoriske landskaber var visuelt langt mere varierede. Det forsterede hudstykke fra Montana undergraver et indgroet mønster. Pludselig viser det sig, at selv de største planteædere ikke var farveløse masser, men bar konkrete mønstre, der var synlige for både artsfæller og rovdyr.
For lægfolk lyder det sommetider som en sjov detalje i palæontologisk kosmetik, men i virkeligheden handler det om noget langt dybere. Kroppens farve hænger tæt sammen med levevis: med hvordan et dyr jager eller flygter, regulerer temperaturen og fungerer i en gruppe. Enhver ny information om dinosaurers pigmentering hjælper os til bedre at forstå deres adfærd og de omgivelser, de voksede op i.
Hvorfor er netop dette fund så betydningsfuldt?
Hud bevares sjældent i klippelag. I de fleste tilfælde efterlader dinosaurer kun knogler, og fra dem er det vanskeligt at udlede noget sikkert om farvning. Derfor er tilfældet med den unge diplodok fra Mother’s Day Quarry desto mere imponerende. Her er det ikke blot selve aftrykkene af skæl, der er bevaret – de kemiske og mikroanatomiske strukturer er intakte.
Det giver mulighed for at sammenligne med data fra laboratorier, der arbejder med nutidens dyr. Forskerne gætter altså ikke blot i blinde – de sammenligner det, de ser i klippen, med konkrete eksempler fra nutidens fauna. Forskerne understreger, at der stadig er meget arbejde foran dem. Pigmentet er indtil videre kun analyseret i nogle få hudfragmenter fra ét enkelt fundsted.
Det næste naturlige skridt vil være at undersøge, om lignende strukturer optræder hos andre sauropoder og på andre dele af kroppen. Hvis det lykkes at finde melanosomer f.eks. på haler, halse eller kropsider hos forskellige arter, vil der tegne sig et langt mere fuldstændigt billede. Derefter vil det blive muligt at begynde at skelne mellem mønstre, der er karakteristiske for unge og voksne, hanner og hunner, og endda individuelle arter, der levede side om side.
Sådan ændrer vores forestilling om dinosaurer sig
I årtier har dinosaurer i populærkulturen næsten altid set ens ud: olivengrønne, brune, grågrønne. Det skyldtes dels mangel på hårde data og dels en forestilling om, at enorme dyr “af natur” måtte være dæmpet farvede. Det er også værd at nævne, at melanin kun er én af pigmentgrupperne. Hos nutidens fugle og krybdyr er det andre kemiske forbindelser, der står bag røde, gule og grønne farver – og de bevares ofte dårligere i klippelag.
Det udelukkes ikke, at en del af dinosaurernes farver for altid vil forblive en hemmelighed, selv med de mest avancerede analysemetoder. Netop derfor tæller hvert enkelt tilfælde, hvor forsteret hud bevarer blot et fragment af fortidens “maleri”. Takket være fund som diplodoken fra Montana nærmer vi os gradvist et mere realistisk billede af verden for 150 millioner år siden – en verden, der var mere farverig og broget, end den grå museumsmodel lod ane.
Hjælper dette fund dig til at forestille dig dinosaurerne anderledes, end du har set dem i fjernsynet?
