Et usædvanligt eksperiment, der stadig virker efter fire årtier
Et studie foretaget 43 år efter en bemærkelsesværdig naturvidenskabelig intervention viser, at dette usædvanlige forsøg er blevet et af de mest effektive tiltag til genopretning af livet på skrænterne af Mount St. Helens. Gnavere, der normalt betragtes som skadedyr, er stille og roligt blevet allierede i et genopvågnende økosystem.
Mount St. Helens i det nordvestlige USA hører til verdens mest overvågede vulkaner. Da den eksploderede med voldsom kraft i 1980, forvandlede den det omgivende landskab til en død ødemark dækket af pimpsten og aske. Biologer forventede dengang, at naturens genopretning ville tage årtier — måske århundreder. Virkeligheden overraskede dem alle.
Vulkanen der forvandlede landskabet til en måneørken
Den 18. maj 1980 udbrød Mount St. Helens i delstaten Washington med en kraft, der kostede 57 mennesker livet. Store dele af de omkringliggende skove blev reduceret til grå grus. Et tykt lag af aske og glødende sten dækkede terrænet. Planter og dyr forsvandt, og området begyndte at ligne overfladen af en fremmed planet.
Biologer regnede med, at naturgenopretningen ville strække sig over hele århundreder. Jorden var udpint og berøvet det levende lag af mikroorganismer, der under normale omstændigheder forsyner planter med mineraler. I de første år efter udbruddet talte forskere kun et par dusin individuelle planter på hele den stenede ødemark. Landskabet lignede et sted, hvor livet aldrig ville vende tilbage.
Et forskerteam fra University of California og flere andre forskningscentre ledte efter metoder til at fremskynde livets tilbagevenden til bjergets skrænter. I stedet for tungt maskineri eller gødning valgte de en langt mindre og mere bevægelig løsning: gravende gnavere — nemlig jordegern. Disse dyr har en naturlig tilbøjelighed til at opgrave jorden og skabe omfattende underjordiske tunnelsystemer.
Den vanvittige idé: at genoplive jordbunden med jordegern
Forskerne forventede, at jordegernenes intensive gravning ville bringe gamle, frugtbare jordlag op til overfladen sammen med bakterier og svampe, der havde overlevet under askelaget. I maj 1983 — tre år efter udbruddet — transporterede forskerne en gruppe jordegern til to afmærkede arealer dækket af pimpsten. Dyrene tilbragte blot én enkelt dag dér. For mennesker en kortvarig episode, men for den nedbrudte jordbund var det et enormt løft.
På bjergets skrænter opstod et netværk af underjordiske gange, der blandede de enkelte jordlag sammen. Jordegernene flyttede dybere, ældre lag op mod overfladen, brød den hårde skorpe af aske og pimpsten og skabte mikrohabitater, hvor vand kunne tilbageholdes. Derudover lettede de frøenes passage ned i de dybere lag. Mikrobiologen Michael Allen fra University of California indrømmede siden, at han netop havde regnet med denne “blandingseffekt” i undergrunden.
Normalt betragtes jordegern som et problem for landmænd. De graver kanaler, underminerer rødder og ødelægger afgrøder. Denne gang blev deres naturlige adfærd — gravning og omflytning af jord — en værdifuld økologisk tjeneste. Gnaverne formåede at:
- flytte dybere liggende, ældre jordlag op mod overfladen
- bryde den kompakte skorpe af aske og pimpsten op
- skabe mikrohabitater, hvor vand kunne opsamles
- lette frøenes vej ned i jordens dybere lag
- bringe bakterier og svampe, der havde overlevet under det vulkanske materiale, op til overfladen
- sætte gang i en proces, hvor jorden gradvist beriges med organisk materiale
Disse tilsyneladende enkle handlinger lagde fundamentet for en videre udvikling af økosystemet. Jorden fik en struktur, som planterødder og mikroorganismer kunne trænge ind i.
Seks år senere: 40.000 planter i stedet for ødemark
Eksperimentets resultater overgik alle forventninger. Da forskerne vendte tilbage til de samme arealer seks år senere, stod de over for en helt anden verden. Hvor der tidligere voksede blot et par dusin planter, talte de nu omkring 40.000 individer fordelt på mange forskellige arter. Omgivelserne så stadig døde og golde ud, men de to arealer, hvor jordegernene havde bevæget sig, boblede over af grønt. Kontrasten mindede om forskellen mellem en ørken og en ung skov.
Planterne dukkede ikke blot op fra ingenting — de etablerede sig og begyndte gradvist at erobre nye dele af terrænet. Med den voksende vegetation vendte insekter og fugle tilbage, og i kølvandet på dem fulgte større dyr. Et enkelt forsøg, der varede én dag, satte en hel kædereaktion af forandringer i gang. Økosystemet begyndte at fungere som en helhed: jorden ernærede planterne, planterne gav føde og ly til dyrene, og dyrene berigede til gengæld jorden med yderligere organisk materiale.
Et nyt studie offentliggjort i tidsskriftet Frontiers afslører, hvad der foregik under overfladen i løbet af de efterfølgende årtier. Nøglen viste sig at være mykorrhizasvampe, der lever i symbiotisk samspil med planterødder. Deres rolle i naturen er enkel, men uhyre vigtig: svampenes netværk af tråde forstørrer røddernes rækkevidde og hjælper planter med at optage vand og mineraler. Til gengæld modtager svampen en del af det sukker, planten producerer under fotosyntesen.
Mikroskopiske allierede: mykorrhizasvampe
Forskerne konstaterede, at mikroorganismesamfundet på de steder, hvor jordegernene havde arbejdet, udviklede sig usædvanligt kraftigt. Mykorrhizasvampe hjalp træerne med at vokse hurtigt, udnytte nåle og blade der faldt til jorden, og hele regenereringsprocessen gik markant hurtigere end på de tilstødende arealer, gnaverne ikke havde rørt. Jordbunden blev således en levende organisme fuld af interaktioner mellem planter, svampe og bakterier.
Medforfatter Emma Aronson fra University of California påpeger, at træerne på mange steder på bjergets skrænter vendte overraskende hurtigt tilbage. Nåle der faldt til jorden blev til føde for svampe, som til gengæld forsynede træerne med fosfor, kvælstof og andre grundstoffer. Dette stille kredsløb af stoffer driver skovens genopretning fremad. På de arealer der indgik i eksperimentet, gik det sorte scenarie med “et dødt bjerg i generationer” ikke i opfyldelse. Vegetationen vendte tilbage langt tidligere, end nogen havde forestillet sig i begyndelsen af 1980’erne.
Mykologer som Mia Maltz fra University of Connecticut understreger én central konklusion: naturen kan ikke udelukkende betragtes ud fra de organismer, der er synlige for det blotte øje. Det meste foregår i jordbunden, i mikroskopisk målestok — der hvor bakterier og svampe bygger fundamentet for alt andet. Uden dette usynlige arbejde ville træer, buske og urter ikke kunne etablere sig.
Hvad jordegernene fra vulkanen lærer os
Historien om Mount St. Helens viser, at økologer ikke altid behøver tungt maskineri eller avanceret teknologi. Nogle gange er det nok at udnytte adfærden hos en art, der i en anden sammenhæng betragtes som et problem. Jordegern, som mange mennesker opfatter som besværlige skadedyr, forvandlede sig i et ekstremt ødelagt økosystem til økologiske partnere. Deres naturlige aktiviteter genskabte jordbunden på en måde, ingen teknik ville have kunnet efterligne.
Denne type eksperimenter har praktisk betydning langt uden for Mount St. Helens. Stadig flere steder i verden oplever ødelæggelse — efter skovbrande, orkaner, industrielle katastrofer eller intensivt landbrug. Forskere leder efter metoder, der ikke blot “grønner” et landskab midlertidigt, men sætter varige selvfornyelsesprocesser i gang. At arbejde med naturlige gravere som jordegern, markmurmeldyr eller andre gnaver-arter kan blive et af de centrale redskaber.
I stedet for at planere terræn og køre frugtbar jord ind med lastbiler kan man forsøge at støtte de organismer, der er i stand til at forbedre jordens struktur indefra. Det er billigere, mindre invasivt og bedre tilpasset lokale forhold. Forskningen i mykorrhizasvampenes rolle åbner desuden vejen mod en mere bevidst skovgenopretning. I stedet for blot at plante skovplanter taler man i stigende grad om at “pode” jordbunden med de rette svampe eller jordbakterier. Unge planter får dermed mikroskopiske hjælpere ved sin side fra starten, der hjælper dem med at overleve tørke og næringsfattige forhold.
Små organismer, store konsekvenser
Historien om jordegernene på vulkanens skrænter fungerer som en påmindelse om, at selv små ændringer i økologien kan sætte en lang kæde af følger i gang. Én dags gravning foretaget af et fåtal af ubemærkede gnavere satte en regenereringsproces i gang, der nu har varet i over fire årtier. For mennesker vant til storslåede billeder — af lava, brande og orkaner — er det et mindre dramatisk, men umådeligt værdifuldt perspektiv.
Ægte naturgenopretning består af hundredvis af stille interaktioner: mellem rod og svamp, svamp og bakterie, jordegern og jordbund. Og det er netop dér, under vores fødder, at det afgøres, om et ødelagt landskab vækkes til live — eller forvandles til en permanent ørken. Det er måske værd at overveje, hvilke små forandringer du kan støtte i dit eget nærmiljø.
