Et landskab fra en anden verden – lige uden for Rom
Tæt på Rom gemmer der sig en egn, der føles fuldstændig fremmed: jorden ryger, vandet bobler, og luften bærer en skarp svovllugt. Caldara di Manziana er et lille geotermisk hjørne af regionen Lazio, der tiltrækker besøgende med månelignende udsigter, etruskiske sagn og behagelige skovvandringer.
Området er en beskyttet naturperle på cirka 90 hektar, indlejret i regionalparken Bracciano-Martignano. Det ligger mindre end en times kørsel fra Roms centrum og minder visuelt om en komprimeret udgave af Island eller den berømte Yellowstone.
En gammel vulkans arv: 600.000 år gammel geologisk historie
Det, vi ser i dag, er resterne af den tidligere vulkan Sabatino. For omkring 600.000 år siden rasede kraftige freatomagmatiske udbrud her. Da magmaen mødtes med grundvand, opstod der et krater, som med tiden fyldte sig med tørv og vand og dannede det nuværende tørvemose-bassin.
Forskere betegner stedet som et levende laboratorium for geotermisk aktivitet. Studiet af sådanne lokaliteter hjælper videnskaben med at forstå de vulkanske processer, der har formet hele det centrale Italien. For den besøgende er det en sjælden mulighed for at se med egne øjne, hvordan en vulkan kan forblive aktiv – helt uden udbrud.
Mini-Island under Rom: hvor jorden udånder gas
I Caldara di Manziana “koger” vandet ved en temperatur, der minder om det, der kommer ud af en vandhane derhjemme. Det er ikke varme, der får det til at boble – det er intense gasbobler, der stiger op fra dybet. Disse små “geysere” er det, der fascinerer turisterne allermest.
Der er i virkeligheden tale om svovlkilder, hvor vandtemperaturen holder sig omkring 20 grader Celsius. Fra bunden siver der konstant kuldioxid og svovlgasser op, som sætter overfladen i bevægelse og skaber illusionen af kogning. I kraterets centrale del har undergrunden en lysegrå til nærmest hvid farve – krakeleret og gennemboret af revner, hvorfra der stiger damp op.
Mod dette baggrundstæppe virker den mørke skov som kulissen til en fantasyfilm. Det er ikke svært at forstå, hvorfor de gamle etrusker betragtede dette sted som indgangen til underverdenen. Ifølge gamle sagn boede guden Mantus her – hersker over det etruskiske dødernes rige.
Fra hans navn stammer både stednavnet Manziana og den legendariske skov Silva Mantiana. I dag kan sådanne historier virke svære at tro – men gå en tur i morgentågen ved daggry, og du vil forstå, hvorfra associationerne stammer.
Hvide birketræer i svovlets rige: en botanisk gåde i Lazio
Caldara di Manziana er ikke kun et geotermisk skuespil. Det er også et ægte naturlaboratorium i levende drift. Det sure, mineralmættede underlag og mikroklima inde i krateret har skabt en overraskende vegetation.
Tæt ved de rygende vandkilder vokser en lille lund af vortebirk. De slanke, hvide stammer – som lokalbefolkningen kærligt kalder “albanelle” – ser ud, som om de er hentet direkte fra Skandinavien. Birk er en art, der hører hjemme i koldere, nordlige egne af Europa og i bjergområder, og her vokser den i en højde på blot 250 meter over havet.
Forskere forklarer birketræernes tilstedeværelse med teorien om det “postglaciale relikt”: de er de sidste vidner fra istiden, som har overlevet i Caldaras fugtige, kølige mikroklima. Blandt græsserne finder man også en meget sjælden, lokal varietet af slægten Agrostis, som har tiltrukket sig botanikernes interesse.
Hele dette lille hjørne fungerer som en oase, hvor planter forbundet med et helt andet klima mødes. Dyrelivet trives tilsvarende. I området lever vildsvin, ræve, grævlinge og et rigt fugleliv. Man kan sagtens spotte fiskehejrer, der jager nær vandet. I de små vandhuller dukker den sjældent observerede vandskorpion ind imellem op – et insekt med karakteristisk silhuet, der jager andre hvirvelløse dyr. Naturen har her skabt et økosystem, der er studier værdigt.
Sådan kommer du derhen og planlægger en dagstur fra Rom
Caldara di Manziana egner sig perfekt til en udflugt på et par timer fra Rom. Den nemmeste måde at komme derhen på er med bil. Fra de nordlige bydele kan man tage den klassiske Via Cassia eller den mere maleriske Braccianese-vej mod Bracciano-søen og derfra navigere mod landsbyen Manziana.
Ved indgangen til naturmonumentet er der gratis parkering ved den lokale vej SP2/c. Herfra fører en kort, flad sti ned til tørvemosen. Skovvandringen tager kun få minutter og ender med det pludselige syn af det rygende bassin foran én.
- Afstand fra parkeringen: ca. 10-15 minutter i roligt tempo
- Sværhedsgrad: let, også velegnet til børn
- Fodtøj: vandrestøvler eller sko med fast sål anbefales
- Tid på stedet: typisk 1-2 timer til en rolig gåtur og fotografering
- Entré: gratis, området er frit tilgængeligt
- Bedste årstid: forår og efterår – sommeren kan være varm
- Udstyr: vand, myggespray og hovedbeklædning
Trægelændere markerer det sikre besøgsområde. Det kan ikke betale sig at kravle over dem: jorden tæt på kilderne er sumpet og til tider direkte farlig, da et tyndt lag jord kan bryde igennem. Hold børn tæt ved dig og forklar dem med det samme, at dette er terræn, man betragter på afstand.
Det er kontrasten, der gør det stærkest: et øjeblik går du gennem en helt almindelig middelhavskov, og pludselig ændrer landskabet sig til noget, der snarere hører hjemme i naturvidenskabelige film fra Island. Netop dette overraskelsesmoment er grunden til, at mange vender tilbage med nye venner i slæb.
Macchia Grande: en filmisk skovsti og picnicsted
Den, der foretrækker længere ture, kan kombinere et besøg i Caldara di Manziana med en vandring i den nærliggende skov Macchia Grande. Den velafmærkede sti CAI 262B fører let fra det geotermiske bassin og ind i skovens dyb.
Macchia Grande er et monumentalt skovkompleks med kraftige, gamle egetræer og brede lysninger. Mange steder finder man afmærkede bål- og grillpladser, hvilket gør stedet til et yndet mål for familiepicknicer blandt regionens indbyggere. I weekenderne støder man tit på hele grupper af romere, der søger en stund væk fra bylarmen.
Macchia Grande har fungeret som naturlig kulisse for flere berømte italienske film, herunder “Markien del Grillo” og “Pinocchio” instrueret af Roberto Benigni. Kombinationen af geotermisk seværdighed og filmisk skov er en færdig plan for en hel dag: om morgenen en gåtur ved de rygende kilder, siden en rolig vandring og picnic i skyggen af gamle træer.
Skoven byder desuden på muligheder for dyreobservation. Forskere har dokumenteret forekomster af rådyr, pindsvin og sjældne spættearter. For naturfotografer er det ideelle omgivelser med et righoldigt udvalg af motiver.
Hvad du skal være opmærksom på – og hvordan du får det bedste ud af besøget
Selvom ruten er forholdsvis let, er det værd at forberede sig som til en klassisk tur i naturen. Det vigtigste er ordentligt fodtøj – efter regn kan området rundt om tørvemosen hurtigt blive glat og mudret, og lette sportssandaler er ikke nok.
I de varmere måneder er der myg i området, så en myggespray er en god idé. Det skader heller ikke at have noget til at dække hovedet med og en flaske vand, for solen over det åbne terræn ved mosen kan brænde overraskende godt, selv når luften virker frisk.
Besøgende bør respektere naturen og holde sig til de afmærkede stier. Parkforvaltningen anbefaler, at man ikke forstyrrer dyrelivet og ikke plukker planter. Fotografering er tilladt uden begrænsninger, men brugen af droner er forbudt i det beskyttede område.
Familier med børn gør klogt i at medbringe en madpakke og en termokande med varm drik, især i de køligere måneder. Picnicpladserne i Macchia Grande har borde og bænke, hvor man kan slappe af i fred og ro.
Caldara di Manziana: en lektion i geologi og økologi
For mange ender turen til Caldara ikke blot med en serie imponerende billeder, men også med en dybere forståelse af de kræfter, der har formet Italien. Her kan man med egne øjne se, at en vulkan ikke behøver at eksplodere for at forblive aktiv i dybet. De boblende kilder og svovllugten minder om, at kræfter, vi sjældent tænker på i hverdagen, stadig arbejder under vores fødder.
Det er også et fremragende sted til en samtale om, hvor sårbare økosystemer kan være. En enkelt ulovlig ild, for mange turister der forlader de afmærkede stier, eller efterladt affald er nok til at sætte et lille beskyttet område under pres. Stadig flere regioner i Italien satser netop på denne kombination af turisme og naturoplysning: du må komme, slappe af og fotografere – men til gengæld forventes en grundlæggende respekt for stedet.
For den dansker, der normalt forbinder Rom med klassiske seværdigheder og museer, er sådan en “lille Island” under storbyens overflade en forfriskende forandring. Et besøg i Caldara di Manziana viser en helt anden side af Lazio: rå, lidt vild og langt snarere forbundet med ild og gas fra jordens indre end med marmor og barok. Det er en oplevelse, der sidder i hukommelsen mindst lige så længe som endnu et foto foran Colosseum. Er det ikke præcis den slags kontraster, der gør rejser uforglemmelige?
