Vinter, frost og et fuglehus fyldt med lækkerier – men solsorten går bare rundt på jorden
Frostvejr, et velforsynet fuglehus hængende i træet, og alligevel vandrer solsorten roligt rundt på jorden og ignorerer det hele. For mange mennesker er det en gåde. Men i virkeligheden er det resultatet af tusindvis af års tilpasning til et liv tæt på jordoverfladen.
Mens andre fugle kaster sig over talgsbolde og frø, ser den sorte fugl med det gule næb ud til slet ikke at interessere sig for foderbrættet. Det er ikke lunefuldhed – det er en naturlig konsekvens af evolutionen. Solsorten er simpelthen ikke bygget til svajende fuglehuse.
De fleste tror, at et vinterfuglehus hjælper alle fugle på samme måde. Men hos solsorten fungerer det anderledes. Krop, adfærd og kost har gennem årtusinder tilpasset sig et liv på jorden, ikke i grenene. Forstår du hvorfor den opfører sig sådan, kan du hjælpe den meget bedre end med et klassisk fuglehus fyldt med hårde frø.
Ornitologer advarer om, at vinterfodring skal respektere de enkelte arters naturlige behov. Det der virker for mejser, passer slet ikke nødvendigvis til solsorten. Og prøver du at hjælpe fugle på den forkerte måde, gavner du dem faktisk ofte ikke.
Hvorfor solsorten ignorerer det fyldte fuglehus i træet
Solsorten er ingen akrobat som mejsen. Den kan godt se de hængende talgsbolde på afstand, men instinktet siger: søg føde på jorden. Den har kraftige ben, fremragende syn og en krop skabt til at hoppe rundt i græsset, rode i løvtæpper og undersøge blade. En gren med et fuglehus repræsenterer en unaturlig situation fuld af risiko for fald og rovdyrsangreb.
Solsorten stoler instinktivt på det, der gemmer sig under dens fødder – ikke på det, der svajer over dens hoved i en snor. Selv i den hårdeste frost går den hen over sneen, kigger under løvet og finder det, vi ikke umiddelbart ser: bittesmå insekter, larver, regnorme og bløde planterester.
Hver morgen skal solsorten finde nok føde, ellers risikerer den at blive nedkølet. Den lille krop mister varme med lynets hast, så fuglen er nødt til at spise hyppigt og præcist. Ethvert spildt forsøg på at få fat i hård føde er energispild, som den ikke kan genvinde.
Hængende frø eller frosne talgsbolde er et risikabelt projekt for den – den skal klatre, balancere og kan ofte slet ikke spise det til sidst. Derfor foretrækker den at blive på jorden, hvor den har sikkerhed.
Hvordan der opstår et vintermikroklima under løvet
For mange haveejere er rakt og bortfjernet løv lig med orden. For solsorten er det en katastrofe. Et lag løv ved buske fungerer som et tæppe. Det isolerer jordbunden, bremser frosten og gør det muligt at opretholde en lidt højere temperatur lige under overfladen end på en bar plæne.
I dette tynde, ufrosne lag foregår der stadig liv. Mikroorganismer nedbryder organisk materiale, og indeni gemmer sig larver, små hvirvelløse dyr og andre proteinkilder. For solsorten er det en sand naturlig restaurant.
Når vi tænker på vinter, tænker vi primært på fedt som brændstof for fugle. Hos solsorten ser det lidt anderledes ud. Dens organisme er vant til en kost bestående af insekter, regnorme og blødt frugt – og har fortsat brug for en ordentlig dosis animalsk protein. Under løvet finder solsorten det, som ikke engang den fedeste talgsbolle kan give den: bløde, letfordøjelige proteiner i form af larver og regnorme.
Når buskene er bare og plænen er “perfekt ryddet”, mister fuglen et af sine vigtigste fødesteder. Derfor er det at lade løvet ligge i havens kroge ikke forsømmelse – det er reel hjælp.
Hvad et “blødt næb” betyder i praksis
Solsorten har et slankt og forholdsvis fint næb. Den kan ikke håndtere det hårde skal på et solsikkekerne sådan som en kernebider eller en spurv kan. En blanding fuld af store uskallede frø er nærmest ubrugelig for den. Den kan godt fange mindre stykker, men de energimæssige omkostninger ved sådan et måltid er høje og udbyttet minimalt.
Resultatet er, at fuglen instinktivt omgår det fuglehus, som er et paradis for mange andre arter. Den søger noget, der kan sluges med det samme, uden at skrælle eller anstrenge sig. Næbbet er mere egnet til at samle bløde bidder og grave orme op af jorden.
Om efteråret spiser solsorten gerne bær fra vedbend, hyld eller tjørn. Men kolde nætter forvandler disse frugter til hårde, udtørrede kugler. Efter flere omgange frost er selv dem, der hænger tilbage på grenene, ikke særlig velegnede til føde. De er tørre, næringsfattige og svære at gennembore med et fint næb.
Derfor sænker solsorten sig midt på vinteren nærmest helt ned til jordens niveau – bogstaveligt talt. Under beskyttelse af løv og strøelse finder den stadig bløde bidder, som den hverken skal knække eller pille. Det er præcis den føde, dens krop hurtigt kan bearbejde og trække maksimal energi ud af.
Vintermenu som solsorten spiser med glæde
I stedet for at tilføje endnu flere talgsbolde er det værd at anlægge et særligt “hjørne” til fugle, der søger føde ved jorden. Det, der virker bedst, er bløde og letspiste produkter, som solsorten hurtigt kan bearbejde.
De bedste valg til vinterfodring af solsorte:
- Frugt: overmodne æbler og pærer skåret halvt over og lagt med snitfladen opad, så solsorten nemt kan nå frugtkødet
- Rosiner: det er godt at lægge dem i blød i lunkent vand på forhånd, så de blødgøres og bliver fugtige
- Havregryn: let drysset med planteolie (for eksempel rapsolie), hvilket øger madens energiværdi
- Færdige blandinger til insektædende fugle: indeholder som regel tørrede mellarver og andre proteinkilder
- Æblestykker: friskskårne eller let brune, hvor de er ekstra bløde
- Opblødt tørret frugt: abrikoser, blommer eller figner skåret i mindre stykker
Det bedste for solsorten er blød kost: frugt, havregryn og larver – ikke hårde frø der kræver skrælning. Forskere understreger, at den rigtige vinterkost kan være afgørende for solsortens overlevelse under de hårdeste frostvejrsperioder.
Hvor man lægger maden, så solsorten føler sig tryg
Stedet er afgørende. Midten af en brolagt terrasse er for solsorten et sted, der er fuldstændig udsat for angreb fra alle sider. I naturen søger denne fugl føde tæt ved buske og tæt bevoksning, hvorfra den med et enkelt hop kan forsøjnde ind i et sikkert krat.
De bedste steder til fodring:
- Under lave buske eller tætte nåletræer, hvor solsorten har flugtvej inden for synsvidde
- Kanten af plænen ved en levende hæk, helst med udsyn mindst en meter i alle retninger
- Havens kroge med efterladt løvbunke og naturlig vegetation
- Under tætte grene på gamle frugttræer, hvor solsorten har naturligt dække
Det kan betale sig at sprede maden over et større areal i stedet for at samle det hele ét sted. Det mindsker aggression mellem fugle, for solsorte er overraskende territoriale – selv om vinteren. Når hver fugl har sit eget rum, spiser den mere roligt.
Et godt fodringssted kombinerer to ting: fri udsigt en til to meter rundt om sig og en tæt busk helt tæt på som lynhurtig tilflugt. Læg ikke mad ved indgange, i kroge under terrassen eller nær et brædestabel – det er ideelle skjulesteder for rovdyr.
Sådan beskytter du solsorten mod katte og andre rovdyr
Fodring ved jorden har én alvorlig ulempe: fuglene bliver et let mål for katte. Et dyr, der gemmer sig i buskene, kan angribe på et splitsekund. Ét øjebliks uopmærksomhed fra en fugl, der bøjer sig over et stykke æble, er nok.
De fleste katteangreb på solsorte sker i de tidlige morgentimer, når fuglene aktivt søger føde og kattene vender hjem fra nattepatrulje. Zoologer anbefaler at vælge steder med lavt græs eller anden bund, hvor det ikke er muligt at liste sig ubemærket frem.
Det er værd at holde øje med, om naboens kat regelmæssigt patruljerer det valgte sted i haven. Gør den det, så flyt fodringen et andet sted hen. Katte er vanedyr og vender gerne tilbage til steder, hvor de én gang har haft succes eller set bytte.
Et godt system i haven er to niveauer af fodring: et hængende fuglehus til mejser, spurve og grønirisk, og et lavt, specielt sted til solsorten og andre jordfødesøgende fugle som drossel. På jorden serverer du bløde produkter; i fuglehuset oppe hænger hårde frø, nødder og solsikke.
Hertil en lavvandet skål med vand, der jævnligt fyldes op. På frostdage er det en god idé at hælde let lunkent vand i, så det ikke fryser til med det samme. Fugle skal drikke om vinteren også – faktisk tit mere end om sommeren, fordi tør kost fjerner fugtighed fra dem.
Hvad du ellers kan gøre for solsorte i din have
På længere sigt betyder den måde, haven indrettes på, mest. Tætte levende hegn, buske med spiselige bær, dele af haven der efterlades lidt “vildere”, løv der ikke rives væk under alle buske – alt dette skaber et rum, hvor solsorten kan finde føde og gemme sig året rundt.
Det er værd at vide, at solsorten hurtigt lærer mønstrene i vores have. Lægger du hver morgen en portion frugt og havregryn på det samme rolige sted, vil fuglene begynde at betragte det som en fast, relativt sikker energikilde. Det kan afgøre deres overlevelse under de skarpeste frostvejrsperioder. Det virker måske som en lille ændring i haven, men for solsorten kan det betyde forskellen mellem liv og død.
