Grønlands arktiske is smelter hurtigere end nogensinde
Arktisk is på Grønland har skrumpet i årtier, men først den nyeste analyse af syv årtiers data afslører, hvor dramatisk denne proces er accelereret.
Geografer fra universitetet i Barcelona kortlagde samtlige ekstreme afsmeltningsepisoder på den grønlandske indlandsis siden 1950. De kombinerede satellitobservationer, meteorologiske data og en avanceret klimamodel for at finde ud af, hvad der præcist driver den lavineagtige stigning i vandmængden, der løber fra iskappen ud i oceanerne.
Grønland i centrum for klimaforandringerne
I de seneste år tiltrækker Arktis i stigende grad opmærksomhed fra politikere, militær og erhvervsliv. I takt med klimaopvarmningen åbner nye søveje sig, og råstoffer der i århundreder var blokeret af is, bliver potentielt tilgængelige. Den samme proces underminerer imidlertid fundamentet for det stabile klima, som samfund over hele planeten er afhængige af.
Den grønlandske indlandsis er jordens næststørste ferskvandsreservoir – kun overgået af Antarktis. Når den mister masse, ender dette vand i oceanerne og hæver vandstanden over hele verden, fra Gdańsk til Nildeltaet. Derfor har forskere i årevis forsøgt at forstå nøjagtigt, hvor hurtigt dette isdepot forsvinder, og hvad der svækker det mest.
Den nyeste analyse viser, at intense afsmeltningsepisoder ikke blot er blevet hyppigere – de har også ramt en væsentligt større del af Grønlands overflade og produceret mange gange mere vand, end man tidligere antog.
Hvad forskerne gjorde: 70 år med ekstreme afsmeltningsepisoder
Holdet fra Barcelona fokuserede på perioden 1950 til 2023. Forskerne rekonstruerede dag for dag de atmosfæriske forhold over Grønland og sammenlignede dem med iskappeens reaktion – altså mængden af vand opstået fra smeltende sne og is.
Forskerne skelner mellem to typer luftcirkulation, der særligt påvirker afsmeltningen. Et højtrykssystem, eller anticyklon, medfører masser af sol, få skyer og vindstille varmt vejr. Et lavtrykssystem, eller cyklon, forårsager indstrømning af varme luftmasser, ofte fra syd, og episoder med intense regnbyger.
Ved hjælp af en regional klimamodel forsøgte forskerne at adskille indvirkningen af disse vejrkonfigurationer fra den overordnede atmosfæriske opvarmning. Med andre ord: er afsmeltningen accelereret primært fordi det er varmere overalt, eller fordi der oftere opstår “dødelige” synoptiske situationer for isen over Grønland?
Syv rekordmæssige sæsoner efter år 2000
Analysen viste, at karakteren af de ekstreme afsmeltningsepisoder fuldstændig ændrede sig i anden halvdel af den undersøgte periode. Afsmeltningen sker hyppigere, kraftigere og over et større areal.
- Det areal af indlandsisen, der rammes af intens afsmeltning, vokser med cirka 2,8 millioner kvadratkilometer per årti
- Vandmængden fra sådanne sæsoner er steget seks gange
- Syv af de ti mest dramatiske afsmeltningsepisoder er indtrådt i det 21. århundrede
- Sommersæsonerne i august 2012 og juli 2019 og 2021 har sat særlige aftryk i klimaregistret
- Det omfang og den intensitet af afsmeltning, der blev nået i disse år, havde ingen sidestykke i data tilbage til midten af det tyvende århundrede
- Isen mistede dengang masse i en størrelsesorden, som klimaforskere indtil for nylig anså for usandsynlig
Siden århundredeskiftet er den grønlandske indlandsis stadig oftere gået ind i en tilstand med “maksimal afsmeltning”, som for blot et par årtier siden optrådte sjældent.
Atmosfæren spiller hovedrollen
Analysens resultater viser, at selve opvarmningen af atmosfæren over Arktis forklarer en stor del af den observerede acceleration. Ifølge forskerne kan op til cirka 63 procent af stigningen i vandproduktion fra afsmeltning tilskrives den direkte stigning i lufttemperaturen.
Ændringer i cirkulationen – altså hvor ofte og hvor længe bestemte tryksystemer holder sig over Grønland – har også betydning, men når ikke op på niveauet af den overordnede opvarmningstrend. Med andre ord oplever den nuværende is en væsentligt kraftigere afsmeltning end i 1960erne eller 70erne, selv ved lignende vejrfordelinger, simpelthen fordi luften er varmere.
Interessant er konklusionen om de geografiske ændringer. Det er ikke kun den sydlige del, hvor klimaet er noget mildere, der reagerer kraftigst – det gælder også den fjerne nordlige del af øen. Denne del af indlandsisen gjaldt længe for at være mere stabil, koldere og mere modstandsdygtig over for kortvarige vejrudsving.
Nordgrønland som Arktis’ nye brændpunkt
Fremtidsmodellering baseret på et scenarie med høje drivhusgasemissioner antyder, at vandmængden fra afsmeltning i det nordlige Grønland kan blive tredoblet inden udgangen af det 21. århundrede. Det er særligt vigtigt, fordi gletcherne dér munder direkte ud i Arktis Hav og kan have stor indvirkning på overfladevandets saltholdighed og tæthed.
En tredobling af ferskvandafstrømningen fra det nordlige Grønland indebærer en alvorlig forstyrrelse af balancen mellem overflade- og dybvand i Nordatlanten. Hver millimeter i global vandstandsstigning skaber reelle problemer for lavtliggende områder og havnebyer.
Grønland er allerede i dag en af de største “bidragydere” til de voksende oceaner, og den acceleration, der beskrives i studiet, tyder på, at dets andel vil vokse hurtigere end ældre scenarier forudsagde.
Hvad betyder det for havniveauet og havstrømmene
Stigningen i afsmeltning fra indlandsisen afspejles direkte i et højere havniveau. Grønland er allerede nu en af de vigtigste vandkilder til de voksende oceaner, og den acceleration forskningen beskriver antyder, at dets bidrag vil stige hurtigere end tidligere scenarier forudsagde.
Den anden, mindre åbenlyse konsekvens er en ændring af det skrøbelige mønster for havstrømmene. En for stor mængde koldt ferskvand i de nordlige breddegrader kan svække varmetransporten tværs over Nordatlanten. En sådan proces påvirker vejret i Europa og ændrer fordelingen af lavtryk, storme og hedebølger.
Selve det faktum, at Grønland mister is, overrasker ikke klimaforskerne. Derimod overrasker den hastighed, hvormed antallet af ekstreme afsmeltningssæsoner er steget efter år 2000. Når det gælder planlægning af kystbeskyttelse, havneinfrastruktur og tilpasning af landbruget i kystzonerne, tæller det ikke blot, hvor meget havniveauet stiger, men hvor lang tid lokalsamfund har til at forberede sig.
Hvad Arktis-tallene betyder set fra et europæisk perspektiv
For mange europæiske læsere kan resultaterne af det spanske forskerhold virke fjerne. I praksis har det, der sker på Grønland, konsekvenser langt ud over øen selv.
Et højere havniveau øger risikoen for stormfloder i kystområder, især ved stærk vind fra havet. Ændringer i havstrømmene kan påvirke hyppigheden af de vestlige vinterstorme, der med få års mellemrum rammer de europæiske kyster hårdt. Forstyrrelser i Europas klima giver sig udslag i længere tørkeperioder eller kraftige regnskyl, der rammer landbrug og infrastruktur.
Derfor indgår data fra det nordlige Grønland i de modeller, der forsøger at forudsige fremtidige forhold i Middelhavsregionen og i det øvrige Europa. Hver ny undersøgelse præciserer disse forudsigelser, reducerer usikkerheden og giver lokale myndigheder bedre grundlag for beslutninger om investeringer med en tidshorisont på årtier frem.
Information fra en tilsyneladende fjern arktisk region er ingen eksotisk kuriositet. Det er en tidlig advarsel om forandringer, der gradvist vil brede sig til vores floder, byer og budgetter for beskyttelsesinvesteringer. Jo bedre vi forstår, hvor hurtigt den grønlandske is smelter, desto klogere kan vi planlægge fremtiden – også her i Europa.
