Vi har lyttet i årtier – og hørt ingenting
I årtier har vi rettet radioteleskoper mod stjernehimlen uden at finde ét eneste klart bevis på, at andre civilisationer eksisterer. Men en ny teoretisk analyse peger på en ubehagelig mulighed.
Avancerede fremmedcivilisationer kan have sendt signaler mod vores planet for længst – og vi har simpelthen ikke registreret dem. Det betyder ikke nødvendigvis, at rumvæsener ikke findes. Det afslører snarere, hvor ufuldkomne og tilfældige lyttere vi er i et enormt og støjfyldt univers.
Hvad søger forskerne egentlig efter derude
I mere end et halvt århundrede har videnskabsfolk systematisk forsøgt at opfange spor efter teknologisk udviklede civilisationer uden for Jorden. Projekter som SETI benytter et netværk af radioteleskoper spredt over hele verden – og alligevel forbliver resultaterne frustrerende. Intet overbevisende signal, ingen utvetydig besked. Astronomer understreger dog, at fravær af beviser ikke er det samme som bevis på fravær.
De nyeste teoretiske studier tyder på, at problemet kan ligge i timing og rumlige koordinater. Universet er ufatteligt stort, og elektromagnetiske signaler bevæger sig med en endelig hastighed. Hvis en civilisation sendte en rettet besked mod Solsystemet for tusinder eller endda millioner af år siden, kan den allerede have passeret vores del af rummet, inden vi overhovedet begyndte at lytte.
Eksperter inden for astrobiologi bruger betegnelsen teknosignatur om enhver målbar rest efter en fremmed civilisations teknologi. Disse indikatorer kan antage mange former, og ikke alle er lige lette at detektere med nutidens instrumenter.
Radioteleskoper ved observatorier som Arecibo og Green Bank opfanger elektromagnetiske bølger fra fjerne hjørner af universet. Forskerne leder specifikt efter signaler, der ikke kan opstå ved naturlige processer – periodisk gentagne pulser, smalle frekvensbånd eller kodede mønstre, der minder om Jordens telekommunikationssystemer.
- Usædvanlige radiotransmissioner med smalt spektrum
- Laserpulser sendt ud i rummet
- Dyson-sfærer der omslutter stjerner
- Kemisk forurening i exoplaneternes atmosfærer
- Kunstige megastrukturer der ændrer stjernernes lysstyrke
- Modulerede optiske signaler
- Ændringer i infrarød stråling der antyder energiforbrug
Hvorfor kan vi have overset fremmede beskeder
Det tidsvindue, hvor vores civilisation aktivt lytter mod universet, er ekstremt kort målt i kosmiske størrelsesordener. Radioastronomi er lidt over hundrede år gammel, og systematiske programmer som SETI har eksisteret i cirka tres år. Det svarer til et splitsekund i Mælkevejens historie.
Stjerner som vores Sol eksisterer i milliarder af år, og planeter i deres omgivelser kan huse liv i enorme tidsperioder. Hvis en anden civilisation sendte et signal for ti tusinde år siden, har de elektromagnetiske bølger forladt vores del af rummet længe inden vi byggede det første radioteleskop. Forskere fra Massachusetts Institute of Technology har beregnet, at sandsynligheden for tidsmæssigt sammenfald mellem transmission og modtagelse er statistisk meget lav.
Dertil kommer, at vores detektionsteknologi har begrænset rækkevidde og følsomhed. Et radioteleskop kan kun opfange signaler fra én bestemt retning og inden for et specifikt frekvensbånd. Men universet tilbyder næsten uendelige kombinationer af retninger, frekvenser og tidspunkter. Astronomen Frank Drake opstillede allerede i 1960’erne sin berømte ligning til at estimere antallet af kommunikerende civilisationer i galaksen.
Hvor mange civilisationer kan der eksistere i galaksen
Drakes ligning tager højde for faktorer som hastigheden for stjernedannelse i Mælkevejen, andelen af stjerner med planeter, antallet af planeter i den beboelige zone og sandsynligheden for, at intelligent liv opstår. Resultaterne varierer dramatisk afhængigt af, hvilke værdier man sætter ind i de enkelte variable.
Pessimistiske skøn antyder, at vores civilisation kan være alene i galaksen eller én af meget få. Mere optimistiske beregninger åbner for tusinder eller millioner af teknologisk avancerede samfund. Astrofysikere fra University of California i Berkeley understreger dog, at alle ligningens parametre er behæftet med enorm usikkerhed.
Problemet handler også om civilisationers levetid. Hvis en gennemsnitlig teknologisk civilisation kun eksisterer i nogle få hundrede eller tusinde år, inden den ødelægger sig selv eller skifter til andre kommunikationsformer, falder chancen for overlap mellem to civilisationer i tid og rum drastisk. Noget forskning tyder på, at avancerede kulturer måske ville skifte til mere energieffektive kommunikationsmetoder som gravitationsbølger eller neutrinostråler.
Rettede signaler kontra rundsendt transmission
En fremmed civilisation ville sandsynligvis ikke sende energikrævende rundsendinger ud til hele galaksen. Det er langt mere effektivt at rette en smal stråle mod lovende stjerne systemer. Men det betyder, at enhver fremmed sender præcist skal pege sit signal mod Solsystemets koordinater.
Astronomer fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics har beregnet, at en snævert fokuseret laser- eller radiostråle kan detekteres på tusinders af lysårs afstand – men kun hvis Jorden befinder sig direkte i dens bane. Rammer strålen ved siden af med blot en brøkdel af en grad, opfanger vi absolut ingenting. Sandsynligheden for en så præcis kollimation er yderst lav.
Hertil kommer, at Jorden kredser om Solen, som selv bevæger sig gennem Mælkevejen med en hastighed på cirka tohundrede kilometer i sekundet. Vores position i universet ændrer sig altså konstant. Et signal rettet mod det sted, hvor Jorden befandt sig for hundrede tusinde år siden, ville i dag misse målet med en enorm afstand. Enhver fremmed civilisation ville være nødt til at beregne vores aktuelle position inklusive alle gravitationspåvirkninger.
Hvad kan vi gøre for at øge chancerne for at opdage noget
Forskere anbefaler at udvide spektret af overvågede frekvenser og anvende mere avancerede kunstig intelligens-algoritmer til at filtrere de enorme datamængder fra radioteleskoperne. Projektet Breakthrough Listen, finansieret af Yuri Milner, analyserer allerede petabytes af information fra observatorier verden over.
En anden mulighed er at bygge teleskoper på Månens bagside, hvor de ville være beskyttet mod forstyrrelser fra Jorden. Det kinesiske observatorium FAST i provinsen Guizhou med en diameter på fem hundrede meter hører til nutidens mest følsomme instrumenter. Den Europæiske Rumorganisation ESA planlægger missioner rettet mod at detektere biosignaturer i exoplanetatmosfærer ved hjælp af spektroskopi.
Det betyder ikke, at vi skal opgive søgningen. Vi skal snarere være mere tålmodige og kreative i vores metoder. Måske passerer der netop nu et signal forbi vores planet, som vores eksisterende udstyr slet ikke er i stand til at genkende. Tænk over, hvor lidt vi egentlig ved om, hvad universet måske forsøger at fortælle os.
