Der hersker en bekymrende stilhed over markerne
På majs- og sojabønnemarkerne er det stille. Faktisk alt for stille, advarer den nyeste videnskabelige analyse.
En ny undersøgelse offentliggjort i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift viser, at i de områder med den mest industrialiserede landbrugsproduktion falder fuglebestandene ikke blot år for år – det sker med stadig større hastighed. Det vigtigste spor peger direkte mod den intensive brug af gødning og pesticider.
Det er ikke kun antallet af fugle, der mindskes. Selve tempoet i deres forsvinden accelererer. Og dette er langt fra et problem forbeholdt det fjerne Nordamerika. De mekanismer, forskerne har beskrevet, fungerer på nøjagtig samme måde i Europa – herunder i Danmark og hele Skandinavien – overalt hvor store enmarker med majs eller raps har erstattet den varierede mosaik af enge, markskel og småskove.
Hvor mange fugle er egentlig forsvundet i de seneste årtier
Et forskerhold analyserede bestandstætheden hos 261 nordamerikanske fuglearter over mere end tre årtier – fra 1987 til 2021. Konklusionen fra det indsamlede datamateriale er utvetydig: bestandene for disse arter er i gennemsnit faldet med cirka 15 procent.
Endnu mere alarmerende er omfanget af tilbagegangen hos de enkelte arter. Hele 47 procent af dem udviser en markant, statistisk bekræftet nedadgående tendens. Det er ikke længere en håndfuld undtagelser – det er et udbredt fænomen.
Forskerne påpeger, at hos næsten en fjerdedel af de analyserede arter ikke blot fortsætter tilbagegangen, men accelererer år for år. Netop denne acceleration var et centralt element i undersøgelsen. Forskerne nøjedes ikke med en simpel sammenligning af fortid og nutid – de kortlagde, hvordan afviklingstakten ændrer sig over en længere tidshorisont.
Denne metode gør det muligt at identificere såkaldte hotspots – regioner og arter, hvor situationen er ved at løbe løbsk, inden fuglene er næsten fuldstændig forsvundet. Det er en advarsel, der skal give mulighed for rettidig indgriben.
Hvordan kortet over forsvindende fugle overlapper med intensive landbrugsområder
Analysens resultater viste sig at være meget konsekvente. Zonerne med de hurtigste bestandsfald hos fugle overlapper næsten perfekt med de områder, hvor intensivt landbrug dominerer baseret på en række fælles kendetegn.
Forskerne identificerede følgende karakteristika:
- højt forbrug af pesticider, især insekticider og herbicider
- store mængder kunstgødning
- omfattende monokulturer – enorme marker med én enkelt afgrøde
- fravær af naturlige landskabselementer som markskel, læhegn eller vandhuller
- minimal mangfoldighed af afgrøder i landskabet
- mangel på gamle træer med hulheder, der er egnede til reden
Disse konklusioner passer ind i et større billede. Den Internationale Naturbeskyttelsesunion har tidligere beregnet, at bestandene hos 61 procent af verdens fuglearter er faldende, og at udvidelsen og intensiveringen af landbruget hører til de vigtigste drivkræfter bag denne tendens.
Eksperter fra universiteter i både Nordamerika og Europa er enige om, at det ikke er et lokalt problem. Fungerer mekanismen på de canadiske prærier, vil den virke på præcis samme måde i det danske agerland.
Hvorfor industrilandbrug skader fugle mere end andre faktorer
Først ændres landskabet. Naturlige enge, krat, små lunde og markskel forsvinder og erstattes af vidtstrakte, flade marker. Træer, buske, gamle hulheder i stammer og vandflader forsvinder – præcis de elementer, som fugle har brug for til reden, beskyttelse mod rovdyr og fødesøgning.
Omdannelsen af et varieret landskab til ensformige marker betyder for fuglene et simultant tab af skjulesteder, redepladser og fødegrundlag. For storken er der ingen steder at jage mus. For sanglærken ingen sted at bygge rede i græsset. For rødstjernen mangler der stendiger og markskel.
Det andet slag kommer i form af kemi. Intensivt landbrug baserer sig på store mængder gødning og plantebeskyttelsesmidler. Selvom nogle fugle direkte kan forgiftes, understreger forskerne, at det afgørende problem ligger et andet sted: i tabet af føde.
Når insekterne forsvinder, sulter hele fødekæden. For mange fuglearter – særligt spurvefugle – udgør insekter den primære fødekilde, i hvert fald i dele af året eller ved fodring af unger. Samtidig betragter landmanden en stor del af disse insekter som skadedyr, der skal elimineres fra marken så hurtigt som muligt.
Hvilken indvirkning har insekticider på fuglenes adgang til føde
Her træder insektmidlerne ind i billedet. De udrydder insekter effektivt, men fjerner samtidig fuglenes naturlige spisekammer. Herbicider rydder ukrudt og med det hele miniature-økosystemer, hvor yderligere insektarter levede. Gødning ændrer plantesammensætningen, hvilket også afspejles i strukturen af hvirvelløsedyrspopulationer.
Effekten er ligetil: færre insekter betyder mindre tilgængeligt foder, dårligere kondition hos voksne individer, svagere ynglesucces og lavere overlevelse hos ungerne. På lang sigt fører det til en vedvarende reduktion af bestandene. Forskere fra Nederlandene offentliggjorde for nylig en undersøgelse, der viste et fald i biomassen af flyvende insekter på op til 75 procent over de seneste 27 år.
Forskere fra Tyskland bekræftede lignende resultater. I beskyttede områder omgivet af intensive marker forekommer insekter kun i en brøkdel af den oprindelige mængde. For fuglene svarer det til at sulte midt i et tilsyneladende frugtbart landskab.
Problemet er komplekst. Neonikotinoide insekticider virker ikke kun direkte på målinsekterne, men forurener på lang sigt jord og vandløb. Restkoncentrationer forbliver aktive i måneder og år og påvirker hele generationer af hvirvelløse dyr.
Hvordan klimaforandringer forværrer virkningerne af intensivt landbrug
Undersøgelsens forfattere analyserede også indvirkningen af stigende temperaturer. En stigning i gennemsnitstemperaturen i en given region hang sammen med et samlet fald i fuglebestandene. Varme somre, hyppigere hedebølger, tørke og voldsomme vejrfænomener belaster fuglenes organismer og gør det sværere at skaffe føde.
Resultaterne afslørede dog noget endnu mere bekymrende: dér, hvor landbruget er særligt intensivt og klimaet samtidig opvarmes, er faldene i fuglebestandene betydeligt kraftigere. De to belastninger virker samtidigt og forstærker hinanden gensidigt.
Kombinationen af stærk kemikalisering af landbruget og et opvarmende klima betyder, at i forvejen svækkede fuglebestande skrumper endnu hurtigere. Forskerne kalder dette fænomen for en synergistisk effekt – summen af skaderne er større end blot summen af de enkelte faktorer.
Ændret arealanvendelse spiller også sin rolle. Vidtstrakte marker giver langt mindre skygge end naturlig skov eller krat, og fældning af træer til fordel for markdrift begrænser optagelsen af kuldioxid. I praksis skaber det lokale varmeøer og endnu hårdere vilkår for dyrene.
Findes der en måde at producere mad på, der er skånsom over for naturen
Forskerne understreger, at det ikke handler om at stille godt og dårligt landbrug op imod hinanden, men om måden, vi forvalter jorden på – om det er muligt at forene fødevareproduktion med naturbeskyttelse. Én af de tilgange, der vinder stadig større opmærksomhed, er det, der kaldes regenerativt landbrug.
Det er en tilgang, hvor landmanden:
- begrænser brugen af pesticider og herbicider
- forsøger at bevare eller genskabe varierede landskabselementer som markskel, trærækker og vandhuller
- undgår omfattende monokulturer til fordel for større afgrødediversitet
- planlægger alle indgreb med hensyn til jordens frugtbarhed og biodiversitet
- støtter naturlige fjender af skadedyr
- anvender sædskifte og efterafgrøder
- minimerer forstyrrelsen af jordstrukturen ved pløjning
- skaber redeforhold for fugle direkte på bedriften
Landbrug, der respekterer naturlig bevoksning, bevarer fragmenter af vild vegetation og reducerer kemianvendelsen, kan markant bremse tilbagegangen i fuglebestandene. Eksperter advarer dog om, at i mødet med den stigende efterspørgsel efter fødevarer og den accelererende klimakrise er en ændring af landbrugspraksis alene måske ikke tilstrækkelig.
Presset om stadig højere udbytter betyder, at landmænd ofte griber til afprøvede, intensive metoder, der giver hurtig høst, men til en høj miljømæssig pris. EU's og de enkelte landes tilskudspolitik spiller en afgørende rolle i denne sammenhæng.
Hvad kan vi gøre for at redde fuglebestandene
Ansvaret hviler ikke udelukkende på landmændenes skuldre. Retningen for forandringer bestemmes af politiske beslutninger, tilskud og regulering – men også af forbrugernes valg. Når stater yder finansiel støtte til naturvenlig praksis, er det lettere for landmænd at tage risikoen ved at skifte til mindre intensive dyrkningssystemer.
Når forbrugere vælger produkter fremstillet med respekt for miljøet, sender det et signal direkte ind i forsyningskæden. Efterspørgslen efter økologiske fødevarer eller produkter fra lokale mindre bedrifter skaber det økonomiske råderum for mere skånsom drift.
Det er også værd at tænke i den lokale målestok. Selv små skridt – som at lade en del af haven gro vildt, plante frugtbuske, anlægge en lille dam eller undvære kemikalier i forhaven – skaber refugier for fugle og insekter. Med tusindvis af sådanne steder spredt ud over landet opstår der et tæt netværk, der understøtter biodiversiteten selv i landbrugslandskaber.
Den nye undersøgelse er altså ikke blot tørre statistikker om endnu et fald i procentpoint. Det er et advarselssignal om, at den måde, vi producerer vores mad på, arbejder imod det naturlige system, vi selv er afhængige af. Hvis fuglene forsvinder hurtigst dér, hvor landbruget mest ligner et industrielt samlebånd, er det tegn på, at den nuværende model er ved at nå grænserne for økosystemernes modstandskraft. Vi ønsker vel ikke kun at høre sanglærkens sang fra arkivoptagelser?
