En uventet opdagelse i Congos tætte regnskov
Dybt inde i den fugtige, tætte skov i det nordlige Congo opdagede forskere en vane hos gorillaer, som ingen havde forudset. Efter mange års observation stod det klart, at disse kraftfulde primater ikke blot river blade og frugter til sig – de graver systematisk i skovbunden, præcis som en erfaren kok på jagt efter en sjælden ingrediens.
Det, de hiver op fra jorden, afslører langt mere om deres smagspræferencer, end nogen havde forestillet sig. Undersøgelser i nationalparken Nouabalé-Ndoki viste nemlig, at gorillaerne graver undergrundstrøfler frem – en adfærd der minder påfaldende om menneskelige kulinariske traditioner.
Gorillaer som "trøffeljægere": hvad gemmer sig under jordens overflade
Forskning gennemført over næsten ti år i Nouabalé-Ndoki-parken i det nordlige Congolesiske Republik dokumenterede, at skovens aber ikke nøjes med det, der vokser inden for rækkevidde. En del af gorillaerne skraber metodisk i jorden på jagt efter noget, der er både sjældent og ekstraordinært værdifuldt i den tropiske skov.
Analyse af indsamlede svampefragmenter bekræftede, at der er tale om en trøffelart ved navn Elaphomyces labyrinthinus. Denne underjordiske svamp er næringsrig og fuldstændig usynlig for en tilfældig forbipasserende. For at komme til den skal gorillaerne præcist vide, hvor og hvordan de skal grave.
Forskerne bemærkede, at gorillaerne kan udpege steder med trøfler med en præcision, som om de kender duften, jordens struktur og signaler, der er usynlige for det menneskelige øje. Nationalparken Nouabalé-Ndoki dækker over 3.800 km² og er hjemsted for cirka 180 vestlige lavlandsgorillaer.
Uden lokalt kendskab kunne hele fænomenet være forblevet ubemærket. Forskerne tog ud i felten sammen med en erfaren sporhund fra Bangombe-stammen, Gaston Abea. Han har samarbejdet med parken i mere end to årtier og kender skoven som sin egen bukselomme. Det var ham, der foreslog forskerne, at gorillaerne måske ikke jagtede insekter, men svampe skjult under jordoverfladen.
Skovens mennesker og forskere om det samme bord
Historien fra Congo viser, hvor meget der afhænger af øjet og intuitionen hos mennesker, der er vokset op i junglen. Sporeren fra det halvnomadiske Bangombe-folk lagde mærke til den måde, gorillaerne skraber i jorden på: roligt, tålmodigt og altid på bestemte steder. For ham var det et velkendt billede – for forskerne var det det første spor i efterforskningen.
De indsamlede svampefragmenter blev sendt til laboratorier, hvor artens identitet blev bekræftet via molekylære analyser. Uden det indledende fingerpeg fra lokalsamfundet ville forskerne sandsynligvis have ledt i den forkerte retning og antaget, at aberne udelukkende var interesserede i larver eller andre små hvirvelløse dyr.
Kombinationen af traditionel viden og videnskabelige metoder afslørede en adfærd, der ellers ville have ligget skjult under lag af blade og mudder. Universiteter og forskningsinstitutioner opnår gennem samarbejde med folk som Bangombe adgang til information, der ellers ville forblive utilgængelig.
Nogle flokke graver i jorden, andre gør ikke: det handler ikke kun om sult
Der er markante forskelle i adfærden mellem de enkelte gorillagrupper. I de områder, hvor Buka- eller Kingo-gruppen lever, forekommer gravning og indtagelse af trøfler hyppigt. I andre områder, eksempelvis hos Loya-Makassa-gruppen, dukker lignende adfærd kun op sporadisk.
Da trøflerne vokser i den samme park under tilsvarende forhold, skyldes forskellen ikke blot tilgængeligheden af føde. Der spiller noget andet ind – en vane, der overføres mellem flokens medlemmer.
- Buka-gruppen graver trøfler frem regelmæssigt og systematisk
- Kingo-gruppen har lignende vaner som Buka
- Loya-Makassa-gruppen spiser underjordiske svampe kun sjældent
- I visse dele af parken forekommer adfærden slet ikke
- Tilgængeligheden af Elaphomyces labyrinthinus er sammenlignelig i hele parken
- Forskellene kan ikke forklares udelukkende med miljømæssige faktorer
- Forskerne registrerede hunner, der skiftede gruppe med forskellig adfærd
- Nogle gorillaer overtog ny adfærd efter at være flyttet til en anden flok
Hvordan gorillaer lærer smagspræferencer af hinanden
I ét af de dokumenterede tilfælde skiftede en voksen hun fra en gruppe, hvor trøfler næsten aldrig blev spist, til en flok, hvor svampen bogstaveligt talt er en delikatesse. Med tiden begyndte hun at opføre sig som sine nye fæller: hun graver hyppigere i jorden og rækker selv ud efter trøfler.
Hunnens kostændring skyldtes ikke en pludselig forandring i omgivelserne, men derimod livet blandt individer, der for længst havde tilegnet sig deres "trøffelvane". For forskerne er det et klart signal om, at noget, der minder meget om vores egne kulinariske traditioner, er på spil i gorillaernes kostvaner.
Vanen er hverken udelukkende kodet i generne eller tvunget frem af omstændighederne. Primaterne observerer hinanden og efterligner derefter, hvad resten af gruppen gør. Forskere fra universitetet i Kyoto og andre institutioner betragter denne observation som bevis på social læring hos store primater.
Ikke kun gorillaer: bonoboer er også blevet glade for svampedelikatesser
Lignende historier dukkede tidligere op hos bonoboer, der er nære slægtninge til chimpanserne. Her førte observationer af fødeindsamlingen i 2020 til beskrivelsen af en ny trøffelart, der fik navnet Hysterangium bonobo. Primater, der ofte betragtes som "blødhjertede vegetarer", viste sig at være ekstraordinære elskere af underjordiske svampe.
I begge tilfælde ser vi, at valget af føde er langt mere end blot en reaktion på mangel på blade eller frugt. Smagspræferencer og vaner kan udvikle sig inden for en bestemt gruppe og derefter befæstes gennem de næste generationer.
Forskere fra Smithsonian Institution og andre organisationer dokumenterer disse mønstre på tværs af forskellige primater i både Afrika og Asien. Lignende fænomener er blevet observeret hos orangutanger på Borneo og chimpanser i Tanzania.
Betyder gorillaernes smagspræference noget for skovens fremtid?
Ved første øjekast lyder historien om trøfler og gorillaer som en interessant kuriositet. I praksis berører den dog flere vigtige spørgsmål: lokalsamfundenes rolle i naturbevaringen, læringsprocesser i dyregrupper og måden, politiske beslutninger reagerer på ny viden.
Den usædvanlige vane med at spise trøfler fik hurtigt indflydelse på beslutninger langt fra skovens grænser. I området Djéké Triangle var der planlagt en udvidelse af turistinfrastrukturen. Da dataindsamlingen var afsluttet, stod det klart, at det netop er her, gorillaerne oftest benytter deres "underjordiske spisekammer".
Lokale myndigheder og parkforvaltere valgte derfor at flytte en del af investeringerne til andre steder, så den nyligt beskrevne fødeindsamlingspraksis ikke blev forstyrret. En svamp, der normalt kun dukker op i mykologers notater, blev pludselig et argument i diskussioner om naturbeskyttelse og turismeudvikling.
Dette skridt viser, at naturbevaringsstrategier begynder at tage højde for ikke kun arternes antal, men også deres adfærd – herunder kulinariske vaner. At ødelægge de steder, hvor gorillaerne graver efter trøfler, ville betyde tabet af noget langt mere end endnu en kaloriekilde. Hvis vi accepterer, at visse primatadfærd har kulturel karakter, må vi beskytte dem som en arv – noget der uigenkaldeligt kan gå tabt, når en bestemt population forsvinder eller dens omgivelser ødelægges.
