Han var bare taget ud på en helt almindelig tur i nabolaget. Men han vendte hjem med en papkasse fuld af små hunde, der sandsynligvis ikke ville have overlevet uden hans indgriben.
Situationen satte Bendigo Animal Relief Centre under et enormt pres – både kapacitetsmæssigt og økonomisk. Historien om de femten hvalpe viser samtidig, hvor meget én persons beslutning kan betyde.
Dyrlæger og ansatte på dyrecentre advarer gentagne gange om problemet med uønskede kuld. Utilstrækkelig kastration og sterilisering af hunde fører til situationer, hvor ejere skaffer sig af med hvalpe på de mest forskellige måder. At efterlade dem på en befærdet vej giver dyrene i det mindste en teoretisk chance for at blive reddet. I praksis forventer man dog sjældent at støde på femten små hunde på én gang.
En uventet redningsaktion på en populær sti
Det hele begyndte på en sti, som løbere, cyklister og hundeluftere bruger dagligt. Manden opdagede først én enkelt hvalp, der virkede fortabt og aktivt søgte kontakt med et menneske. Det lignede et klassisk tilfælde af en bortløbet hund.
Men da han nærmede sig for at undersøge området og se, om en ejer var i nærheden, begyndte flere og flere hvalpe at dukke frem fra buskadset. I løbet af kort tid var der mere end ti af dem. En lille spredt flok uden mor, uden halsbånd og uden ethvert tegn på menneskelig omsorg.
Manden forsøgte at orientere sig. Han kiggede sig omkring efter et hus, en parkeret bil eller nogen, der kunne forklare de unge hundes tilstedeværelse. Men han fandt intet. Hvalpene holdt sig vedholdende tæt til ham, som om de instinktivt havde udpeget ham som deres eneste chance for overlevelse.
Sådan håndterede dyrehjemmet ankomsten af femten hvalpe på én dag
Manden reagerede hurtigt: han samlede alle hvalpene op, skaffede en papkasse og kørte dem til det nærliggende Bendigo Animal Relief Centre. For teamet der var det et reelt chok. De er ganske vist vant til at modtage forladte dyr, men femten på én gang er en helt anden størrelsesorden.
Personalet undersøgte først alle hvalpenes helbredstilstand. De konstaterede, at de var cirka syv uger gamle. I den alder burde en hvalp stadig have gavn af moderens pleje og mælk, særligt hvis den er svagere eller mindre end resten af kuldet.
Undersøgelsen viste følgende:
- En del af hvalpene var i rimelig stand, om end afmagrede
- Flere individer viste tydelige tegn på underernæring og krævede mere intensiv pleje
- Alle havde brug for ormekur og behandling mod parasitter
- De svageste hvalpe fik drop og væske
Der blev sat ormekursmidler, loppe-behandling, specialfoder til hvalpe og drop i gang for de allermest udsatte. Frivillige og medarbejdere brugte de første timer på grundig fodring, opvarmning og placering af hvalpene i sikre bokse.
Femten nye ankomster på én enkelt dag er ikke blot en rørende historie – det er en enorm belastning for dyrehjemmets budget, personale og infrastruktur. Desværre overlevede en af de mindste hvalpe, som ved ankomsten var ekstremt svækket, ikke på trods af dyrlægernes indsats. De resterende fjorten begyndte dog hurtigt at tage kræfter til sig, spise bedre og reagere på mennesker.
Overraskende livsglade hvalpe til trods for en hård start
Medarbejderne på dyrehjemmet indrømmede, at de havde forventet skræmte og tilbagetrukne hvalpe, der ville have brug for lang tid til psykisk genopretning efter oplevelsen. Virkeligheden var en anden. Allerede efter et par dage løb ungerne rundt i boksene, drillede deres plejere, legede med legetøj og søgte menneskelig nærhed.
Sådan adfærd har stor betydning for deres fremtid. Hvalpe, der hurtigt vænner sig til berøring, stemmer og menneskelig tilstedeværelse, finder typisk uden problemer deres plads i nye hjem. Det er et vigtigt signal til potentielle adoptivfamilier om, at disse hunde på trods af en svær start kan vokse op til stabile og trygge følgesvende.
Dyrlæger bekræfter, at socialisering i en tidlig alder er afgørende for en hunds psykiske udvikling. Hvalpene fra Bendigo viste bemærkelsesværdig modstandsdygtighed og tilpasningsevne, hvilket tyder på, at de ikke var blevet forladt særligt længe inden fundet og dermed ikke nåede at udvikle et langvarigt traume.
Plejefamilier som redningskrans for de små hvalpe
For at sikre hvalpene bedre udviklingsforhold end i et overfyldt dyrehjemsboks, besluttede organisationen at fordele dem i midlertidige hjem. Hvalpene rejste afsted to og to, så de ikke mistede kontakten til andre hunde og fortsat kunne lære typisk hundeopførsel.
Et midlertidigt hjem giver en hvalp mulighed for flere vigtige ting:
- Opdragelse til renlighed under normale hjemlige forhold
- Kontakt med hverdagslyde fra støvsugeren til fjernsynet
- Et tættere forhold til mennesker, som er svært at opnå i et dyrehjemsmiljø
- Bedre kontrol over fodring og behandling
- En gradvis tilvænning til den almindelige hverdag i et hjem
Mange af de problemer, der ofte opstår hos hunde opvokset i bokse over længere tid, elimineres dermed allerede inden adoption. Plejefamilier spiller en afgørende rolle i redningsorganisationer, fordi de frigiver kapacitet på dyrehjemmene og samtidig forbereder dyrene til livet i en normal familie.
Hvor kom moderen fra, og hvorfor var der så mange hvalpe?
Sideløbende med plejen af hvalpene igangsatte dyrecentret en efterforskning af den voksne tæve, der formentlig var moder til kuldet. Medarbejderne antog i første omgang ét stort drægtig kuld, hvilket i sig selv ville have været bekymrende – men undersøgelsen førte til et andet resultat.
Det blev fastslået, at de femten hvalpe stammede fra to forskellige kuld, født med kun få dages mellemrum. Hundene havde sandsynligvis bevæget sig i det samme område, og nogen – enten ejeren eller en tilfældig person – havde efterladt dem alle samlet i håbet om, at de nok "skulle klare sig på en eller anden måde".
En af tæverne blev til sidst fundet og optaget på dyrehjemmet. Hun fik navnet Mumma Sue og modtog straks pleje. Den anden voksne tæve forblev hos sin ejer, men organisationen sørgede for hendes sterilisering og dækkede udgifterne til indgrebet.
Sterilisering af begge tæver er den eneste effektive måde at forhindre, at historien om utilsigtede kuld gentager sig om blot få måneder. Mumma Sue fandt også et midlertidigt hjem, hvor hun kan komme sig i ro og mag. Plejerne beskriver hende som mild og udmattet efter den lange periode med at passe på ungerne, men hun genvinder gradvist sin energi.
Adoptionerne er i fuld gang og telefonen på dyrehjemmet ringer varmt
Da Bendigo Animal Relief Centre delte historien på sociale medier, var reaktionen fra lokalbefolkningen øjeblikkelig. Mange mennesker meldte sig med interesse for adoption. Hvalpenes historie rørte lokalsamfundet, som ikke blot spurgte ind til mulighederne for at modtage en hund, men også tilbød økonomisk og materiel støtte.
En del af hvalpene har allerede fundet nye hjem. Dyrecentret foretager dog en grundig udvælgelse af interesserede for at undgå forhastede beslutninger. Organisationens repræsentanter taler med kandidaterne og spørger ind til boligforhold, arbejdsrytme og erfaring med hunde. Det skal øge sandsynligheden for, at adoptionen bliver en beslutning for mange år frem – ikke en spontan gestus efter at have læst en rørende historie.
Dyrlæger anbefaler, at potentielle adoptanter er opmærksomme på, hvad det kræver at opdrage en ung hund. En hvalp har brug for regelmæssig fodring, dyrlægebesøg, vaccinationer, træning og frem for alt tid og tålmodighed.
Hvad denne hændelse fortæller os om ansvaret for kæledyr
Hele hændelsen afslører en række tilbagevendende problemer: manglende sterilisering, fravær af registrering af hunde og en tendens til simpelt hen at fralægge sig ansvaret for et uønsket kuld – og overlade det til dyrehjemmet eller "tilfældet". Konsekvenserne oplever medarbejderne på overfyldte anlæg, der kæmper om plads, ressourcer og tid.
Den enkleste forebyggelse omfatter:
- Sterilisering eller kastration af hunde, der ikke er tiltænkt planlagt avl
- Chipmærkning og registrering af dyr for lettere at identificere ejere
- At reagere, når man ser et fortabt ungt dyr – ved at ringe til dyrehjemmet, kommunen eller en lokal organisation
- Oplysning om ansvarligt hundeejerskab
- Økonomisk støtte til dyrecentre i lokalområdet
Mange mennesker frygter steriliseringsindgrebet på grund af myter om, at det "fratager hunden glæden ved livet" eller at man "er nødt til at lade den få ét kuld først". Disse overbevisninger finder dog ingen støtte i veterinærernes faglige vurderinger. Hos tæver reducerer indgrebet risikoen for livmoderbetændelse og visse tumorformer; hos hanner mindsker det tendensen til at stikke af og til slåskampe.
Historien fra Bendigo viser også, hvilken enorm betydning én enkelt persons reaktion kan have. Havde den forbipasserende ignoreret den første hvalp, kunne resten af gruppen have spredt sig, omkommet under bildæk eller bukket under for sygdom og sult. I dette tilfælde blev én papkasse, en smule god vilje og et par telefonopkald til dyrehjemmet forvandlet til en reel forandring i fjorten hundes liv. Det er der noget at tænke over, ikke sandt?
